Habeas corpus vedrører retten til at blive informeret om grunde til anholdelse, at der skal være juridisk kontrol med arrestation og tilbageholdelse, at man hurtigst muligt skal for en dommer, og at en retssag skal påbegyndes inden for en rimelig tid (Menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 2-4).
Habeas corpus er latin og betyder, at du skal fremstille personen (for retten). Det er et grundlæggende princip i retsplejen, der betyder at man kun kan anholdes og tilbageholdes ifølge lov og ikke vilkårligt. Det drejer sig om beskyttelse mod herskerens magtfuldkommenhed. Princippet finder man allerede i nogle middelalderlige, engelske forordninger.
Den lange historie
Retten til ikke at blive underkastet vilkårlig tilbageholdelse - der skal være et lovgrundlag - er skrevet ned i Magna Carta, baronernes krav til den engelske konge i 1215. Den findes også i håndfæstningen som de danske stormænd fik tvunget kong Erik Klipping til at vedtage i 1282: "...ingen må fængsles, medmindre han frivilligt på tinge har tilstået sig skyldig i, lovligt er dømt for eller grebet på fersk gerning i en forbrydelse, for hvilken han efter landets love skal miste liv eller lemmer..."
Både Magna Carta og den danske håndfæstning var udtryk for stormændenes modstand mod kongens forsøg på at styrke statsmagten (og var samtidig en indrømmelse af at dén udvikling allerede var i gang).
Den engelske Habeas Corpus Act fra 1641 - atter en reaktion på at statsmagten truede med at blive for stærk - bestemte at fremstillingen for dommeren skal ske inden for en vis frist, og at dommerens afgørelse afgør om der skal rejses sag. Reglen findes også i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789.
Reglen blev siden hen taget med i mange forfatninger, bl.a. i den danske grundlov: "Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven." (§ 71, stk. 2). Og "Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer..." (stk. 3).
Se i øvrigt:
Magna Carta Erik Klippings Håndfæstning Habeas Corpus Act Den franske Menneskerettighedserklæring