Se: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Menneskerettighederne bliver internationale
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er produkt af en tid hvor spørgsmålet om at skabe en international beskyttelse af menneskerettighederne stod højt på dagsordenen. Det var i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig 1939-1945. Ikke mindst var det årene efter naziregimet i Tyskland 1933-1945 som på en måde og i et omfang der aldrig før var set, systematisk havde sat alle menneskerettigheder ud af kraft, og den enkelte havde savnet enhver beskyttelse.
Hidtil havde det først og fremmest været en stats egen sag at tage vare på menneskerettighederne. Men erfaringerne med nazismen, og med den i øvrigt ret svage beskyttelse af menneskerettighederne i de europæiske stater, fik til følge at menneskerettighederne nu blev et internationalt anliggende. Således blev de et vigtigt forebyggende instrument i FN’s formål om at bevare fred og sikkerhed.
Staterne skal overholde menneskerettighederne
Med menneskerettighederne som en vigtig rettesnor for det internationale samarbejde fik det enkelte menneske en status som det aldrig før havde haft. Ganske vist er det gamle princip for internationalt samarbejde bevaret, nemlig at staterne er suveræne og at deres territorium er ukrænkeligt, altså princippet om ikke-indblanding i en stats indre politiske og retlige anliggender. Men princippet blev brudt i og med at det blev en international opgave at arbejde for at staterne overholder menneskerettighederne.
Menneskerettighederne er en hjørnesten i Europarådet
Som FN (i 1945) blev Europarådet oprettet i efterdønningerne af 2. verdenskrig og nazismen. 10 stater vedtog i London 5. maj 1949 dens statut (vedtægter). Nu skulle der skabes et forum for samarbejde mellem Europas stater for at sikre freden fremover og forebygge lignende ugerninger som det nazistiske regime og nazister havde forøvet i mange europæiske lande. Samarbejdet skulle baseres på respekt for og udvikling af demokrati og menneskerettigheder.
FN's Verdenserklæring inspirerer
På det første egentlige møde besluttede Europarådets Parlamentariske Forsamling at anbefale regeringerne at der blev udarbejdet en konvention som skulle indeholde nogle effektive garantier for borgernes menneskerettigheder. Konventionen skulle bygge på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne som FN’s Generalforsamling havde vedtaget mindre end et år i forvejen, den 10. december 1948. Verdenserklæringen er netop en erklæring, dvs. en politisk og moralsk hensigtserklæring, men den er ikke retligt forpligtende for staterne, og den har ingen bestemmelser om hvordan staternes overholdelse af menneskerettighederne kan overvåges internationalt. En sådan kontrol med staterne mente Den Parlamentariske Forsamling nu burde gennemføres i Europa.
Læs mere her:
Se desuden:
Europarådets statut
FNs Verdenserklæring
Konventionen vedtages
Arbejdet med at udarbejde en egentlig konvention, altså et dokument der retligt forpligter staterne, gik hurtigt i gang, og allerede den 4. november 1950 vedtog Europarådets nu 13 medlemsstater Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention består både af selve konventionen fra 1950 og af nogle tillægsprotokoller til konventionen der er blevet vedtaget siden 1952.
Indholdet af konventionen
Egentlige menneskerettigheder - og begrænsninger i nogle af dem af forskellige grunde - findes i konventionen, artikel 1-18 og i tillægsprotokol nr. 1, 4, 6, 7 og 12. Den 12. - den hidtil sidste protokol - er blevet vedtaget i 2000.
Resten af bestemmelserne i konventionen vedrører først og fremmest overvågningssystemet, altså hvordan det sikres at staterne fører menneskerettighederne ud i livet gennem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Se:
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Tillægsprotokoller
Sociale rettigheder kom ikke med
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke så mange rettigheder som FN’s Verdenserklæring. Den har ikke økonomiske og sociale rettigheder med, som fx retten til social tryghed og til sundhed. Bortset fra ret til undervisning indeholder den heller ikke kulturelle rettigheder, som fx retten til at deltage i kulturelle aktiviteter af forskellig art. De sociale rettigheder har Europarådet senere vedtaget en særlig konvention om: Den Europæiske Socialpagt i 1961 som er blevet revideret i 1996.
Se:
Den Europæiske Sociale Pagt
Den reviderede Sociale Pagt
Den kolde krig
Når sociale rettigheder ikke kom med i Konventionen, skyldes det bl.a. det daværende internationale klima der var præget af den kolde krig som for alvor slog igennem i 1948-50. Under den kolde krig blev menneskerettighederne til en del af den ideologiske slagmark hvor “vestblokken” og “østblokken” hævdede at beskytte henholdsvis den politiske frihed og den sociale tryghed. Efter ophøret af den kolde krig blev menneskerettighederne befriet fra at være et ideologisk redskab, og i dag er politiske og økonomiske rettigheder principielt lige vigtige, og menneskerettighedernes faktiske gennemførelse er kommet stadig mere i fokus.
Læs også:
Mennekserettighedernes udvikling
Konventionen gælder for alle stater i Europarådet
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gælder kun for Europarådets medlemsstater. For at blive medlem af Europarådet skal en stat være baseret på et demokratisk styre, og bedømmes til at være troværdig hvad angår vilje til at respektere grundlæggende menneskerettigheder. Desuden skal staten befinde sig i Europa. Der er vist en almindeligt udbredt forestilling om hvilke stater der hører til Europa, men hvor grænserne for Europa egentlig går, har Europarådet aldrig udtalt sig entydigt om.
I 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en del af dansk ret, se:
Konventionen i Danmark