Ikke under alle omstændigheder
Staterne har ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 15 ret til at gribe ind i de fleste af menneskerettighederne under krig eller anden offentlig faretilstand.
Men der er også under mere normale omstændigheder nogle menneskerettigheder som borgerne ikke betingelsesløst kan nyde godt af. Det gælder retten til privatliv og familieliv, tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, ytrings- og informationsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed (artiklerne 8-11), ejendomsretten (1. protokol artikel 1), retten til frit at vælge opholdssted i sit land (4. protokol artikel 2), og forbud mod udvisning af en udlænding der opholder sig retmæssigt i et land (7. protokol artikel 1).
Staterne kan gribe ind i en af disse menneskerettigheder for at fremme eller beskytte forskellige interesser, men så skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund, og det skal være baseret på en bestemmelse i en lov (stk. 2 i artiklerne der vedrører de nævnte menneskerettigheder).
Se:
Konventionens artikel 15
Grunde til at begrænse
En stat må begrænse en menneskerettighed af flere forskellige grunde, bl.a. af hensyn til den nationale sikkerhed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden (moralen), eller for at beskytte andres ret og frihed.
Det er lidt forskelligt hvad der opregnes som grunde til at staten kan begrænse en menneskerettighed. Fx kan staten gribe ind i privatlivet af hensyn til bl.a. "den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd". Og staten kan begrænse ytringsfriheden bl.a. "for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger af hensyn til den nationale sikkerhed, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."
Hensynet til hvad?
De opregnede grunde til at begrænse menneskerettighederne er formuleret meget bredt. Det gælder fx hensynet til den nationale sikkerhed (artikel 8, 10 og 11) eller den offentlige sikkerhed (artikel 9). Det er derfor meget vigtigt at Domstolen klart beskriver hvad der er det konkrete indhold af disse grunde når den vurderer de forskellige klager over en stats indgreb i en eller flere menneskerettigheder.
Beskyttelse af andres ret og frihed
Generelt betyder beskyttelse af andres ret og frihed at staten (især gennem lovgivning) skal beskytte den ene borger mod andre borgeres krænkelser af hans eller hendes rettigheder, fx beskytte andres gode navn og rygte mod bagvaskelse, ærekrænkelse, eller beskytte offentlige møder og demonstrationer mod andres vold og hærværk.
Beskyttelse af moralen
Beskyttelse af sædeligheden (moralen) skal generelt forstås som beskyttelsen af en almen opfattelse af hvad der er rigtig og forkert adfærd i et givet samfund. Kravet om en moralsk adfærd hænger sammen med kravet om ansvarsfølelse. Forskellige fagområder laver etiske regler: presseetik, lægeetik, god advokatskik, forretningsmoral, etik for socialrådgivere osv.
Hvor der ikke er ansvarsfølelse, må i et land som Danmark lovgiverne tage over og regulere forholdet, eller ligefrem lovgive om ansvar og ansvarsfordeling.
Beskyttelse af den offentlige orden
Beskyttelsen af den offentlige orden (udøvelse af religionsfrihed, artikel 9) hentyder til ro og orden på gader og stræder, mens forebyggelse af uro (artikel 8, 10 og 11 om ret til privatliv, ytringsfrihed og forsamlings- og foreningsfrihed) ikke kun angår opretholdelse af ro og orden i det offentlige rum, men også ro og orden inden for en afgrænset social gruppe.
Skal stå i en lov
I behandlingen af en klagesag går Domstolen frem efter et bestemt mønster:
Først skal den selvfølgelig finde frem til om staten faktisk har indskrænket en bestemt rettighed, fx forsamlingsfriheden (artikel 11). Når Domstolen har slået fast at det har staten gjort, undersøger den om indgrebet er sket af en eller flere af de grunde der er nævnt i artikel 11, stk. 2, fx for at forebygge uro eller forbrydelse.
Denne undersøgelse består af tre dele:
1) Er der lovgivet om indgrebet? Og er kravet om at en lov skal være klar af hensyn til forudsigelighed, opfyldt? Er der lighed for loven?
2) Har den, eller de lovbestemmelser som indgrebet er baseret på, til formål at forebygge uro eller forbrydelse?
3) Sidst men ikke mindst undersøger Domstolen om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund.
Skal være nødvendigt i et demokratisk samfund
Er det nødvendigt i et demokratisk samfund at forbyde en demonstration for kontroversielle synspunkter med den begrundelse at forbudet skal forebygge gadeoptøjer?
Er det nødvendigt i et demokratisk samfund at gribe ind i retten til privatliv, fx at gribe ind i beskyttelsen af mange borgeres hjem ved at anlægge en lufthavn med den begrundelse at anlæggelsen af lufthavnen skyldes hensynet til landets økonomiske velfærd? Eller er det nødvendigt i et demokratisk samfund at begrænse ytringsfriheden, fx ved at forbyde en lokalradio at sprede racistisk propaganda for at beskytte andres gode navn og rygte?
Domstolen har opstillet nogle betingelser for at et indgreb kan kaldes nødvendigt.
Betingelser
Først og fremmest skal indgrebet være begrundet i et "presserende socialt behov". Staterne har ganske vist en vis frihed til at skønne om indgrebet er nødvendigt (princippet om staternes skønsmargin), men Domstolen vurderer så til gengæld om staten bruger denne frihed på en velbegrundet, formålstjenlig og retfærdig måde. Med andre ord vurderer Domstolen om indskrænkningen i rettigheden, fx forbudet mod en demonstration, står i et afbalanceret forhold til formålet, fx at forebygge gadeoptøjer (princippet om proportionalitet).
Et eksempel: Forbud mod rituel slagtning
Kan en stat forbyde rituel jødisk og muslimsk slagtning? Altså gøre indgreb i religionsudøvelsen, artikel 9, og fx begrunde det med at forbudet skal beskytte sundheden eller sædeligheden (den offentlige moral) der fx siger at der skal være en etisk adfærd over for dyr.
Der har ikke været en sag om forbud mod rituel slagtning for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men der har været et lovforslag herom i det danske folketing, og i den forbindelse blev det undersøgt om et forbud ville kunne stå sin prøve over for Domstolen.
Ingen undtagelser fra dyreværnsloven
I 1996 stillede Fremskridtspartiet, støttet af Dansk Folkeparti forslag til at få ændret dyreværnsloven og bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr, således at det ikke længere skulle være muligt at opnå tilladelse til at slagte visse større dyr uden at disse er bedøvet først. Tilladelsen gælder slagtning der foregår efter jødisk og muslimsk ritual (schæchtning og halalslagtning).
Forslagsstillerne fandt tilladelsen utidssvarende. Der burde ikke være "...mulighed for at bibeholde forældede slagteformer af hensyn til nogle mindretal, som ikke vil omstille sig til nutidige forhold. Det er en tilsidesættelse af den brede befolknings opfattelse, at alle skal være lige for loven. Og under alle omstændigheder er det grusomt for de dyr, som udvælges til rituel slagtning, og for de personer, som skal forestå dette dyrplageri..." (Bemærkninger til lovforslaget, s. 2)
To juridiske eksperter høres
Under behandlingen af lovforslaget blev bl.a. to juridiske eksperter hørt. De udtalte sig om hvorvidt de to religioners rituelle slagtning falder ind under de begrænsninger for frit at praktisere sin religion der findes i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, stk. 2.
Artikel 9, stk. 2
Artiklen siger at et forbud (mod i dette tilfælde rituel slagtning) skal stå i en lov og være nødvendigt i et demokratisk samfund. Et forbud skal desuden begrundes ud fra hensyn til den offentlige sikkerhed, eller for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden, eller andres rettigheder og friheder.
En tilsvarende tekst findes i artikel 18 i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder.
Se:
Konventionens artikel 9
Se også:
FN om religionsfrihed
"Nødvendighedstesten"
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i forbindelse med sagen Dudgeon mod Storbritannien (1981) opstillet nogle kriterier som har betydning for Domstolens vurdering af hvor nødvendigt en stats indgreb i én af Menneskerettighedskonventionens rettigheder har været. Staterne kan selv ud fra disse kriterier afprøve om indgrebet har været nødvendigt. Udgangspunktet er om der var tale om et presserende socialt behov (a "pressing social need").
Se sagen:
Dudgeon mod Storbritannien, 1981
Eller læs i Publications of the European Court of Human Rights, Series A: Judgments and Decisions, Vol. 45, s. 18-25.
Her følger hvad de to jurister konkluderede:
Er der en fælles europæisk opfattelse?
Ved bedømmelsen af om et forbud mod rituel slagtning er et nødvendigt indgreb i religionsudøvelsen i et demokratisk samfund, kan den danske stat se på om det er typisk for andre lande at forbyde rituel slagtning, den såkaldte "konsensusstandard". Hvis ikke, vil det være vanskeligt for Danmark at begrunde at det er nødvendigt her i landet, vurderer juristerne. Kun Sverige, Norge og Schweiz har forbudt rituel slagtning.
Indgreb i den enkeltes integritet
Domstolen vil også interessere sig for om forbudet betyder et væsentligt indgreb mod individet. Da religionsfriheden betragtes som et fundamentalt aspekt ved den enkeltes liv, en fundamental rettighed, vil Domstolen kræve et stærkt bevis for nødvendigheden af forbudet.
Balance mellem mål og midler
En vigtig del af Domstolens undersøgelse er den såkaldte "proportionalitetsbedømmelse". Det vil sige at Domstolen vurderer forholdet mellem formålet med indgrebet og indgrebets omfang og virkning. De der ønsker forbud mod rituel slagtning, begrunder det ofte med at den generelle slagtemetode ikke påfører kvæget lidelse, fordi kvæget skydes på en sådan måde at det nærmest øjeblikkelig medfører døden.
Derfor vil Domstolen ifølge de to jurister sandsynligvis spørge om hvilken smerte rituel slagtning påfører kvæg sammenlignet med den smerte som den generelle slagtemetode påfører disse dyr.
Domstolen vil desuden se på mængden af rituelle slagtninger i forhold til mængden af slagtet kvæg i almindelighed.
Endelig vil Domstolen vurdere hvad forbudet betyder for de religiøse grupper i forhold til den betydning indgrebet har for formålet, der er at behandle dyr etisk forsvarligt: Hvor mange mennesker spiser rituelt slagtet kød? Hvor væsentligt er forbudet for disse mennesker? De kan ganske vist importere kødet, men det vil være vanskeligere og dyrere end hvis det slagtes efter forskrifterne her i landet.
Den sandsynlige konklusion
De to jurister vurderer at et forbud mod rituel slagtning vil være et væsentligt indgreb i religionsfriheden for de mennesker der kun spiser rituelt slagtet kød. Samtidig drejer det sig om et ringe antal rituelle slagtninger, og det gør det vanskeligt at karakterisere forbudet som vigtigt til at sikre det generelle mål om at dyr ikke må påføres lidelse i forbindelse med slagtning. Således vil Domstolen sandsynligvis finde at forbudet ikke står i et rimeligt forhold til det mål det skal opfylde, konkluderer juristerne.
(kilde: Anette Lund Hansen og Henrik Zahle, i: Betænkning afgivet af Retsudvalget 13/5 1997, s. 9ff)