Artikel 1
"De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i denne konventions afsnit I."Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
[tekst]
Gælder for alle og enhver
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 1 slår fast hvilke personer konventionens menneskerettigheder gælder for, og dermed også hvem der kan klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg hvis en stat ikke overholder menneskerettighederne.
Staterne skal være garanter
Når artikel 1 siger at staten skal garantere "enhver person" konventionens menneskerettigheder, betyder det alle personer. Staten kan ikke reservere menneskerettighederne til fx statsborgere, bestemte aldersgrupper, og folk med en ren straffeattest. Alle der befinder sig under statens jurisdiktion, har disse menneskerettigheder. Og staten har forpligtelse til gennem sin lovgivning og på anden måde at sørge for at de bliver til virkelighed.
Konventionens "Afsnit I" indeholder artiklerne 2-14 om menneskerettigheder, og artiklerne 15-18 der handler om visse begrænsninger i disse rettigheder. Artikel 1 gælder også for nogle tillægsprotokoller til konventionen der er kommet til i tidens løb, som indeholder menneskerettigheder der ikke kom med i selve konventionen.
Krav til landene
Det er i dag en forudsætning for at blive medlem af Europarådet at ansøgerlandet tilslutter sig Menneskerettighedskonventionen med de tilhørende tillægsprotokoller. Desuden skal ansøgerlandet anerkende at borgerne hver især har ret til at klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hvis de mener at staten har overtrådt en eller flere af deres menneskerettigheder.
Hvad er jurisdiktion?
Den enkelte stat skal garantere menneskerettighederne for alle dem der befinder sig under dens jurisdiktion. Jurisdiktion er et centralt begreb i folkeretten, i international ret. Folkeretten regulerer forholdet mellem stater. Men i stigende omfang er der også regler i folkeretten, ikke mindst menneskerettigheder, der vedrører forholdet mellem den enkelte stats myndigheder og dens borgere. Jurisdiktion kan både angå en stats afgrænsede territorium (til lands, til vands og i luften), og angå de samfundsområder hvor staten træffer beslutninger og er ansvarlig for handlinger. Det gælder typisk lovgivende myndighed, udøvende myndighed og dømmende myndighed.
Det ganske danske rige
Alle der befinder sig under dansk jurisdiktion, skal have deres menneskerettigheder sikret af den danske stat ifølge artikel 1. Det kan være i selve Danmark, men også på en dansk ambassade, eller på et skib eller fly, fx et af søværnets skibe eller luftværnets fly. Hvad angår Grønland erklærede Danmark ved sin tilslutning til konventionen (ratifikation i 1953) at den også gælder dér. For Færøernes vedkommende gælder konventionen med mindre der tages forbehold om det modsatte. Da Danmark ratificerede konventionen, havde Grønland og Færøerne forskellig statsretlig tilknytning til Danmark: Færøerne havde hjemmestyre, mens Grønland med grundlovsændringen i 1953 fik en amtslignende status (til 1979 hvor der blev oprettet et hjemmestyre).
Den positive stat
Konventionen forpligter staternes myndigheder - både når de handler, og når de undlader at handle. Staten skal fx sørge for at lovene er i overensstemmelse med konventionens bestemmelser om menneskerettighederne. Og den skal sikre at love og andre beslutninger bliver administreret i overensstemmelse med disse menneskerettigheder. Men også dét ikke at foretage sig noget, at forholde sig passivt, kan være brud på konventionen. Det er det fx hvis staten ifølge konventionen har pligt til at gribe ind over for en bestemt handlemåde fra en statslig myndighed, eller fra en eller flere privatpersoner.
Eksempler
Forpligtelsen kan fx bestå i at sørge for beskyttelse af en lovlig forening der bliver hindret i at lave sit foreningsarbejde. Eller i at sikre at retssystemet giver effektiv oprejsning til personer eller grupper af personer der bliver udsat for vanærende og forhånende udtalelser.
Staten kan også komme til at stå til ansvar for handlinger foretaget af statens ambassader, eller på et dansk indregistreret skib. Også handlinger der foregår under en anden stats jurisdiktion, kan en stat komme til at stå til ansvar for. Fx hvis staten udviser, eller afviser, eller udleverer en eller flere personer til en stat der krænker nogle af konventionens menneskerettigheder; det kan være at den pågældende stat udfører tortur eller ikke har en uafhængig dommerstand.
Friheder og rettigheder
Artikel 1 og andre steder i Menneskerettighedskonventionen betegnes menneskerettighederne som friheder og rettigheder. Frihedsrettighederne er historisk set borgernes værn mod statens magtfuldkommenhed. Religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, frie politiske valg var krav som borgere rejste over for den enevældige kongemagt, fx i Frankrig og i Danmark. Disse værn blev typisk skrevet ind i de demokratiske statsforfatninger der afløste mere eller mindre enevældige fyrstemagter; bl.a. blev de skrevet ind i den danske grundlov af 1849.
Rettigheder, fx ret til privatliv og familieliv, ret til en retfærdig rettergang, til undervisning osv., er udtryk for at staten accepterer at borgerne har nogle rettigheder som det offentlige skal sikre. Forskellen mellem friheder og rettigheder er især historisk, hvor frihederne kom først.