Person på bænk i park

Bolig og hjemløshed

Retten til bolig handler om at sikre, at det enkelte menneske har mulighed for at kunne leve en tryg og værdig tilværelse.

De seneste ti år er der gjort en ekstra indsats for at få folk ud af hjemløshed. Indsatsen lader til at bære frugt. Hjemløsetal fra 2022 viser, at der er færre unge hjemløse, færre gadesovere og færre hjemløse i det hele taget. En af samfundets mest udsatte gruppers mest basale behov ser altså ud til i højere grad at blive opfyldt.

I 2022 viste VIVE’s kortlægning for anden optælling i træk, at antallet af hjemløse i Danmark er faldende. Antallet af hjemløse er ellers steget i årene 2009-2017. Den positive udvikling tilskrives blandt andet udbredelsen af den evidensbaserede Housing First-tilgang. I 2022 var der 5.789 hjemløse i Danmark, mens tallet i 2009, hvor VIVE første gang kortlagde området, var på cirka 5.000 hjemløse.


Samme tal viser dog, at der nu er behov for særskilt at fokusere på ældre hjemløse. Antallet af ældre hjemløse har siden 2009 været stigende, og antallet steg igen i 2022. Ældre hjemløse er i forvejen en særligt udsat gruppe, og de udgør størstedelen af gadesoverne, natvarmestue- og herbergbrugerne sammen med de midaldrende.

Lovgivning, der kriminaliserer tiggeri og gadesovning i grupper, lægger ekstra pres på de hjemløse. Det danske tiggeriforbud rammer bredt og straffer hårdt. Desuden er det usikkert, om lovgivningen er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv.

Lovgivningen giver flere muligheder for at tvangsudsætte lejere, hvis et medlem af husstanden har begået såkaldt utryghedsskabende kriminalitet i nærheden af hjemmet.

I 2022 blev muligheden udvidet til, at tvangsudsættelsen kan ske, før der er faldet en endelig dom i en eventuel ankesag. Det er ofte familier med få ressourcer, der bliver ramt af tvangsudsættelsesreglerne. Den samme gruppe, herunder borgere med etnisk minoritetsbaggrund, bliver også ramt af de skærpede anvisnings- og udlejningsregler til almene boliger og andre lejeboliger, som er blevet indført siden 2018. 
 

Indhold på siden