Lige skal behandles lige, ulige kan behandles forskelligt for at blive lige
Artikel 14
"Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
Beskyttelse mod diskrimination
Ifølge artikel 14 må staten ikke forskelsbehandle sine borgere af nogen grund. Artikel 14's liste over forbudte diskriminationsgrunde: køn, race, farve osv. afsluttes med "...eller ethvert andet forhold", og det betyder at listen kan indeholde flere grunde til at der ikke må diskrimineres.
Men artikel 14 kan ikke stå alene. Fx hvis en person oplever sig diskrimineret på sin arbejdsplads, på socialkontoret, på gaden osv. på grund af sit køn, sin hudfarve, religion osv., så kan hun eller han ikke klage med udgangspunkt i artikel 14 alene. Forbudet mod diskrimination gælder kun i forbindelse med de friheder og rettigheder som konventionen og dens tillægsprotokoller garanterer.
Her er et par eksempler på sager hvor også retten til familieliv er involveret:
Rasmussen mod Danmark (1984) (faderskab)
Olsson 1 mod Sverige (1988) (tvangsfjernelse af børn)
Et konstrueret eksempel
Ifølge Domstolen kan en handling dog godt være et brud på artikel 14 uden at handlingen samtidig ligefrem har overtrådt en af rettighederne i konventionen, fx ejendomsretten. Her er et konstrueret eksempel:
En person klager over at han er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med ekspropriation af noget af sin jord. Han henviser til 1. tillægsprotokol, artikel 1 om ejendomsret, og artikel 14. Domstolen finder at klagen over krænkelse af ejendomsretten er ubegrundet. Dette begrunder Domstolen bl.a. med at staten på fyldestgørende måde har dokumenteret at ekspropriationen er sket af hensyn til almenheden - en grund til begrænsning af ejendomsretten som konventionen anerkender. Ikke desto mindre kan artikel 14 godt være blevet overtrådt hvis staten ikke har eksproprieret i et lignende tilfælde, og der derfor kan være mistanke om at fx klagerens religion eller politiske overbevisning er årsag til forskelsbehandlingen.
Se:
1. tillægsprotokol
Gerne begrænsninger men ikke diskriminerende
Ligesom der er begrænsninger på ejendomsretten (bl.a. hensynet til almenhedens interesse), er der restriktioner på andre menneskerettigheder, bl.a. retten til privatliv, til ytringsfrihed og foreningsfrihed. Under visse forudsætninger er der flere af menneskerettighederne som staten gerne må indskrænke. Men artikel 14 betyder at staten ikke må gøre det på en diskriminerende måde.
Læs også:
Begrænsninger i menneskerettighederne
Artikel 14 er ikke tilstrækkelig
Europarådets medlemsstater erkender at der er behov for at styrke forbuddet mod diskrimination. I 1990'erne vedtog rådet nogle konventioner der beskytter grupper der ofte udsættes for diskrimination: etniske minoriteter. I 2000 blev diskrimination som sådan forbudt i og med at Europarådet vedtog tillægsprotokol nr. 12 til Menneskerettighedskonventionen. Tilægsprotokollen trådte i kraft i 2005. Den beskytter mod diskrimination generelt - den er ikke som artikel 14 begrænset til de rettigheder der er nævnt i konventionen.
Se:
12. tillægsprotokol
Se også:
Europarådets rammekonvention om nationale mindretal
Og:
Europarådets pagt om minoritetssprog Læs også:
Minoritetsrettigheder og minoritetsbeskyttelse
Kravet om ikke-diskrimination
Lighed og ikke-diskrimination er meget vigtige principper i udviklingen af menneskerettighederne. Bl.a. i den forstand kan man sige at menneskerettighederne er universelle: De menneskerettigheder der ér anerkendt, bør gælde for alle uden persons anseelse. Kravet om at der ikke må diskrimineres, finder man igen og igen i FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) og i de to FN-konventioner om borgerlige og politiske rettigheder, og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966). Her er der bestemmelser om lighed og ikke-diskrimination som selvstændige, generelle rettigheder, fx at "Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling..." (konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 26).
Se:
FNs Verdenserklæring
Og FN konventionerne:
FN om borgerlige og politiske rettigheder
FN om økonomiske og sociale rettigheder
Læs mere i:
Lighed og ikke-diskrimination
Andre FN-dokumenter
Flere FN dokumenter handler udelukkende om ikke-diskrimination af bestemte diskriminationsgrunde, i forhold til bestemte grupper, og inden for bestemte områder. Det gælder konventionen mod racediskrimination (1965) og fx.UNESCOs konvention mod diskrimination i undervisningen (1960), konventionen mod diskrimination af kvinder (1979), og Den internationale Arbejdsorganisation, ILO's konvention om ligeløn (1951). Der er desuden en erklæring (hensigtserklæring - den binder ikke staterne) mod diskrimination på grund af religion.
Disse konventioner er et vigtigt supplement til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention hvad angår ikke-diskrimination - for de stater der har tilsluttet sig (ratificeret) dem. Danmark har ratificeret alle de her nævnte.
Se konventionerne:
ILOs konvention om ligeløn
UNESCOs konvention mod diskrimination i undervisningen
FNs konvention mod racediskrimination
FNs konvention mod diskrimination af kvinder
Se desuden:
FNs erklæring mod diskrimination på grund af religion
Reel ligestilling
At staten ikke må diskriminere, kan også udtrykkes som at den skal behandle borgerne som ligestillede. Men ligestillingen må ikke kun være formel, altså at lige tilfælde skal behandles lige. Den skal også være reel, dvs. at ulige tilfælde skal behandles forskelligt. Således er ikke enhver forskelsbehandling forbudt. Tværtimod er en forskelsbehandling i overensstemmelse med artikel 14, hvis formålet er at fjerne en eksisterende ulighed i situationer der er ens.
Læs mere:
Lighed og ikke-diskrimination
Positiv diskrimination
Et eksempel er "positiv diskrimination" der udtrykkelig er tilladt i FN's konvention mod racediskrimination, og i FN's konvention mod diskrimination af kvinder. Den positive diskrimination skal dog være midlertidig, dvs. kun vare til målet om forbedring af ligestillingen for fx etniske grupper eller enkeltpersoner, eller kvinder, er nået.
Læs om positiv diskrimination i:
FNs konvention mod racediskrimination, artikel 1, stk. 4
FNs konvention mod diskrimination af kvinder - artikel 4
Hvornår diskrimineres der?
Når Domstolen skal vurdere om en stat overtræder artikel 14, har den i nogle sager set på om den situation som klager anser sig for diskrimineret i, kan sammenlignes med den situation eller personkreds som klager sammenligner sig med - altså om situationerne ligner, eller ikke ligner. Her er et eksempel på en sag hvor Domstolen har foretaget en sammenligning mellem de retssituationer som personerne i sagen er underkastet.
Nej til skilsmisse
En irsk mand og kvinde klagede over at de havde været udsat for diskrimination fordi den ene af dem ikke havde kunnet opnå skilsmisse for at gifte sig med den anden. Irsk lov var præget af den katolske kirkes principielle forbud mod skilsmisse. Andre personer i Irland som havde råd til det, kunne imidlertid rejse udenlands og få skilsmisse - som kunne blive anerkendt i Irland enten retligt eller i praksis.
Domstolen fandt at klagernes situation ikke kunne sammenlignes med sådanne personers, fordi Irland kun anerkendte ægteskaber der var indgået i udlandet hvis parterne også boede i udlandet. Artikel 14 var således ikke overtrådt.
Se sagen:
Johnston mod Irland
Staten og forskelsbehandling
I betydeligt flere sager hvor klageren anser sig for diskrimineret, har Domstolen dog sprunget sammenligningen over. Den er gået direkte til analysen af hvordan den pågældende stat har begrundet sin forskelsbehandling. Ifølge Domstolen er en forskelsbehandling diskriminerende i artikel 14's forstand hvis staten ikke har nogen "objektiv og rimelig begrundelse" for formålet med og resultatet af forskelsbehandlingen, og hvis der ikke er noget rimeligt forhold mellem formålet og midlet (altså forskelsbehandlingen).
Her er et eksempel på en sag hvor Domstolen har statens begrundelse for forskelsbehandlingen i fokus.
Fødestedet gør forskellen
Nogle kvinder klagede over Storbritanniens forskelsbehandling pga. fødested. En af klagerne var født i Egypten af egyptiske forældre, og derfor kunne hendes tyrkiske ægtemand ikke få opholdstilladelse i Storbritannien. Britiske immigrationsregler skelnede mellem kvinder som selv er født i Storbritannien, eller hvis forældre er født dér, og kvinder som ikke er. Kun de førstnævnte grupper kunne få deres ægtefælle til Storbritannien.
Den britiske regering begrundede denne forskel med at man ville undgå de vanskeligheder som kvinder med tætte bånd til Storbritannien kunne komme ud for hvis de var tvunget til at flytte udenlands for at blive sammen med deres ægtemænd.
Denne begrundelse accepterede Domstolen (1986). Den fremførte at der generelt set var overbevisende sociale grunde til at give en særlig behandling til dem hvis bånd til et land stammer fra at de er født dér.
Se sagen:
Abdulaziz, Cabales og Balkandali mod Storbritannien
Fokus på diskrimination
I de senere år har Domstolen sat spørgsmålet om faktisk diskrimination mere i centrum. Bl.a. har den grupperet sager som den finder "mistænkelige": fx når en stat har forskelsbehandlet børn født i og uden for ægteskab, eller mænd og kvinder, eller religiøse samfund, eller mennesker med forskellig national herkomst.
Hvad angår ligestilling mellem børn, og ligestilling mellem mænd og kvinder, henviser Domstolen til at en sådan ligestilling er et væsentligt mål i Europarådets medlemslande i dag. Allerede af den grund må staterne ikke diskriminere det ene køn, eller et barn født uden for ægteskab.
Ingen forskelsbehandling!
Under alle omstændigheder er Domstolen blevet mere nøjeregnende i sin brug af artikel 14 og ser mere på om der faktisk har været tale om diskrimination. Hvad staterne end gør for at fremme menneskerettighederne - eller for at begrænse dem, fx for at beskytte borgere mod andre borgere - så må de ikke diskriminere. Hvis fx en minoritetsreligion får statsstøtte, eller der etableres undervisning på et minoritetssprog, så skal andre religiøse og sproglige minoriteter i samme situation have den samme behandling. Forskelsbehandling må der kun være hvis der er en objektiv og rimelig begrundelse for den, fx i tilfælde hvor det sker for at fjerne eksisterende ulighed.