To dukker sidder på et bord. Den ene hvid, den anden brun. Imellem dukkerne sidder en lille dreng af kød og blod og med etniske aner, der tydeligvis strækker sig ud over Danmark. Barnet er ”brunt”, som instruktøren Hassan Preisler vil kalde det. Han spørger igen: ”Hvilken dukke vil du helst lege med?”
Som næsten alle de 41 andre fire til otteårige børn i filmen ender drengen nu med at pege på den hvide dukke. Og når spørgsmålet bagefter lyder, ”hvilken dukke ligner du selv?”. Ja så falder valget på den brune dukke.
Scenen er fra dokumentar-kortfilmen ”Dukketesten”, der udkommer i anledning af 60-året for FN’s Verdenserklæring for Menneskerettigheder. Filmen er udgivet af Institut for Menneskerettigheder (IMR), og her understreger man, at filmen først og fremmest skal ses som en debat-starter.
”Det er 60 år siden, at Verdenserklæringen blev til. I den første artikel lyder det, at alle er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Men børnene i filmen lader til at se flertallets udtryk, nemlig den hvide hud og de blå øjne, som mere værdifuldt. Det kan pege på, at vores samfund ikke er så gode til at inkludere mindretallene, som vi måske går og tror”, siger vicedirektør Birgitte Kofod Olsen.
(fortsættes)
Hvidhed er ønskværdig
Spørger man Dorte Staunæs, der er psykolog og lektor fra Dansk Pædagogisk Universitet, om hvorfor de brune børn helst vil have hvide dukker, så handler det dels om, at børnene gerne vil ligne deres omgivelser.
”De forsøger i deres valg at gøre sig kulturelt genkendelige og acceptable. Det gør de så ved at formulere nogle af de koder for legitimitet, der ligger i den kulturelle kontekst, Danmark, som de er en del af. Nemlig at hvidhed er det normale og ønskværdige”. Hun understreger også, at filmen bør ses af alle, ikke mindst børnene selv.
Ifølge filmens instruktør, Hassan Preisler, er det dog særligt de danske medier og kulturledere, der bør spidse ører:
”Spørgsmålet er jo, hvorfor børnene får en så negativ oplevelse af sig selv? Jeg vil påstå, at det i høj grad handler om, at brune danskere er næsten fraværende i danske medier og kulturliv. Man kan ikke se på teaterscenerne, i reklamefilmen, i TV2 Nyhederne, på busreklamerne eller på forsiden af modebladene, at Danmark er et mangfoldigt land. Og når de brune skuespillere endelig er der, så er det oftest som negative typer. Belastede eller kriminelle”.
Så overtager børnene virkeligt samfundets negative forestillinger om indvandrere, eller er der andre årsager? Se filmen og døm selv!
YDERLIGERE OPLYSNINGER: MARTIN LASSEN-VERNAL, PRESSEANSVARLIG, TLF. +45 3269 8927, MOBIL +45 4057 8788, MLV[A]HUMANRIGHTS.DK
FLERE NYHEDER