Artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950):
"Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod retstridig overlast;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring;
c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand."
Retten til livet vedrører det enkelte menneske. Men til andre tider, og på andre steder, har den enkeltes liv ikke været det vigtigste. Der er mange eksempler på at et samfund har udstødt mennesker der ikke kunne bidrage til produktionen af livsfornødenheder, for at gruppen som sådan kunne overleve. Man kunne fx "udsætte" børn, eller der kunne være en forventning om at gamle mennesker på et eller andet tidspunkt ville tage deres eget liv.
Ret til livet er forudsætningen for andre rettigheder
Retten til livet er den mest basale menneskerettighed. Beskyttelsen af det enkelte menneskes liv er jo forudsætningen for at han eller hun kan have glæde af alle de andre rettigheder, og derfor nævner Den Europæiske Menneskerettighedskonvention retten til livet først.
Ethvert menneske skal have retten til livet beskyttet ved lov og må ikke forsætligt berøves det, siger artikel 2, stk.1. Staten skal aktivt sørge for at man ikke bliver berøvet sit liv. Der skal være love, domstole og politi til at efterforske personers død under uklare omstændigheder, til at pågribe mistænkte og rejse sigtelse, til at dømme og straffe drabsmænd. Hvis statens egne myndigheder kan mistænkes for at have forårsaget en persons død, skal der være særlig skrappe krav til efterforskningen.
Se fx sagen:
Kaya mod Tyrkiet
Artikel 2 forbyder ikke dødsstraf
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter dog ikke retten til livet under alle omstændigheder. Konventionen forbyder ikke at en stat har ret til at fratage mennesker livet gennem dødsstraf. Men i en sådan stat skal skal der være en lov der har fastsat dødsstraf for bestemte forbrydelser, og det skal være en domstol der har afsagt dødsdommen.
Europarådet kommer på andre tanker
Siden konventionen blev vedtaget i 1950, har de fleste europæiske stater afskaffet dødsstraffen, og accepten af dødsstraf i artikel 2 forekom efterhånden utidssvarende og stødende. I 1983 vedtog staterne i Europarådet en tillægsprotokol til konventionen: protokol nr. 6, hvor artikel 1 siger at dødsstraffen skal afskaffes. En stat kan dog bevare dødsstraf under krig og fare for krig. Det er frivilligt for staterne at tilslutte sig 6. tillægsprotokol, men gør de det, kan dødsstraf kun accepteres i krigstid. En stat kan ikke genindføre dødsstraf. Europarådets parlamentariske forsamling forsøger at få dødsstraffen afskaffet både i fredstid og i krig.
Læs mere i:
Dødsstraf
Se også:
6.tillægsprotokol
Andre situationer hvor staten må slå ihjel
Konventionen anerkender i artikel 2, stk. 2, at en stat har ret til at fratage et menneske livet i enkelte tilfælde der vel at mærke "ikke går ud over det absolut nødvendige". Hvis politiet eller militæret griber til at slå ihjel, skal formålet være meget vigtigt, og det skal være sådan at formålet ikke kunne opfyldes på nogen anden måde:
a) for at forsvare nogen mod retsstridig overlast. Formålet kan fx være at forsøge at forhindre at en person bliver myrdet, men det forudsættes at der er en lov der forbyder mord;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring. Formålet er fx at forhindre en livsfarlig fanges flugt, men det forudsættes at vedkommende er fange ifølge lov og dom;
c) i retmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand. Formålet kan være at undertrykke optøjer eller opstande der truer med at medføre andre menneskers død, eller truer selve statens sikkerhed.
Ingen vilkårlighed!
MEN der skal være balance mellem hvad statsmagten vil opnå, og de midler den bruger for at nå målet (proportionalitet) Desuden skal samfundet være et retssamfund, dvs. at der skal være love så borgerne har nogle retningslinier så de kan forudse hvad de må og ikke må.
Læs mere her:
Begrænsninger i menneskerettighederne
Dødshjælp
Passiv dødshjælp (euthanasi) er ikke et brud på artikel 2. Et eksempel kan være at en døende patient får lov at dø ved ikke at få behandling. Det ser anderledes ud når det drejer sig om aktiv dødshjælp hvor døden fremmes ved en aktiv handling. Et grænsetilfælde er måske hvis en læge slukker for apparater der tilfører en døende patient fx næringsstoffer og ilt. Det betragtes af Domstolen og Kommissionen snarere som en undladelse, altså at den døende ikke holdes i live.
Ret til abort?
Retten til livet vedrører ikke kun livets afslutning, men også dets begyndelse. Spørgsmålet er imidlertid hvornår livet begynder. Beskytter artikel 2 også fostre? Det kan man ikke læse af teksten i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i modsætning til den menneskerettighedskonvention der gælder for Amerika (Canada, USA og Sydamerika). Her siger artikel 4, at beskyttelsen af livet gælder lige fra det befrugtede æg.
Den Europæiske Menneskerettighedskommissionen og -Domstol har udtalt sig i nogle sager, men uden at tage stilling til dette ømtålelige emne. De overlader til staterne at udforme deres egne abortlove. Man kan med andre ord ikke få nogle klare retningslinier ved at gå til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller til Domstolen.
Se sagen H mod Norge under Sager og domme.
Se også:
Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention