Artikel 10
"Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
[tekst]
Demokratiets grundpille
Ytringsfrihed og informationsfrihed er enhver borgers ret til at debattere meninger i fred og give og/eller modtage meddelelser. Det gælder uanset om det er i tale, på skrift, herunder elektronisk, i billeder, i kunstnerisk form osv. Og vel at mærke uden vilkårlige indgreb fra statsmagten.
I forbindelse med behandlingen af sager om ytringsfrihed har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol understreget ytringsfrihedens betydning for et demokratisk samfund. Domstolen anser ytringsfriheden for at være en af demokratiets fundamentale grundpiller, en af de grundlæggende forudsætninger for et samfunds fremskridt og for menneskers udvikling som samfundsborgere, som den udtrykker det.
Skurke har også ytringsfrihed
Domstolen understreger at ytringsfrihed ikke kun omfatter meddelelser eller tanker som modtages positivt eller anses for ufarlige, men også dem som krænker, chokerer, eller foruroliger staten eller befolkningsgrupper. Uden pluralisme, tolerance og rummelighed er der ikke noget demokratisk samfund.
Pressefrihed
Pressefriheden er en meget vigtig del af ytringsfriheden, fordi pressen og de andre massemedier som "den fjerde statsmagt" i et demokratisk samfund, ideelt set skal vogte på at de tre statsmagter: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt afbalancerer hinanden. Hvis ikke pressen kan formidle information og ideer til offentligheden, vil den ikke være i stand til at spille sin vitale rolle som offentlig vagthund, som Domstolen udtrykte det, bl.a. i sagen Jersild mod Danmark.
Se sagen:
Jersild mod Danmark, "Grønjakkesagen"
Rollen som offentlig vagthund
Den rolle må give pressen et stort ansvar som den langt vigtigste formidler af politikernes, central- og lokaladministrationens og offentlighedens holdninger og handlinger til hinanden. Udfordringen for pressen er bl.a. at sætte sin egen kritiske dagsorden fri af politikernes dagsorden.
Frihed fra at ytre sig
Ytringsfrihed er ikke bare frihed til at ytre sig, men også frihed fra at ytre sig. Det er ikke bare retten til at sprede information og ideer, men også retten til ikke at gøre det. Men der er undtagelser. Hvor vidt strækker vidnepligten sig? Og hvor vidt strækker pligten sig for folk der er på såkaldt overførselsindkomst til at oplyse de sociale myndigheder om deres økonomiske og sociale forhold?
Beskyt ytringsfriheden
Først og fremmest indebærer retten til ytringsfrihed at staten skal afholde sig fra at gribe ind mod fri spredning af tanker og ideer. Staten pålægges således at være passiv, at afholde sig fra at handle. Men staten skal også aktivt beskytte ytringsfriheden, fx ved gennem lovgivning at beskytte borgere mod andre borgeres og organisationers indgreb. Fx skal spredning af information om en forening, eller en fredelig demonstration, eller distribution af en avis ikke kunne forhindres af politiske modstandere.
Ret til information
Retten til at give og modtage meddelelser og tanker betyder ikke at artikel 10 beskytter retten til aktindsigt, altså en persons ret til at få indsigt i en forvaltningsmyndigheds oplysninger om én selv. Her er artikel 8 om beskyttelse af privatlivet mere interessant. Men retten til at modtage meddelelser betyder at det i udgangspunktet er et indgreb i ytringsfriheden hvis det offentlige nægter at give oplysninger.
Se også:
Konventionens artikel 8
Grænser for ytringsfrihed?
Ytringsfrihed under ansvar
I visse situationer kan ytringsfriheden begrænses (artikel 10, stk. 2). Ytringsfrihed har man under ansvar, og derfor er den ikke grænseløs. Men hvis staten skal begrænse ytringsfriheden, eller ligefrem straffe misbrug af den, kræver det for det første at der er en lov; staten kan ikke vilkårligt begrænse eller straffe borgernes ytringsfrihed.
Desuden skal statsmyndigheden i det enkelte tilfælde vurdere om indgrebene er nødvendige i et demokratisk samfund. Et demokratisk samfund må lægge visse begrænsninger på ytringsfriheden.
Se også:
Begrænsninger i menneskerettighederne
Ytringsfrihed og andre menneskerettigheder
Ytringsfrihed kan komme i konflikt med andre menneskerettigheder fx retten til privatliv, retten til at få sit gode navn og rygte eller andre rettigheder beskyttet. I hvert tilfælde må det afvejes om det er den enkeltes ytringsfrihed eller hensynet til andres rettigheder der skal beskyttes. Et eksempel er den før nævnte "grønjakkesag".
Se sagen:
Jersild mod Danmark, "Grønjakkesagen"
Andre grunde til begrænsninger
Foruden beskyttelsen af andres gode navn og rygte eller rettigheder skal indgrebet være begrundet i følgende formål: hensynet til statens sikkerhed og dens territoriale integritet (til lands, til vands og i luften), hensynet til offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller moralen i samfundet, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Se fx sagerne:
Handyside mod Storbritannien (samfundets moral)
Sunday Times mod Storbritannien (domstolenes upartiskhed)
Debat om ytringsfrihed
Der er situationer hvor spørgsmål om grænser for ytringsfriheden debatteres. Det er fx:
- i forbindelse med racistiske ytringer og anden beklikkelse af andres gode navn og rygte
- i forbindelse med verserende retssager for at undgå at påvirke dommerne
- spørgsmålet om offentligt og privat ansattes loyalitetspligt, fx i forbindelse med politisk tilhørsforhold, jvf "Berufsverbot" i (Vest)Tyskland der fungerede i 1970'erne og 1980'erne
- tavshedspligt - der begrænser retten til at give informationer.
De elektroniske medier
Som med ærekrænkende ytringer mod grupper der har svært ved at forsvare sig, således også med hensynet til privatlivets fred (artikel 8). Begge hensyn kan støde sammen med informations- og ytringsfriheden. Europarådets konvention til beskyttelse af persondata fra 1981 understreger bl.a. retten til at få oplyst offentlig information om én selv. Med brug af edb er statens mulighed for at indsamle og anvende information om borgerne blevet stærkt forøget. FN's Guidelines fra 1990 er et sæt etiske retningslinier for staternes adfærd i forbindelse med personregistrering.
Læs mere i:
Europarådet om elektronisk databehandling
FN's regulativ om personlige data-filer
Se også:
Konventionens artikel 8
Internettet
I dag diskuteres grænserne for ytrings- og informationsfrihed også i forbindelse med Internet og satellitter. Internettet er endnu ganske ustyrligt og ustyret, og det kan bekymre staterne der jo hæger om deres suverænitet over et territorium og over luftrum og vand. Bl.a. er der et interessant perspektiv i NGO'ers mulighed for at udveksle information og for at organisere sig over landegrænserne, og der er et frygteligt perspektiv i terrororganisationers lignende muligheder. De elektroniske midler giver faktisk borgerne nogle udveje for at vinde magt.
Risikoen for at drukne
Eksplosionen i at modtage og give informationer giver dog problemer for de mennesker der giver og især modtager dem, og det kan måske ligefrem betyde at informationsfriheden begrænses i den forstand at det bliver vanskeligere at skelne mellem fx reel og ligegyldig information, og i det hele taget at finde frem til den information man ønsker. Bl.a. er det et problem at mange tekster på internettet er mangelfulde hvad angår forfatteroplysninger, og desuden ikke angiver hvor de har deres oplysninger fra.
FN og ytringsfriheden
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 siger i artikel 19 at man har ytringsfrihed under ansvar for at andres rettigheder eller omdømme respekteres, og der skal desuden tages hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden, sundhed eller sædelighed.
Propaganda for krig og racisme forbudt
Nogle af begrænsningerne der er nævnt i artikel 19, konkretiseres i samme konventions artikel 20 der siger at propaganda for krig, og tilskyndelse til nationalt had, racehad og religiøst had der ophidser til forskelsbehandling og vold, skal forbydes ved lov.
FN's konventionen mod racediskrimination, artikel 4 siger ligeledes at staterne skal kriminalisere og forbyde propaganda, og ligeledes organisationer der bygger på idéer om raceoverlegenhed og som udøver racediskrimination.
Se:
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder
Se også:
FN's konvention mod racediskrimination