Det følgende vedrører Den Europæiske Menneskerettighedskonventions indflydelse i dansk ret, og der gives et par eksempler herpå, nemlig angående ytringsfrihed, udvisning af udlændinge, og sagsbehandlingens varighed.

Konventionen bliver en del af dansk ret

Af alle menneskerettighedskonventioner overhovedet er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention den der betyder mest her i landet. I 1992 blev konventionen og tillægsprotokollerne nr. 1, 4, 6 og 7 gennem en lov inkorporeret - dvs. gjort til en del af dansk ret. Det betyder at Danmark skal lave nye lovbestemmelser, eller indarbejde konventionens bestemmelser i allerede eksisterende love. Desuden betyder det at man kan klage til de administrative myndigheder, eller lægge sag an ved domstolene med direkte henvisning til konventionen. Det er en pligt for domstolene at håndhæve konventionens menneskerettigheder.

Konventionen er den eneste konvention om menneskerettigheder som Danmark har gjort til en del af dansk ret. De andre konventioner, fx FN’s konvention mod racediskrimination eller FN’s konvention om barnets rettigheder, er ikke uden videre en del af dansk ret. For at de kan blive det, skal der laves en lov herom.

Se:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Læs i øvrigt:
Om konventionen

Hvordan skal domstolene fortolke konventionen?

Loven om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk ret siger kun at konventionen og dens tillægsprotokoller “gælder her i landet”. Loven siger ikke noget om hvor langt domstolene må gå i deres fortolkning af konventionen og tillægsprotokollerne. Skal de være forsigtige, eller skal de “følge med tiden” således som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør i sin behandling af klagesager.

Dynamisk fortolkning
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender en såkaldt dynamisk fortolkning, dvs. at Domstolen vurderer formålet med den og den bestemmelse, ytringsfrihed, fagforeningsfrihed osv., med udgangspunkt i samtidige forhold (“present day conditions”) for at sikre at beskyttelsen af konventionens menneskerettigheder følger med udviklingen i bl.a. staternes retsopfattelse og retspraksis.

Politikerne eller domstolene
Bestemmelserne i konventionen er imidlertid formuleret mere politisk end danske lovbestemmelser, “Enhver har ret til ytringsfrihed” osv. Desuden er det dansk tradition at det er de politiske organer der fører menneskerettighederne ud i livet, især gennem lovgivning - ikke domstolene der gennem deres selvstændige fortolkning giver bestemmelserne (nyt) indhold.
Udvalget der forberedte inkorporeringsloven, understregede at konventionens vagt formulerede bestemmelser overlader et betydeligt skøn til den enkelte stat, og at det er lovgivningsmagten og ikke domstolene der bør skønne.

Konventionstekst eller sager?
Betyder det så at man skal se helt bort fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, eller er denne også blevet en del af dansk ret? Det spørgsmål er juristerne ikke enige om. Nogle mener at kun konventionsteksten er en del af dansk ret. Andre har den opfattelse at konventionens indhold ændrer sig gennem den dynamiske fortolkning som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender. Efter deres mening er det denne dynamiske fortolkning af konventionens indhold som Danmark er forpligtet til at overholde.

Her følger et par eksempler på konventionens betydning i dansk ret. De vedrører ytringsfrihed, udvisning af udlændinge, og sagsbehandlingens varighed.

Konventionen og ytringsfriheden

Hvis man undersøger domme siden 1992 (Peer Lorenzen har set på trykte afgørelser 1995-98, jvf. Lov og ret, maj 1999, s. 5f), kan man bl.a. finde en tendens til at domstolene i stigende omfang fortolker ytringsfriheden på samme måde som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gjort. Fx frifandt Højesteret (1997) i en straffesag om injurier der var blevet fremsat i en lokalavis, journalisten og redaktøren.

Højesteret henviste til Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om ytringsfrihed og udtalte bl.a. at når man skal bedømme hensynet til ytringsfriheden i forhold til hensynet til beskyttelse mod ærekrænkende ytringer, så må man særligt interessere sig for om der skabes begrænsninger “som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (“public watch-dog”).”

Den offentlige vagthund
I sagen Jersild mod Danmark (1995) havde et flertal af dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ladet hensynet til ytringsfriheden veje tungere end hensynet til beskyttelse mod ærekrænkende ytringer. I dette tilfælde drejede det sig om racediskriminerende ytringer fremsat af såkaldte “grønjakker” i et interview som en journalist foretog i en fjernsynsudsendelse.

Domstolen begrundede bl.a. dommen med at ytringsfriheden er en hjørnesten i et demokratisk samfund. Selvom pressen ikke må overskride de begrænsninger der er sat for ytringsfrihed, bl.a. beskyttelsen af andres rygte eller rettigheder, så er det ikke desto mindre pressens pligt at sprede information og idéer af offentlig interesse, og offentlighedens ret at få denne information. I modsat fald vil pressen være ude af stand til at spille sin vitale rolle som offentlig vagthund (fra dommen, pkt. 31).

Se sager om ytringsfrihed:
Ytringsfrihed og personers ære og omdømme

Ingen udvisning hvis der er risiko for tortur

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 forbyder tortur: “Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”
Tortur er absolut forbudt (også i andre konventioner), dvs. at der aldrig kan gøres undtagelser fra forbudet. Det betyder at forbudet ikke kun gælder i de stater der har ratificeret en konvention der forbyder tortur, men også at staterne ikke må udvise en person til en stat hvor vedkommende risikerer at blive udsat for tortur.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (og indtil 1998 også Kommissionen) har i flere klagesager fortolket forbudet mod tortur sådan at det også omfatter udlændinge der skal udvises. Domstolen understreger at konventionen ikke giver ret til asyl, og at der ikke er tale om at blande sig i statens grunde til at udvise en person. Det drejer sig udelukkende om hvorvidt den pågældende løber en virkelig risiko for at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling. Er det tilfældet, kan staten end ikke henvise til at den pågældende udgør en fare for statens sikkerhed.

Forbud mod tortur og Danmark
Udlændingelovens § 31 siger at en udlænding ikke må udsendes til et land hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de samme grunde som FN’s flygtningekonvention artikel 1A nævner (race, religion, nationalitet osv.). Men § 31, stk. 2 siger bl.a. at bestemmelsen ikke gælder “...hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.”

Denne bestemmelse kommer i karambolage med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions absolutte forbud mod tortur. Indenrigsministeriet har dog udtalt at hvis det drejer sig om en udlænding der risikerer tortur ifølge artikel 3, så vil vedkommende ikke blive tvunget til at rejse ud af Danmark.
Se sager om tortur:
Risiko som følge af udvisning

Sagens lange varighed

Konventionens artikel 6 handler om retten til en retfærdig rettergang. Kravene til en retfærdig rettergang er bl.a. at domstolen skal være uafhængig og upartisk og at retssagen skal afsluttes inden for en rimelig tid. Det er klager over brud på artikel 6 som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har modtaget langt flest af.

Sagerne har især handlet om hvorvidt retssagen er blevet afsluttet inden for en rimelig tid. Domstolen er i dag alene om at behandle klagesager. Nedlæggelsen af Kommissionen (i 1998) blev netop begrundet i at sagsbehandlingstiden i Strasbourg skulle gøres kortere. Domstolen lægger megen vægt på at rettergangen går ordentligt for sig, og at der ikke sker procedurefejl.

I Danmark
Sagen A. og flere mod Danmark (1996), den såkaldte “Blødersag”, vedrørte en klage fra Danmarks Bløderforening over Østre Landsrets langsommelige behandling af en sag som adskillige blødere havde rejst. De var blevet smittet med hiv-inficeret blod gennem deres livsnødvendige medicin. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav klagerne ret i at artikel 6, stk. 1 var blevet overtrådt.

Der er en stigende tendens til at de danske domstole tager hensyn til om artikel 6 er blevet overtrådt i en sag når de skal fastsætte en straf (altså om der er sket fejl i selve sagsbehandlingen, fx hvad angår den tid behandlingen af sagen har taget).
Se sager om retfærdig rettergang:
Inden for en rimelig tid

Denne tekst er baseret på Peer Lorenzen: Danske domstole og menneskerettighederne, i: Lov og ret, maj 1999, og Kim U. Kjær: Udsendelse af udlændinge, i: Udlændingeret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2000.