Man må ikke berøves sin frihed undtagen hvis...
"Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.
Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til bestemmelserne i denne artikels stk 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
Personlig frihed og personlig sikkerhed
Første linie i artikel 5 siger at ethvert menneske har ret til personlig frihed og personlig sikkerhed, dvs. at enhver har ret til fysisk frihed og beskyttelse mod frihedsberøvelse. Den personlige frihed er en meget vigtig menneskeret, fordi berøvelse af friheden er et af de mest intensive indgreb som staten kan tage i brug over for borgerne.
Ligesom med retten til liv er retten til personlig frihed en forudsætning for at man kan nyde godt af andre menneskerettigheder. Den personlige frihed vedrører éns fysiske frihed, mens personlig sikkerhed især har med éns fysiske og psykiske integritet at gøre.
Fysisk frihed og bevægelsesfrihed er ikke det samme. Retten til bevægelsesfrihed er beskyttet i 4. tillægsprotokol, artikel 2, se
4. tillægsprotokol, artikel 2
En borger må ikke berøve en anden borger friheden
Artikel 5 henvender sig til staten - dvs. at det er offentlige myndigheder der ikke vilkårligt må iværksætte frihedsberøvelse. Men det betyder også at staten ikke passivt må se til når borgere berøver andre borgere friheden. Staten skal ikke kunne slippe uden om sin forpligtelse til at beskytte borgernes menneskerettigheder, fx ved at acceptere at private gør hvad offentlige myndigheder ikke må.
Tilfælde hvor staten må berøve én friheden
Man må ikke vilkårligt berøves sin frihed. Under visse omstændigheder kan statsmagten berøve én friheden, men så skal disse omstændigheder af hensyn til retssikkerheden stå nævnt i en lov, så borgeren ved hvad han eller hun har at rette sig efter.
Det er et centralt budskab i artikel 5 at frihedsberøvelse ikke må komme på tale i andre tilfælde end de seks som omhyggeligt er opregnet i artiklens stk. 1, a) - f). Der er flere eksempler på at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har anerkendt en stats begrundelse for at berøve en person friheden, fordi den situation staten henviste til ikke er omtalt i artikel 5. I den tilsvarende artikel i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 9) bestemmes det kun at frihedsberøvelsen ikke må være vilkårlig, men skal være i overensstemmelse med forskrifter i loven.
Listen over grunde til frihedsberøvelse
Statsmagten må ifølge artikel 5 berøve en person friheden i seks tilfælde - der skal være beskrevet i en lov:
a) Lovlig forvaring af en person efter en kompetent domstols dom
Man må berøves friheden når en domstol som afslutning på en sag har idømt frihedsstraf: fængsel, hæfte osv. Det er altså den dømmende magt og ikke den udøvende magt, fx politiet der afgør at der skal være frihedsstraf. At domstolen er kompetent, vil sige at den er uafhængig af lovgivningsmagten, og af den udøvende magt, og af sagens parter.
b) Lovlig anholdelse eller forvaring hvis man ikke har efterkommet en domstols lovlige påbud, eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse
En person må gerne frihedsberøves for at få ham eller hende til at opfylde en konkret forpligtelse som han eller hun udtrykkeligt har. Frihedsberøvelsen kan kun ske for at tvinge en borger til at opfylde en forpligtelse. Man har måske ikke betalt en bøde, eller man har ikke rettet sig efter et forbud mod at komme i den tidligere kærestes hjem. Eller man nægter i særlige tilfælde at underkaste sig en psykiatrisk undersøgelse.
c) Lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham eller hende for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om at vedkommende har foretaget en ulovlig handling, eller der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre vedkommende i at foretage en ulovlig handling, eller for at forhindre vedkommendes flugt efter at have foretaget en sådan handling
Man kan varetægtsfængsles af tre grunde:
1. for at stilles for retten når der er begrundet mistanke om at man har begået en forbrydelse,
2. eller der er rimelig grund til at antage at man vil begå en forbrydelse,
3. eller for at forhindre at man flygter efter at have begået en forbrydelse.
Af ordlyden af grund nr. 2 kan det se ud som om politiet kan varetægtsfængsle en person for at forhindre ham i at begå en forbrydelse, men Domstolen har slået fast at man kun kan varetægtsfængsles for at blive stillet for en domstol.
d) Forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans eller hendes opdragelse, eller for at stille den mindreårige for den kompetente myndighed
Det kan være nødvendigt at holde opsyn med opdragelsen af et mindreårigt barn. Det behøver ikke at være en juridisk instans der afgør at en mindreårig skal frihedsberøves. Det drejer sig ofte om tvangsfjernelse eller tvangsanbringelse af et barn, fx for at fjerne det fra et kriminelt miljø og på den måde hindre barnet i at begynde på eller udvikle en kriminel løbebane. Eller den mindreårige er måske på stoffer, eller er prostitueret. Aldersgrænsen for at være "mindreårig", varierer i de europæiske lande. Myndighedsalderen er i Danmark 18 år, men når det drejer sig om strafferetlig frihedsberøvelse, er aldersgrænsen 15 år (den kriminelle lavalder).
e) Lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, forvaring af personer der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder
Personer som spreder smitsomme sygdomme, som er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder, kan frihedsberøves blot det står i loven. Hvad det vil sige at være sindssyg ("persons of unsound mind" som der står i den engelske tekst), bliver defineret fra sag til sag. Det afhænger dels af lovgivningen, dels af en lægelig vurdering om man er så psykisk syg at en tvangsindlæggelse er påkrævet. Og tvangsindlæggelsen må ikke vare længere end højst nødvendigt. Man er ikke sindssyg, fordi ens tanker og adfærd afviger fra det normale. Domstolen har ikke haft sager om spredning af sygdomme, om alkoholikere eller narkomaner, men her er et eksempel på en sag om tvangsanbringelse af en psykisk syg og en sag om vagabonder.
Se sagen:
Winterwerp mod Holland
Og sagen:
De Wilde, Ooms og Versyp mod Belgien
f) Lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre vedkommende i uretmæssigt at trænge ind i landet, eller anholdelse af en person mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Menneskerettighedskonventionen giver ikke udenlandske statsborgere eller statsløse ret til at komme ind i medlemsstaterne. Konventionen forbyder heller ikke staterne at udvise eller udlevere sådanne personer. Men hvis de bliver anholdt, fordi de er trængt uretmæssigt ind i landet, eller det drejer sig om udlevering eller udvisning, så skal der være et lovgrundlag for det. Udvisning eller udlevering af en person til et land hvor vedkommende risikerer at få sine menneskerettigheder krænket, kan føre til at udvisningslandet kommer i strid med konventionen, fx artikel 3 der forbyder tortur.
Retsgarantier for den frihedsberøvede
Artikel 5 indeholder mere end en nøje beskrivelse af hvad man kan risikere at blive berøvet sin frihed for. Den indeholder nemlig også nogle basale regler for myndighedernes sagsbehandling af hensyn til borgernes retssikkerhed (stk. 2, 3, 4. og 5):
Den frihedsberøvede skal hurtigst muligt have årsagen til frihedsberøvelsen at vide, på et forståeligt sprog. Dvs. at det kan blive nødvendigt med en tolk.
Hvis frihedsberøvelsen skyldes mistanke om at vedkommende har begået en forbrydelse osv. (stk 1 c), så skal den frihedsberøvede hurtigt (ifølge grundloven inden for 24 timer) stilles for en dommer. Dommeren skal inden for en rimelig tid afgøre om der skal rejses anklage mod ham, eller om han skal frifindes.
Den der frihedsberøves, skal også have ret til hurtigt at få lovligheden af frihedsberøvelsen prøvet af en domstol (stk. 4).
Endelig skal man have ret til erstatning (stk. 5) hvis man er anholdt, har siddet varetægtsfængslet, eller har været i anden forvaring af grunde der ikke er nævnt i artikel 5, stk 1.
Læs også:
Habeas Corpus