Artikel 15
"Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra art. 2, undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3, 4, stk. 1 og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Det europæiske Råds generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den således har taget og om grundene dertil. Den skal også underrette Det europæiske Råds generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
[tekst]
Sæt menneskerettigheder ud af kraft
I fredstid kan en stat begrænse nogle af menneskerettighederne for at beskytte eller fremme forskellige interesser, fx kan staten sætte grænser for ytringsfriheden for at beskytte andres gode navn og rygte (artikel 10, stk. 2). Men er der krig, eller en anden fare truer nationens eksistens, så har staterne gennem artikel 15 en generel ret til midlertidigt at sætte de fleste af menneskerettighederne helt ud af kraft.
Man kan opfatte artikel 15 på den måde at staten har en overordnet ret til at beskytte sine demokratiske institutioner hvis den skønner at det er "strengt påkrævet" i en national nødsituation (stk. 1).
Når ulven kommer
Der er krig når en stat har erklæret krig eller har modtaget en krigserklæring. Eller hvis en stat er inddraget i en international, væbnet konflikt. Anden offentlig faretilstand kan fx være en borgerkrig. Under alle omstændigheder er der tale om en øjeblikkelig krise som vedrører hele befolkningen og udgør en alvorlig trussel for det organiserede samfunds fortsatte eksistens.
Krisen skal virkelig være ekstraordinær, dvs. at de normale begrænsninger som konventionen ellers accepterer at staterne bruger, klart ikke er tilstrækkelige. Det er restriktioner fx af hensyn til den offentlige sikkerhed, sundhed og orden (stk. 2 i artiklerne 8-11).
Se også:
Begrænsninger i menneskerettighederne
En klage
Der har ikke været mange sager hvor artikel 15 er involveret. En enkelt sag blev rejst af den græske oberstjunta for at forsvare sit kup i 1967, men ellers har sagerne især haft udgangspunkt i konflikten i Nordirland.
En irsk statsborger, Lawless, klagede (1957) over at han var blevet arresteret og havde siddet fængslet i flere måneder uden at være blevet stillet for en domstol. Denne behandling var baseret på nogle særlige undtagelseslove fra 1939 og 1940 der gav de irske myndigheder mulighed for at internere personer som de antog foretog handlinger der var farlige for staten. Klageren havde tidligere været medlem af IRA.
Frihedsberøvelsen opfyldte ikke kravene i Menneskerettighedskonventionens artikel 5 om at en person der frihedsberøves, omgående (ufortøvet) skal stilles for en dommer. Spørgsmålet var så om der herskede en national faretilstand der kunne retfærdiggøre dette brud på artikel 5.
Se:
Artikel 5
Hvornår er samfundet i fare?
Domstolen accepterede at følgende faktorer i kombination kunne kaldes en offentlig faretilstand: At der på statens territorium var en hemmelig hær (IRA) som deltog i forfatningsstridige aktiviteter og brugte vold for at nå sit mål, og som oven i købet opererede uden for statens territorium og derved satte statens forhold til dens naboer på spil. Desuden havde der været en konstant og foruroligende forøgelse af terrorhandlinger op til det tidspunkt hvor klageren blev anholdt.
Se sagen:
Lawless mod Irland
En gang til i konflikten vedr. Nordirland
Langt senere, og ligeledes i konflikten vedr. Nordirland, og ligeledes i forbindelse med brud på artikel 5 anlagde to mænd, Brannigan og McBride, sag mod England (1989). De var blevet tilbageholdt i syv dage pga. mistanke om terrorisme uden at blive stillet for en dommer, og det mente de var en krænkelse af konventionens artikel 5, stk. 3 og 5.
Se:
Artikel 5
Den britiske regering forsvarede sig med at det ikke havde været muligt at stille de to mænd for en dommer, eller en anden person med domsmyndighed, og Domstolen accepterede dette med henvisning til den usikre situation i Nordirland. Men et mindretal af dommere, og Amnesty International og andre NGO'er, understregede hvor vigtig domstolskontrol er i forbindelse med isolationsfængsling.
Se sagen:
Brannigan og McBride mod Storbritannien
Begrænsninger med begrænsning
Når Domstolen skal vurdere om en stats brug af artikel 15 til at begrænse en eller flere menneskerettigheder er strengt påkrævet, skal den allerførst slå fast om der er tale om krig, eller en anden offentlig faretilstand. Der skal være tale om en virkelig alvorlig krise der truer de værdier som staten vil beskytte, fx ret og orden i samfundet. Indgrebet skal være nødvendigt for at beskytte ret og orden, og der skal være et rimeligt forhold mellem indgrebets intensitet og formålet med det - proportionalitet, som det hedder.
I sagen Lawless mod Irland fandt Domstolen at man kunne betegne den irske regerings handling som strengt påkrævet. Regeringen havde dokumenteret at den eksisterende lovgivning og den normale fremgangsmåde for at opretholde ret og orden ikke var tilstrækkelig.
Stander landet virkelig i våde
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - og tidligere også Den Europæiske Menneskerettighedskommission - overvåger og dømmer om hvorvidt staterne overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men når det drejer sig om vurderingen af om der er tale om en national faretilstand, overlader Domstolen og Kommissionen det i vidt omfang til staterne at skønne; staterne har en vid skønsmargin, som det hedder i retssproget. Det er ifølge Domstolen statens myndigheder der er tæt på de presserende problemer, og derfor kan de bedre end de internationale dommere vurdere om der virkelig er en sådan fare til stede.
Statens myndigheder er også nærmere til at skønne om det er nødvendigt at sætte visse menneskerettigheder ud af kraft for at undgå at den farlige situation udvikler sig yderligere. Domstolen har dog bemyndigelse til at vurdere om en stat med sine begrænsninger af menneskerettighederne er gået ud over det der er strengt påkrævet under faretilstanden - der jo bl.a. truer de selvsamme menneskerettigheder.
Diskussion af staternes ret til skøn
Både et mindretal af dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og NGO'er har kritiseret at Domstolen har overladt for meget til staternes skøn når det drejer sig om staternes ret til at begrænse fundamentale rettigheder. Nogle dommere mener at staternes ret til at skønne om hvornår en begrænsning af menneskerettighederne er nødvendig, nok kunne bruges så længe Europarådet bestod af stater der længe har haft demokratisk styre. Men de mener ikke at princippet er så velegnet med de mange nye stater der er optaget i Europarådet efter Sovjetunionens opløsning og den kolde krigs ophør. Disse stater har fx ikke lang erfaring i at sikre individets frihedsrettigheder; ej heller har de skarp opmærksomhed over for hvornår grænsen for undtagelsestilstanden er nået hvis man skal sikre en fortsat demokratisk udvikling.
Menneskerettigheder der aldrig må begrænses
Ifølge artikel 15, stk. 2 er der visse menneskerettigheder som staterne under ingen omstændigheder må begrænse. Her gælder hverken krig eller anden offentlig faretilstand, eller nogen anden grund. De ubetingede menneskerettigheder er forbud mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf (artikel 3), forbud mod slaveri og trældom (artikel 4, stk. 1), og forbud mod dom og straf med tilbagevirkende kraft, altså dom og straf for en forbrydelse der ikke var strafbar da den blev begået (artikel 7, stk. 1).
Se:
Artikel 3
Artikel 4, srk. 1
Artikel 7, stk. 1
FN om menneskerettigheder og offentlig fare
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1966), artikel 4 tillader lige som Menneskerettighedskonventionens artikel 15 at staterne må indskrænke mange menneskerettigheder i en offentlig nødstilstand. Men sammenlignet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention omtaler FN-konventionen fra 1966 flere menneskerettigheder der ikke må indskrænkes, fx gældsfængsel, og tanke- samvittigheds- og religionsfrihed. Det er dog muligt at indskrænke retten til at udøve religion.
Hvis en stat har ratificeret FN-konventionen foruden Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er den dog også forpligtet til at rette sig efter denne konventions liste over menneskerettigheder som der aldrig må ske indskrænkninger i. Også Genèvekonventionerne om humanitær folkeret under krige og væbnede konflikter (1949), bl.a. beskyttelse af ofre, har betydning; disse konventioner vedrører de samme situationer som artikel 15.
Se:
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder
Tidsbegræsninger
Når en stat indskrænker en menneskerettighed, eller sætter den ud af kraft efter artikel 15, skal den underrette Europarådets generalsekretær (stk. 3). Der står dog ikke noget om hvor hurtigt det skal ske. Ifølge Domstolen og Kommissionen skal det ske uden forsinkelse. Da en stats anvendelse af artikel 15 har meget vidtrækkende følger for borgerne, bør overvågningen af følgerne være så effektiv som mulig.
En stats indgreb mod menneskerettighederne skal ikke vare længere end indgrebet virker efter hensigten, nemlig at fjerne eller mindske de farer der truer statens og samfundets eksistens. En indskrænkning i ytringsfriheden efter at en krig er brudt ud, kan ofte lempes efter at krigen har varet en tid, fordi hensigten med at hæmme ytringsfriheden er blevet irrelevant.