Tortur er en urgammel metode
Tortur som middel til at skaffe oplysninger og tilståelser i forbindelse med opklaring af formodede ugerninger fortaber sig i urtågerne, og også tortur som straf i sig selv. Kritik af brug af tortur er dog også meget gammel. Fx måtte tortur i oldtidens Rom alene anvendes mod slaver, og når tortur i det romerske imperium blev anvendt mod borgere, var den begrænset til mistanke om forræderi.
Inkvisitionen der blev oprettet af den katolske kirke i 1200-tallet som middel til at bekæmpe kættere, brugte i vidt omfang tortur. Efterhånden blev tortur indført i de fleste europæiske lande, som også udvidede de forbrydelser hvor tortur kunne anvendes. I England forblev tortur forbeholdt mistanke om forræderi.
Tortur i forbindelse med hekseprocesser
Hekseforfølgelserne i Europa i 1500- og 1600-tallet forløb forskelligt, bl.a. afhængig af om man brugte inkvisitionsdomstole, eller en såkaldt akkusatorisk proces. Det er i områder med inkvisitionsdomstole at omfanget af tortur og masseanklager mod hekse var størst. Her blev tortur det mest benyttede middel til at fremskaffe tilståelser og oplysninger. En inkvisitionsdomstol kan sætte retten uden at der foreligger en anklage, og domstolen er således både anklager, efterforsker og dommer i en sag.
I lande med akkusatorisk procesform, træder retten ikke sammen med mindre der foreligger en konkret anklage. Tortur blev med andre ord ikke først og fremmest anvendt som et afgørende bevismiddel. Det hindrede dog ikke at tortur blev brugt for at få den anklagede til at tilstå at hun var heks og udpege andre formodede hekse, eller for at straffe hende.
Opgøret med tortur tager tid
Opgøret med at benytte tortur som straf og som forhørsmetode i den enkelte europæiske stat tog først sin begyndelse i 1700-tallet med oplysningstænkeres kritik af datidens barbariske strafferetspleje. Fx blev tortur forbudt under den franske revolution. Officiel brug af tortur var på retur i 1800-tallet, men i 1900-tallet har der været al mulig grund til et internationalt samarbejde om at bekæmpe tortur. FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) indeholder et forbud mod tortur, der har sin umiddelbare forudsætning i det voldsomme opsving som brug af tortur fik under naziregimet i Tyskland (1933-45). Fx benyttede Gestapo sig af tortur i udbredt omfang, og læger foretog medicinske eksperimenter i koncentrationslejrene.
Internationale bestræbelser for at bekæmpe tortur
Verdenserklæringens forbud mod tortur blev fulgt op i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1966), men den fortsat udbredte brug af tortur som bl.a. Amnesty Internationals kampagner satte fokus på, har været medvirkende til at FN vedtog en egentlig konvention mod tortur (1984).
Såvel Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention (1969) som Det Afrikanske Menneskerettighedscharter (1986) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) forbyder tortur, og Europarådet har i 1987 vedtaget en konvention der skal forebygge tortur.
Med FN's beslutning i 1998 om at oprette en permanent international domstol, Den internationale Kriminaldomstol, er der mulighed for at få bl.a. torturbødler dømt for tortur begået under interne og eksterne væbnede konflikter.
Se evt.:
Den Internationale Kriminaldomstol
I dag er anvendelsen af tortur stadig vidt udbredt, både under væbnede konflikter og som straf og chikane i forbindelse med frihedsberøvelse.