Grundskolen

Grundskolen
Undervisning i menneskerettigheder er vigtigt for, at børn og unge kender og kan handle ud fra deres rettigheder og pligter.

Selvom alle børn ifølge dansk lovgivning har ret til gratis undervisning i folkeskolen, er der stadig udfordringer på ligebehandlings- og retssikkerhedsområdet for skolebørn i Danmark. For børn er undervisning på grundskoleniveau både en ret og en pligt.

Det er helt essentielt for en god skolegang, at elever, deres forældre samt lærere og øvrige ansatte i grundskolen, kender og overholder menneskerettighederne. Ifølge folkeskolelovens formål skal eleverne forberedes til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er værdier, som i høj grad udspringer af menneskerettighederne. Af formålet for de private og frie skoler fremgår det direkte, at skolen har til formål at undervise i menneskerettigheder, herunder i ligestilling mellem kønnene.

Ifølge Danmarks menneskeretlige forpligtelser, herunder FN’s børnekonvention, skal Danmark sikre, at folkeskolen er inkluderende over for alle børn uanset blandt andet handicap, køn og etnisk baggrund.

Instituttet beskæftiger sig med lige adgang til uddannelse og undervisning i menneskerettigheder på grundskoleniveau gennem udarbejdelse af blandt andet rapporter, høringssvar, en årlig statusrapport og gennem udvikling af undervisningsmaterialer. Vi samarbejder med og rådgiver relevante aktører som fx lektorer fra læreruddannelsen og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, om alt fra magtanvendelse, skærpet underretningspligt og forebyggelse af mobning, til lige adgang til uddannelse og undervisning.

Hvordan ser det ud med undervisning i menneskerettigheder i Fælles Mål?

I forbindelse med folkeskolereformen, der trådte i kraft i 2014, blev undervisning i menneskerettigheder styrket markant i folkeskolens curriculum, også kaldet Fælles Mål.

Undervisning i menneskerettigheder indgår i dag i følgende fag:

Historie: Menneskerettigheder er fortsat nævnt som et punkt i Historiekanonen

Samfundsfag: Menneskerettigheder og individuelle borgerlige og politiske rettigheder indgår som led i undervisning om demokrati og retssikkerhed.

Emnet sundhed, seksualundervisning og familiekundskab: Undervisningen skal inkludere børns rettigheder, herunder særligt i relation til skole, familie og seksualitet.

Derudover er menneskerettigheder, rettigheder og børns rettigheder indarbejdet i læseplaner og vejledninger for en række fag. For eksempel indgår menneskerettigheder i vejledninger og læseplaner for geografi og kristendomskundskab, og lærerne vejledes i samfundsfag til at undervise i FN’s børnekonvention.