Påstanden skal undersøges
Klass mod Vesttyskland - 1978
Domstolen fastslog at hvis en person påstår at hans eller hendes rettigheder er blevet overtrådt, så skal vedkommende have adgang til at få sin påstand prøvet ved en national myndighed.
Se sagen:
Klass mod Tyskland
Effektiv oprejsning for en national myndighed
Chahal mod Storbritannien - 1996
Klager skulle udvises til Indien, og han frygtede for tortur eller lignende når han ankom dertil. Storbritannien begrundede udvisningen med bl.a. hensynet til statens sikkerhed. Når den engelske regering kom med en sådan begrundelse, så var der ifølge Domstolen ikke nogen "national myndighed" der kunne prøve om der forelå en reel risiko for krænkelse af artikel 3 (om tortur). Altså var artikel 13 overtrådt, fandt Domstolen.
Se sagen:
Chahal mod Storbritannien
Se også:
Konventionens artikel 3
Leander v. Sweden 1987
Klager havde pga. hemmelige personoplysninger som sikkerhedspolitiet lå inde med, ikke fået den stilling i forsvaret han ansøgte om. Han klagede bl.a. over at han og hans sagfører ikke havde fået adgang til disse oplysninger (ret til aktindsigt ifølge artikel 8), og derfor havde muligheden for at prøve klagen og for at få effektiv oprejsning været så som så. Klager havde ikke haft mulighed for at appellere til en uafhængig myndighed med magt til at træffe retligt bindende afgørelser. Riksdagens Ombudsmand er nok uafhængig, men har ikke en sådan myndighed. Domstolen fandt imidlertid at der var andre effektive retsmidler klager havde kunnet benytte sig af, fx at klage til regeringen der jo har magt til at træffe bindende afgørelser.
Nu kan regeringens embedsmænd næppe siges at være uafhængige af regeringen. Men ifølge Domstolen betyder et effektivt retsmiddel i artikel 13's forstand et retsmiddel som er så effektivt som det kan blive i den konkrete sammenhæng. I dette tilfælde var der tale om et hensyn til de begrænsninger på visse menneskerettigheder der er i ethvert statssystem når det drejer sig om beskyttelsen af den nationale sikkerhed.
Retslærde har kritiseret denne dom: Prøvelsen af om der er sket overtrædelse af en menneskerettighed, bør foretages af et organ der er uafhængig af statens udøvende magt.
Se sagen:
Leander mod Sverige
Se også:
Konventionens artikel 8 Sager og domme hvor denne sag er med