Hvis en stat overtræder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forbud mod tortur, kan ofret eller ofrets pårørende klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Europarådet har i 1987 vedtaget en konvention til forebyggelse af tortur. Den tilstræber en anden form for beskyttelse mod tortur end Menneskerettighedskonventionen og Domstolen, nemlig en komité af uafhængige eksperter der holder øje med staterne. De to former for beskyttelse skal supplere hinanden. Mens Domstolen modtager klager over tortur der har fundet sted, skal komitéen arbejde for at forebygge tortur. Særlig den risiko for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som frihedsberøvede er udsat for.
Se:
Europarådets torturkonvention
Torturforebyggelseskomitéen Alle Europarådets medlemsstater har ratificeret Europarådets konvention til forebyggelse af tortur. Komitéen overvåger om de europæiske stater overholder konventionen. Det gør komitéen ved regelmæssigt at besøge staterne, og desuden ved at besøge en bestemt stat hvis det er blevet observeret at denne stat bruger tortur.
Komitèen opsøger fængsler og andre anstalter i medlemsstaterne for at undersøge hvordan personer der berøves friheden, bliver behandlet. Hensigten er at få forbedret de daglige vilkår for de fængslede eller tvangsanbragte, fx de hygiejniske og sundhedsmæssige forhold, og de frihedsberøvedes mulighed for aktiviteter.
Men formålet med besøget er i høj grad også at beskytte de indsatte, tilbageholdte og anstaltsanbragte mod egentlig tortur og umenneskelig og vanærende behandling eller straf.
Komitéens landerapporter Komitéen har udviklet en liste over forhold hvor der er risiko for tortur eller lignende umenneskelig behandling. Det er fx isolationsfængsel, disciplinen i anstalten, kontakten med verden udenfor, muligheden for at klage over sine forhold, og opsynet med anstaltens forhold. Komitéen aflægger rapport om sin dokumentation og sine synspunkter.
Næsten alle disse landerapporter er offentliggjorte. Det gælder bl.a. også en rapport om Danmark efter komitéens besøg i 1996. Rapporten er kritisk på nogle områder, bl.a. fandt komitéen at der bliver isolationsfængslet for længe i Danmark. Landerapporternes resultater diskuteres med den pågældende stat i fortrolighed, ud fra princippet om at det er vigtigt at få en dialog i gang med staten.
Læs mere her:
Komitéens landerapport
1996 /
2002Se også Danmarks opfølgning på rapporten:
Danmarks opfølgningIsolationsfængsling Er isolationsfængsling tortur? Danske forsvarsadvokater, og Komitéen til forebyggelse af tortur har efter et besøg i Danmark i 1996 kritiseret Danmark for at anvende for lange isolationsfængslinger. Komiteen besøgte bl.a. forskellige institutioner under politi og fængselsvæsen i København, Århus, Esbjerg og Horsens.
Der er eksempler på at sigtede der har siddet isolationsfængslet i måneder, får psykiske mén, og der er eksempler på at sigtede isolationsfængslede siden hen bliver frifundet. Et flertal i Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg foreslog, efter komitéens rapport om situationen i Danmark, en fast maksimumgrænse for den tid man kan sidde isolationsfængslet.
Maksimum er normalt tre måneder
I juli 2000 er det blevet vedtaget at maksimum er tre måneder, dog med mulighed for forlængelse i særligt grove tilfælde. Politiet forsvarer brugen af isolationsfængsling med at den kan være et vigtigt middel i efterforskningen af alvorlige forbrydelser (fx kompliceret økonomisk kriminalitet og narkokriminalitet), for at trævle en bande op, eller for at hindre flere tiltalte i at samstemme deres forklaringer.
Også den komité der er tilknyttet FN's konvention mod tortur, har kritiseret Danmark for brugen af isolationsfængel, både under varetægtsfængsling og som disciplinærmiddel.