Tankefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed - med visse begrænsninger
Artikel 9
"Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.
Stk. 2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed."
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
Tanke- og samvittighedsfrihed
Artikel 9 skal beskytte borgerens tanker, samvittighed og religion mod statens overgreb. Der er ikke de store problemer for staterne i at indrømme deres borgere tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed. Problemet opstår når det gælder friheden til at udtrykke sine tanker eller overbevisning, retten til at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, og friheden til at organisere sig som trossamfund for at praktisere sin religion.
Tanker og samvittighed er i modsætning til religion ikke knyttet til bestemte institutioner, som fx en kirke og et særligt adfærdsmønster. Tanker og samvittighed er principielt set grænseløse, og derfor beskytter artikel 9 kun "den indre side" af tankevirksomheden og samvittigheden og ikke de handlinger som éns anskuelser og éns samvittighed giver sig udslag i. Beskyttede artikel 9 også sådanne handlinger, ville det blive uoverskueligt at opretholde ret og orden.
Tanke- og samvittighedsfrihed betyder bl.a. at man er beskyttet mod indoktrinering, se fx en dansk sag.
Se sagen:
Kjeldsen mod Danmark
Religionsfrihed
Det skal stå en person frit for om han eller hun vil tilslutte sig en religion, eller konvertere fra en religion til en anden. Religionsfrihed indebærer at myndighederne skal tillade religiøse samfund og kirker at virke, og tillade enkeltpersoner at blive medlem af disse og deltage i deres virksomhed. Kirker eller religiøse samfund skal også sikres en sådan retsstilling at de kan gennemføre de religiøse opgaver.
Læs mere her:
Religionsfrihed i Danmark
Strafbart at forhindre religion
Religionsfrihed betyder at staten skal beskytte det centrale indhold i en overbevisning eller en religion, og at det skal være muligt at praktisere sin religion. I den danske oversættelse af konventionen er religionsudøvelse: gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. I den engelske, autentiske udgave står der "worship, teaching, practice and observance", og det synes at være en bredere definition.
Hvordan religionsudøvelsen skal beskyttes, siger konventionen ikke noget om, men fx kan staten gøre det strafbart at nogen af religiøse grunde eller af andre grunde forhindrer andre i at praktisere deres religion.
Begrænsninger i religionsfriheden
Staten kan i visse tilfælde begrænse borgernes frihed til at praktisere deres overbevisning og religion (stk. 2). Staten kan af hensyn til den offentlige sikkerhed forbyde yderligtgående politisk aktivitet som fx nynazisme. Nynazistisk overbevisning er ikke forbudt ifølge artikel 9, men visse handlinger der er udslag af nynazistisk overbevisning, kan forbydes.
Beskyttelsen af offentlig orden kan fx vedrøre indsattes ret til at bære religiøs hovedbeklædning i fængslet eller til at få rituelt slagtet kød. Her har Kommissionen og Domstolen i vidt omfang overladt det til staterne at bestemme.
Hvad angår hensynet til andres ret og frihed, har staten ret til eller ligefrem pligt til at gribe ind i en religiøs praksis der griber ind i andre personers integritet eller måske ligefrem liv (menneskeofring for at nævne et ekstremt eksempel på religiøs praksis).
Krav til staten når den griber ind
Et forbud skal være baseret på en lov således at man kan forudse og forstå indgrebet. Desuden skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund. Bl.a. skal begrænsningen af fx missionsvirksomhed eller af antidemokratiske manifestationer stå i et rimeligt forhold til formålet, der fx er at beskytte personlig frihed eller offentlig sikkerhed. I nogle sager om begrænsning af religionsfrihed har Domstolen vurderet at statens indgriben ikke var nødvendig.
Læs mere her:
Begrænsninger i Menneskerettighederne
Se også sagen Kokkinakis mod Grækenland under Sager og domme (nederst på den side).
Almindelig værnepligt og andre samfundspligter
Man kan ikke blive fri for at gøre militærtjeneste af religiøse grunde eller af samvittighedsgrunde. Man kan heller ikke blive fri for at gøre tjeneste som militærnægter i de stater hvor det er muligt at være militærnægter, siger konventionen i artiklen om slaveri og tvangsarbejde, se:
artikel 4;
Militærnægtere
Militænægtertjeneste varer ofte længere end militærtjeneste, men sådan må det også være, siger både nationale domstole og Domstolen i Strasbourg. Netop fordi det er mindre strengt at gøre tjeneste som militærnægter, må den tid man er inde som militærnægter vare længere. Det skal ikke være den forholdsvis mildere tjeneste som militærnægter der afgør at man vælger at blive militærnægter.
Se også:
Konventionens artikel 4, stk. 3b om værnepligt
Skattenægtere
Man kan ikke nægte at betale skat til fællesskabet med den begrundelse at dele af skatten finansierer aktiviteter som strider mod ens overbevisning. Opkrævning af kirkeskat er heller ikke en overtrædelse af religionsfriheden så længe man har muligheden for at melde sig ud af det pågældende trossamfund.
Forpligtelser på arbejdspladsen
Der kan også være forpligtelser på arbejdspladsen som er i modstrid med ens daglige religionsudøvelse, men som alligevel ikke strider imod retten til at udøve sin religion. Et eksempel er en medarbejder som ved ansættelsen er blevet gjort bekendt med, og har accepteret at der kan opstå situationer hvor han er nødt til at arbejde på en helligdag, en fredag, lørdag eller søndag. Hvis så medarbejderen alligevel vægrer sig når situationerne opstår, kan han få en disciplinær straf, eller måske ligefrem blive afskediget uden at det er en overtrædelse af religionsfriheden.
Det samme gælder spørgsmålet om ret til at gå med en bestemt påklædning, eller at have ret til pauser for at udføre religiøse ritualer. Hvis medarbejderen i sin ansættelseskontrakt har accepteret nogle betingelser og forpligtelser, kan han eller hun ikke argumentere med at religiøse pligter kommer først.
Se sagen:
X mod Storbritannien
Andre dokumenter vedr. religionsfrihed
FNs verdenserklæring, artikel 18
FNs konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 18 og artikel 27
FNs erklæring om religionsfrihed
FNs børnekonvention, artikel 14 og artikel 30