Hellere frifinde 10 skyldige end dømme én uskyldig
Tvivlen skal komme anklagede til gode
Det er en meget gammel regel at tvivlen skal komme anklagede til gode, at altså udgangspunktet for retssagen er at anklagede kan være uskyldig.
Reglen findes i den franske erklæring om menneskerettighederne fra 1789, artikel 9, men den kendes tilbage i middelalderen, og skal bl.a. ses i sammenhæng med kirkens og kongemagtens samarbejde om at svække de stærke slægters magt.
I slægtssamfundet var det bl.a. slægtens ansvar at beskytte det enkelte medlem af slægten. Det var fx et bevis på at man var uskyldig i en anklage, når éns slægtninge havde aflagt ed på at man var det. En magtfuld slægt var et væsentligt fortrin i tilværelsen. At staten efterhånden påtog sig bevisbyrden i stedet for slægten, var imidlertid et skridt på vejen til retlig ligestilling mellem enkeltpesoner og mellem grupper. Den offentlige retsplejes historie hænger nøje sammen med udviklingen af statsmagten.
Se også:
Den franske menneskerettighedserklæring
Uskyldig til det modsatte er bevist
Det er uhyre vigtigt for retssikkerheden at man anses for uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er fx en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for at forhindre justitsmord - der er en særlig fatal fejltagelse i stater der anvender dødsstraf. Man må hellere frifinde en skyldig end dømme en uskyldig.
Domstolen skal antage at anklagede er uskyldig
Den Europæiske Menneskerettighedskommission har udtalt sig om hvad der skal forstås ved antagelsen om at anklagede kan være uskyldig. Ifølge Kommissionen betyder det at domstolen fra begyndelsen af sagen ikke må være overbevist om at tiltalte er skyldig i det han anklages for. Det er anklageren som har bevisbyrden, og tiltalte skal have ret til at føre modbevis.
Det er dommeren der er garanten
Andre personer der deltager i retssagen, fx anklageren, sagsøgeren, sagkyndige og vidner, skal dog ikke nødvendigvis have den holdning at tiltalte er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Hvis de optræder negativt over for tiltalte, er det til gengæld dommerens opgave at få dem til at tage den med ro. Man må ikke få det indtryk at dommeren måske er enig i den negative holdning til tiltalte.
Hvis tiltalte under forundersøgelsen er blevet udsat for et pres for at tvinge ham til at tilstå, er det ligeledes dommerens holdning til et sådant "bevis" der afgør om artikel 6 om antagelsen af anklagedes uskyld, er blevet overtrådt.