Denne side handler om blandede ægteskaber, først og fremmest om ægteskab med en udlænding.
Desuden er der lidt om børneægteskab.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 omtaler ikke parterne i ægteskabet bortset fra at det drejer sig om en mand og en kvinde (ikke om to af samme køn).
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) understreger derimod at der ikke må være begrænsninger på blandede ægteskaber. Verdenserklæringens artikel 16 siger at mænd og kvinder der har nået myndighedsalderen, har ret til at gifte sig "uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde". Naziregimets Nürnberglove fra 1935 om racerene ægteskaber var endnu i frisk erindring. Verdenserklæringen er et moralsk og politisk dokument, mens Menneskerettighedskonventionen er juridisk bindende, og det maner til større forsigtighed hvad angår udforminingen af forpligtelser for staterne.
Se:
FN's Verdenserklæring. Rul ned til artikel 16.
Religion kan give problemer
Der er ingen lande der forbyder mennesker med forskellig "racemæssig" baggrund at gifte sig. Det sidste land var Sydafrika der i 1985 ophævede lov om forbud mod blandede ægteskaber. Derimod er der begrænsninger på ægteskab mellem mennesker med forskellig religion i stater hvor ægteskabs- og familieområdet hører under den religiøse ret og religiøse domstole. Dette afspejles fx i flere landes forbehold over for bl.a. artikel 16 i FN's konvention mod kvindediskrimination med henvisning til at bestemmelserne er i konflikt med landets religiøse lovgivning.
Også nationalitet kan give problemer, bl.a. i Danmark.
Det er ikke ligetil at gifte sig med en udlænding
I Danmark er det siden begyndelsen af 1990'erne blevet stadig vanskeligere at gifte sig med en udlænding. Det gælder for såvel danske statsborgere som for udenlandske statsborgere bosat i Danmark.
Motiver til stramningerne (senest lovforslaget om ændring af udlændingeloven, bl.a. dens bestemmelser om familiesammenføring, og af ægteskabsloven i februar 2002) er at begrænse antallet af udlændinge der kommer til Danmark, at forbedre integreringen af dem som allerede er her, og som måtte komme til landet, og at standse tvangsægteskaber. Ifølge det nye lovforslag, skal stramningerne omfatte alle, så man undgår at komme i konflikt med internationale konventioners forbud mod diskrimination.
Se lovforslaget på Folketingets hjemmeside:
www.folketinget.dk Klik dernæst på: Dok til venstre på siden, og så på Lovforslag fordelt på ministerområde, og så på: Ministeriet for flygtninge..., og så på: Af ministeren. Ikke-vedtagne. Hermed er du nået frem til målet og kan klikke på L 152. Lovforslaget med bemærkninger fylder 193 sider.
Regeringen mener at der er for mange familiesammenføringer i Danmark: Reglerne er blevet udnyttet gennem arrangerede ægteskaber og proformaægteskaber - altså at man gifter sig med en fra udlandet alene for at vedkommende kan få opholdstilladelse.
Antallet skal begrænses, og det kan ske ved at skærpe betingelserne for at kunne gifte sig med en udlænding. Det skal ikke længere som hidtil være en ret at kunne gifte sig med en udlænding. Sagt med andre ord: retskravet på ægtefællesammenføring ophæves (bemærkninger til lovforslaget, s. 42f).
Med det nye forslag må ægteskab kun indgås når parterne enten er danske statsborgere eller har opnået lovligt ophold her i landet. Derfor har asylansøgere (og andre udlændinge hvis ansøgning om opholdstilladelse er under behandling) ikke længere ret til at gifte sig. Denne stramning sker angiveligt for at formindske risikoen for proformaægteskaber (bemærkningerne s. 55).
Krav: Selvforsørgelse
I 1992 blev der indført et krav om selvforsørgelse på grund af en stigning i antallet af familiesammenføringer. Et vigtigt motiv var dengang mistanke om proformaægteskaber, Med en ændring i udlændingeloven i 1998 skulle en udenlandsk statsborger der bor her i landet, godtgøre at han eller hun var i stand til og ville påtage sig at forsørge en ægtefælle fra udlandet. Dette krav gjaldt dog ikke flygtninge eller statsborgere fra de andre nordiske lande.
Men i 2002 er kravet om selvforsørgelse blevet udvidet til også at gælde for flygtninge, statsborgere i de andre nordiske lande, og danske statsborgere. Foruden kravet om at man skal kunne forsørge sig selv og ægtefællen, skal den herboende ægtefælle stille økonomisk sikkerhed for 50.000 kr. til dækning af evt. fremtidig offentlig socialhjælp. Desuden skal den herboende ægtefælle ikke have modtaget socialhjælp i et år før ansøgningen om ægtefællesammenføring.
Som hidtil stilles der også krav om egen bolig af rimelig størrelse (målt enten ved personer pr. beboelsesrum, eller ved m2 pr. person).
Samtidig er det også hensigten at indføre nye principper for kontanthjælp, således at kun personer der har opholdt sig i Danmark i mindst syv år ud af de sidste otte år, har ret til fuld kontanthjælp. De øvrige får en betydelig lavere såkaldt starthjælp.
Den lavere ydelse kan give problemer med at opfylde kravet om selvforsørgelse. Hensigten med den lavere ydelse er at fremme indvandreres og flygtninges integration på arbejdsmarkedet, men det afhænger selvfølgelig af at der er arbejde at søge og få.
Krav: særlig tilknytning til Danmark
Ændringen af udlændingeloven i 2000 betød at en udlænding der bor her i landet, som gerne ville giftes eller bo fast sammen med en person fra udlandet, kun kunne gøre det hvis parrets samlede tilknytning til Danmark mindst svarede til deres samlede tilknytning til et andet land - eller hvis der var nogle særlige personlige forhold at tage hensyn til.
Med ændringerne af udlændingeloven i 2002 skal parrets samlede tilknytning til Danmark være større end til et andet land. Og desuden gælder kravet nu også for danske statsborgere hvor der med danske statsborgere først og fremmest tænkes på mennesker med baggrund i et andet land end Danmark. Regeringen begrunder stramningen med den fortsatte praksis med at hente en ægtefælle i oprindelseslandet (jvf. bemærkninger til lovforslaget, s. 45).
I bemærkningerne (s. 78ff) er der opregnet en række kriterier for hvornår den samlede tilknytning til Danmark kan anses for stærkere end til et andet land.
Nogle af dem er dog bredt formulerede, og der siges ikke noget om hvorvidt nogle kriterier er vigtigere end andre. Så meget er op til udlændingemyndighedernes skøn.
Krav: 24 år!
I 2000 blev aldersgrænsen for at gifte sig hævet fra 18 år (der er myndighedsalderen) til 25 år - dog med undtagelser i særlige tilfælde - for både danske og udenlandske statsborgere. I 2002 foreslås det at der ikke skal gives tilladelse til ægteskab med en udlænding der bor i udlandet (ægtefællesammenføring) hvis en af de to unge er under 24 år gammel. Formålet med stramningen er angiveligt at formindske risikoen for tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Som "altovervejende udgangspunkt" skal der ikke gives tilladelse til ægtefællesammenføring hvis der kan være tvivl om at ægteskabet indgås efter begge parters ønske.
Det er overladt til embedsmændenes skøn
Som med kravet om særlig tilknytning til Danmark, er det overladt til Udlændingestyrelsens embedsmænd at skønne hvorvidt det er tvivlsomt at ægteskabet er indgået efter den herboendes eget ønske, altså om der er tale om tvangsægteskab eller ikke, og så beslutte om der skal gives tilladelse. Således er der risiko for indirekte diskrimination i og med at Udlændingestyrelsen kan komme til særligt at rette opmærksomheden mod unge der har oprindelse i lande med tradition for arrangerede ægteskaber.
Tvangsægteskab, eller arrangeret ægteskab, eller?
Lovgiverne vil kort sagt hindre tvangsægteskaber. De skelner mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber; selvom familien medvirker ved de unges giftermål, kan ægteskabet godt være indgået frivilligt.
Tvangsægteskaber, dvs. ægteskaber som forældrene tvinger igennem, er forbudt i stort set alle landes lovgivning; de foregår dog stadig mange steder, men det er vanskeligt at forske i. Grænsen mellem tvangsægteskab og arrangeret ægteskab kan være flydende. Hvad et "arrangeret ægteskab" er, definerer udlændingeloven ikke, og heller ikke det nye forslag til ændring af loven.
Menneskerettighedscentret om bl.a. ægtefællesammenføring
Se to notater:
Notat vedrørende forslag til lov om ændring af udlændingeloven... tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring... (2000)
Notat vedr. forslag til lov om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven... (2002)
Se også to statusrapporter:
Menneskeret i Danmark - Status 2000 under kapitlet Udlændinge, afsnittet Udlændingeloven-familiesammenføring.
Menneskeret i Danmark - Status 2001 under kapitlet Udlændinge, afsnittet Siden sidst.
Børneægteskaber
Parterne skal være "giftefærdige", hedder det i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 12 - hvornår man er giftefærdig, er forskelligt fra land til land. I de nordiske lande er mindstealderen 15 år, forudsat at de der har myndighed over den unge, har givet deres samtykke, dvs. både offentlig myndighed, forældre eller værge. I de fleste tilfælde får de unge tilladelse til at gifte sig, fordi pigen er gravid, eller fordi de to unge allerede har fået et barn.
At parterne skal være giftefærdige, understreger at der ikke må være tale om børneægteskab. Begge parter skal være i stand til at give deres fulde og frie samtykke.
FN om børneægteskab
FN's konvention om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber (1962) siger at kun ægteskaber der er indgået med parternes fulde og frivillige samtykke, skal være lovlige, og at børneægteskaber skal være forbudt. FN's konvention mod forskelsbehandling af kvinder (1979) går ligeledes mod børneægteskaber.
Læs mere i:
FNs konvention om ægteskab, rul ned til artikel 1 og 2,
og i:
FNs konvention mod kvindediskrimination, rul ned til artikel 16, stk. 2.