Artikel 13
"Enhver, der krænkes i de ved denne konvention anerkendte rettigheder og friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
[tekst]
En ekstra garanti
Artikel 13 - og artikel 14 - kan man ikke selvstændigt klage over hvis de er blevet overtrådt. De to artikler skal forstås som en ekstra garanti til at sikre de rettigheder og friheder der er omtalt i artiklerne 2-12 og i tillægsprotokollerne. Hvis man fx klager over at éns ytringsfrihed (artikel 10) er blevet krænket, må man ifølge artikel 13 forvente at klagen bliver behandlet af en myndighed, fx en domstol, som både er upartisk, og som har en sådan kompetence at dens afgørelser bliver ført ud i livet.
Krav på effektiv oprejsning?
Hvis artikel 13 fortolkes efter sin ordlyd, så har man kun krav på at få oprejsning ved en national myndighed: domstolene eller andre retlige eller administrative myndigheder. Det vil sige at man fx kun har ret til erstatning for ekspropriation hvis en myndighed her i landet har fastslået at man har fået ejendomsretten krænket. Men hvis det er en af landets myndigheder der skal afgøre om en menneskerettighed er blevet overtrådt, hvad skal man så overhovedet med en international domstol til at overvåge at staterne overholder menneskerettighederne?
Påstand er nok
Derfor har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol da også slået fast at artikel 13 betyder at hvis en person påstår at hans eller hendes rettigheder er blevet overtrådt, så skal vedkommende have adgang til at få sin påstand prøvet ved en national myndighed.
Nu kan en påstand om krænkelse være både løs og luftig, så man skal ifølge Domstolen basere sin påstand på rimelige argumenter for at man kan gøre krav på at få den prøvet. Hvad rimelige argumenter er, afhænger af omstændighederne i det enkelte tilfælde, og af hvilken menneskerettighed det drejer sig om, siger Domstolen.
Se sagen:
Klass mod Tyskland
Effektiv
"Effektiv oprejsning" betyder ikke at en klager nødvendigvis får ret i sin klage, men det betyder at den nationale myndighed der undersøger klagen - fx en domstol, eller en forvaltningsmyndighed - skal være effektiv. Derfor må myndighedens erfaring og beføjelser være af en sådan art at myndigheden både er i stand til at behandle det centrale i klagen, og - hvis den giver klageren medhold - virkelig er i stand til at give ham eller hende oprejsning. I det effektive ligger også at den som vil klage, faktisk har praktiske muligheder for at gøre det. Fx skal der være en rimelig tidsfrist at klage i.
Se sagerne:
Chahal mod Storbritannien
Leander mod Sverige
Når embedsmænd fejler
Det skal også være muligt at klage til en effektiv retsinstans hvis man mener at personer der handler i kraft af deres embede, har overtrådt en eller flere menneskerettigheder. De personer der tænkes på i artikel 13, er enkeltpersoner der handler på statens vegne, altså statens, amters og kommuners embedsmænd, fx politiet og embedsmænd ansat i et ministerium eller i en kommune. Der tænkes ifølge Kommissionen og Domstolen ikke på lovgiverne. Man kan ikke bruge artikel 13 til at klage over en lov som man mener overtræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Hvis en lov bryder menneskerettighederne
Spørgsmålet er så hvilke muligheder der er for at få afgjort om en lov der ikke overholder nogle fundamentale rettigheder, er gyldig. I nogle lande er der ikke nogen instans at henvise til, i andre lande er der forfatningsdomstole. I Danmark har Højesteret i de seneste år i flere sager optrådt som en vagthund for menneskerettighederne. Det kan Højesteret netop gøre fordi Danmark har indarbejdet Menneskerettighedskonventionen i dansk ret. Højesteret kan således henvise til at den og den artikel i konventionen er blevet krænket, fx artikel 8 om ret til familieliv i forbindelse med udvisning af udlændinge.
Se:
Konventionen i Danmark