Artikel 17
"Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i konventionen."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
[tekst]
Misbrug af rettigheder
Artikel 17 (og artikel 18) skal hindre at menneskerettighederne i Menneskerettighedskonventionen og dens tillægsprotokoller bliver undergravet. Det gælder både handlinger der allerede har vist sig at nedbryde menneskerettighederne, og handlinger hvis formål det er at nedbryde dem.
Ingen stat må bruge menneskerettighederne som et middel til at begrænse de selv samme rettigheder ud over de begrænsninger der allerede er nævnt i konventionen (bl.a. artikel 15 og artikel 8-11, stk. 2).
Heller ingen enkeltperson eller gruppe må bruge menneskerettighederne som et skjold for en aktivitet der kan underminere dem.
Se:
Konventionens artikel 15
Læs også:
Begrænsninger i Menneskerettighederne
Staterne må ikke ødelægge rettigheder
De statslige myndigheder må ikke bruge den magt de har til at begrænse borgernes menneskerettigheder til at ødelægge essensen af disse rettigheder. Myndighederne må ikke begrænse rettighederne mere end Menneskerettighedskonventionen i forvejen giver dem ret til. En stat skal fx komme med overbevisende beviser over for Domstolen (og Kommissionen) for at en borger, eller en gruppe af borgere, havde til hensigt at ødelægge eller begrænse andres menneskerettigheder.
Kun hvis rettighederne trues med ødelæggelse
Staten kan kun bruge artikel 17 til at begrænse de rettigheder som den enkelte borger, eller gruppe af borgere, har misbrugt for at nå deres mål.
Også FN's menneskerettighedsdokumenter siger at menneskerettighederne kun må begrænses i det omfang det er nødvendigt for at undgå at de bliver ødelagt. Det gælder Verdenserklæringen om Menneskerettighederne (1948), artikel 30, og de to konventioner om borgerlige og politiske rettigheder, og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966), artikel 5, stk. 1.
Se:
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, artikel 30
Se også:
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 5, stk. 1
En IRA aktivist får ret
Domstolen fandt ikke at der var forbindelse mellem de irske myndigheders mistanke om at en fængslet, tidligere IRA aktivist havde hensigter om at nedbryde menneskerettighederne, og så de rettigheder han gjorde krav på (1957). Det var retten for en frihedsberøvet til snarest at blive stillet for en dommer (artikel 5) og retten til en retfærdig rettergang (artikel 6). Selv om han havde været involveret i IRA aktiviteter, så var formålet med at påberåbe sig retten til en retfærdig rettergang betinget af hans nuværende situation som fængslet, og havde ikke noget at gøre med ødelæggelse af andres rettigheder, mente Domstolen.
Se sagen:
Lawless mod Irland
Nazisters ytringsfrihed
Belgien kunne ifølge Domstolen (1962) ikke begrænse en gammel nazists ytringsfrihed, her ret til udgivervirksomhed, journalistisk virksomhed osv. til evig tid, alene fordi vedkommende i fortiden havde haft en overbevisning der gik direkte imod menneskerettighederne. Der skal være tale om et aktuelt, faktisk angreb på andres menneskerettigheder; de belgiske myndigheder havde ikke påvist at klageren igen ville misbruge sin ytringsfrihed til et sådant formål.
Se sagen:
de Becker mod Belgien
Ingen må nedbryde rettighederne
Staterne har ansvar for at borgernes rettigheder ikke krænkes, men også borgerne indbyrdes har ansvar herfor.
Hvad borgerne angår, dvs. enkeltpersoner og grupper, så er formålet med artikel 17 at forhindre dem i at påberåbe sig menneskerettighederne når de bruger dem for at ødelægge eller begrænse andres menneskerettigheder. Fx en antidemokratisk og racistisk gruppes brug af ytringsfrihed og forsamlings- og foreningsfrihed med det formål at udbrede antidemokratiske og racistiske holdninger og handlinger, og desuden på længere sigt at få de selvsamme rettigheder forbudt. Skal et samfund med demokratisk styre nægte personer eller grupper der vil ødelægge demokratiet, deres demokratiske rettigheder, fx foreningsfriheden?
Artikel 17 som målestok
I retssager mellem to borgere i den enkelte stat kan artikel 17 være en af de målestokke der bruges til at vurdere den enes rettigheder i forhold til den andens, fx den ene borgers ytringsfrihed mod den anden borgers ret til at få sit gode navn og rygte beskyttet.
Gælder det en retssag mellem en borger og en statslig myndighed, eller en klagesag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan den indklagede stat bruge artikel 17 som argument over for en borgers klage over statens brud på en menneskerettighed.