GARANTER FOR EFTERLEVELSEN AF MENNESKERETTIGHEDERNE
Det er Europarådets Ministerkomité – i princippet de 47 medlemslandes udenrigsministre, reelt et sekretariat og ambassadørerne ved Europarådet – der kontrollerer, at de stater, der er blevet dømt for en menneskeretskrænkelse, også følger dommen op. Det indbefatter en omfattende korrespondance med staterne. For det meste betaler de hurtigt godtgørelse til personer, der er krænkede, mens det kan tage adskillige år, inden de ændrer en retspraksis eller lovgivning, der er kollideret med rettighederne i menneskerettighedskonventionen.
Andre komiteer eller organer under Europarådet er oprettet for at forebygge menneskeretskrænkelser. Det gælder til eksempel den europæiske torturforebyggelseskonvention af 1987, der virker gennem en torturforebyggelseskomité, hvis ekspertmedlemmer besøger politigårde, fængsler og andre institutioner i medlemslandene. Rapporter fra disse besøg tillige med periodiske rapporter fra medlemslandene giver et indgående indblik i tortur-situationen.
Den Europæiske Menneskeretskommissær foretager tillige med rapportører fra Europarådets Parlamentariske Forsamling besøg i medlemslandene og laver deres specifikke rapporter især om mangler i lovgivningen eller ved valghandlinger. Et element i dette arbejde er tillige styrkelse af undervisning i menneskerettigheder i medlemslandene.
KLAGESYSTEMET I STRASBOURG
Indtil 1998 var klagesystemet i Strasbourg to-sporet, idet klagerne indsendtes til Den Europæiske Menneskerettighedskommission, som så foretog en første efterprøvelse af sagen, hvad enten den nu kom fra en enkeltperson, en forening eller måske en stat. Det var og er en betingelse, at klageren havde udtømt alle muligheder i det nationale klagesystem, dvs. have afprøvet alle retsinstanser i sit hjemland, inden klagen kunne versere for kommissionen og måske i sidste ende blive forebragt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det første vigtige ”nåleøje” klagen skal passere er om den kan antages til realitetsbehandling. Et meget stort antal sager må afvises, fordi de ikke opfylder en række formelle betingelser for behandling i Strasbourg. Er den først – af en komité af tre dommere - antaget, forsøges dog altid at tilvejebringes et forlig mellem klagen og den indstævnede stat.
Det medvirkede kommissionen i sin tid til, og det gør domstolen i dag. Forliget vil typisk ende med, at staten betaler et kulancebeløb, dvs. et beløb, der ikke indebærer at staten har erkendt en konventionskrænkelse, men som kan tjene som ”et plaster på såret”. Lykkes det ikke, går de fleste af sagerne videre til et kammer af syv dommere. Enkelte sager kan få tilladelse til at blive forebragt et storkammer bestående af 17 dommere til endelig afgørelse.
DOMSTOLENS ARBEJDSBYRDE
Antallet af sager er i årenes løb staget betydeligt. Men indtil midten af 1990’erne var medlemskredsen kun omkr. 25 stater, siden 2007 har den været på 47 – kun Hviderusland står uden for. Men kendskabet til klagesystemet i Strasbourg er også vokset i Vesteuropa. Siden 2005 har antallet af afsagte domme fra Menneskerettighedsdomstolen ligget på omkring 1500. Antallet af årligt verserende sager er imidlertid pr. 1. januar 2008 kommet op på over 100.000. Domstolen har i en hel del sager anvendt den såkaldte ”dynamiske fortolkning”, dvs. at de enkelte regler i den europæiske menneskerettighedskonvention benyttes i lyset af den aktuelle samfundsudvikling.
Flere ændringer af domstolens forretningsgange har ikke kunnet hamle op med stigningerne i sagsantallet. Til en radikal omlægning af betingelserne for hvilke sager, domstolen skal behandle, kræves vedtagelsen af en tillægsprotokol, som er ratificeret af alle medlemsstaterne. En appel til medlemsstaterne om at oprette nationale klageorganer for visse typer menneskeretskrænkelser har i beskedent omfang lettet domstolens for dens byrder. Siden den europæiske menneskerettighedskonventions i krafttræden i 1953 er der kommet over ti tillægsprotokoller, som enten har tilføjet nye rettigheder eller betydet ændringer i klagesystemets struktur.
DOMMERNE
Antallet af dommere svarer til antallet af stater, der har ratificeret konventionen. Enkelte af dommerne fra de 47 stater kommer dog ikke fra disse stater selv, fordi staterne på grund af deres lidenhed har haft rekrutteringsproblemer. Det er medlemslandene, der foreslår kandidater (der skal være tre) til dommersæderne for en seksårig periode, men det er Europarådets Parlamentariske Forsamling, der udpeger dem. Dommerne kan genvælges. Dommerne arbejder siden 1998 på fuld tid og falder for aldersgrænsen, når de fylder 70 år.