Børn

^{Redaktion afsluttet 1. marts 2024}

Tvangsbortadoption

Tvangsbortadoption bliver stadigt mere brugt som en social foranstaltning, der skal sikre børn i meget udsatte familier et stabilt og trygt liv. Regeringen og en række partier i Folketinget har med Barnets lov lagt op til, at der skal ske flere tvangsadoptioner. 

Adoptionsloven giver adgang til at bortadoptere et barn, også før fødslen. Men en afgørelse om tvangsbortadoption før fødslen sker på et ufuldstændigt grundlag, idet der både mangler viden om barnet og barnets relation til sine forældre. Desuden har kommunerne alternative muligheder for at skabe tryghed og stabilitet omkring barnet fra fødslen.

Efter afgørelse om tvangsbortadoption kan de biologiske forældre søge om samvær med barnet efter forældreansvarsloven § 20 a. Loven er imidlertid blevet tolket yderst restriktivt i praksis. Myndighederne har i praksis (per 19. juni 2023) aldrig fastsat samvær efter adoption. Højesteret har i to afgørelser, senest 21. februar 2023, peget på, at det næppe er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonvention at afvise samvær mellem biologiske forældre og deres barn. 

Social- og Ældreministeriet har som følge af Højesterets dom foreslået en række ændringer i forældreansvarsvejledningen. Ændringsforslagene afspejler imidlertid fortsat, at samvær efter en tvangsbortadoption generelt anses for at være i modstrid med barnets tarv. Denne tilgang afspejler ikke de rettigheder, som er sikret barnet i FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og er heller ikke på linje med den eksisterende forskning på feltet. 

Tvangsbortadoption af børn udgør det mest vidtgående og definitive indgreb i barnets og forældrenes ret til familieliv. Derfor bør myndighederne kun bruge dette indgreb, når de er sikre på, at mindre indgribende alternativer ikke vil være nok til at skabe stabilitet og tryghed i barnets opvækst. Det kaldes det mindste middels princip, og det afspejles ikke i dag i lovgivningen om adoption uden samtykke. 

Det kræver et meget sikkert beslutningsgrundlag at foretage et så dybtgående og definitivt indgreb i retten til familieliv, som en adoption uden samtykke er. Myndighedernes beslutning om tvangsbortadoption skal altid træffes efter omhyggelige undersøgelser af både barnets og forældrenes individuelle forhold samt af deres indbyrdes samvær. En tvangs­adoption må ikke besluttes, hverken helt eller delvist, på basis af myndighedernes generelle antagelser om denne foranstaltnings særlige fortrin. 

Menneskerettighedsdomstolen stiller meget store krav til undersøgelser og dokumentation af de forhold, der begrunder en tvangsadoption. Når myndighederne indstiller til en tvangsbortadoption, før barnet er født, kan der i sagens natur ikke tilvejebringes fyldestgørende information om barnets tilstand og deraf følgende behov, ligesom det ikke er muligt at vurdere barnets samspil med dets forældre. Derfor er den dokumentation, der ligger til grund for afgørelsen, utilstrækkelig. 

Ungdomskriminalitetsnævnet

Ungdomskriminalitetsnævnet behandler sager om 10-17-årige børn og unge, der har begået personfarlig kriminalitet. Sådan har det været siden 2019, hvor oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet blev vedtaget for at sætte ind over for den såkaldte hårde kerne af kriminelle børn, der udgør den cirka ene procent, som hverken politiet eller retssystemet kunne straffe. 

De nuværende regler giver meget få muligheder for at undtage børn fra, at deres sag kommer for Ungdomskriminalitetsnævnet. Institut for Menneskerettigheder udgav i 2022 rapporten ’Ungdomskriminalitetsnævnet i et menneskeretligt perspektiv’, der undersøger nogle af de menneskeretlige konsekvenser af reglerne. Folketinget ændrede derefter ungdomskriminalitetsloven, så der nu er mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra at få behandlet deres sag i Ungdomskriminalitetsnævnet. 

Alligevel er der fortsat et politisk ønske om, at flere børn fremover skal for Ungdomskriminalitetsnævnet for at gøre op med bandernes fødekæde. Institut for Menneskerettigheder finder, at der i ungdomskriminalitetsloven bør lægges mere vægt på det enkeltes barn konkrete situation.

Sociale anbringelser på sikrede institutioner 

Når børn og unge i Danmark kommer på en sikret institution, skyldes det som regel, at de enten er dømt eller mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet. 

Børn og unge kan også anbringes på sikrede institutioner af sociale årsager. Ofte bunder den type anbringelser i sociale udfordringer, misbrug eller psykiatriske diagnoser; for eksempel kan barnet eller den unge være til fare for sig selv eller andre.

Antallet af anbringelser af sociale årsager er mere end tredoblet de seneste ti år. Dermed sidder flere og flere børn og unge, der er anbragt af sociale årsager, side om side med børn og unge, der er anbragt på grund af kriminalitet. 

Netop sammenblandingen af socialt anbragte med de strafferetligt anbragte blev kritiseret af FN’s Torturkomité, da komitéen eksaminerede Danmark i november 2023.

Sikret anbringelse af børn og unge er den mest indgribende foranstaltning efter serviceloven. Selvom sikrede institutioner ikke er fængsler, så er institutionerne kendetegnet ved flere fængselslignende træk og fungerer i flere tilfælde som alternativ til fængsel eller arresthus.  

Antallet af sociale anbringelser på sikrede institutioner er stigende, hvilket er bemærkelsesværdigt i en periode, hvor det samlede antal anbringelser på sikrede institutioner falder. Både antal og andel af sociale anbringelser stiger, samtidig med at andelen af anbragte barn i alderen 10-14 år næsten er firedoblet. 

I 2020 dokumenterede Institut for Menneskerettigheder den varierende praksis blandt sikrede institutioner, og rapporten dokumenterede, at det i et vist omfang er tilfældigt, hvilke indgreb socialt anbragte børn og unge underlægges. Dertil er flere indgreb en konsekvens af, at de anbringes sammen med strafferetligt anbragte, hvorfor indgrebene ikke er individuelt begrundede.