Europarådet blev etableret som et kompromis mellem den franske og den engelske holdning til den europæiske fællesskabstanke. Europarådet dækker alle større politikområder i Europa undtagen forsvarspolitik. Grundlæggende skal medlemmerne forvalte fælles europæiske værdier.
Fra varm til kold krig
Anden Verdenskrig er den hidtidige kulmination på de europæiske landes indbyrdes krige. Ved krigsafslutningen i 1945 var Europa økonomisk forarmet, og dets indflydelse i verden stærkt rystet. Naziregimets rædsler var uden fortilfælde. Tidligt efter krigen så forskellige europæiske bevægelser og organisationer dagens lys. Fælles for dem var at de havde visioner om et Europa hvor gentagelse af krig og nazisme ville være utænkelig. Særlig var der ideer fremme om Europas forenede stater ud fra en forestilling om at en tæt forening af de europæiske lande kunne øge muligheden for at bevare freden og forebygge krig.
Marshallhjælp
Men den kolde krig var under opbygning. Allerede inden 1950 var vest- og østblokken etableret ideologisk, økonomisk og militært, med USA og USSR som de to blokkes supermagter.
Marshallplanen 1947 med den tilknyttede organisation OEEC (OECD) var udtryk for USA's ønske om at Europa rejste sig økonomisk efter krigen - og derved blev i stand til at indgå i økonomisk samarbejde med USA. Samtidig var det et led i USA's isolering af USSR. Marshallhjælpen var en gevaldig økonomisk indsprøjtning som de tilsluttede europæiske lande ikke kunne undvære, men samtidig blev der tale om en amerikansk dominans som betød et ekstra skub i retning af at danne en europæisk modvægt.
Europæisk enhed eller samarbejde mellem stater?
I 1946 blev de første Europabevægelser dannet. De oprettede paraplyorganisationen Den europæiske komité for europæisk enhed (the International Committee of the Movements for European Unity).
I 1948 oprettede Frankrig, England og Holland, Belgien og Luxembourg en forsvarspagt, Bruxellespagten.
På en kongres i Haag, som Den europæiske komité for europæisk enhed afholdt, mødte ca. 1000 delegerede frem. Kongressens formål var at demonstrere stor opbakning bag bevægelsen for europæisk enhed og at finde frem til hvordan den europæiske enhed skulle nås. Kongressen besluttede at oprette en politisk og økonomisk union mellem Europas stater, med en rådgivende parlamentarisk forsamling valgt af de nationale parlamenter. Værdigrundlaget skulle være et charter om menneskerettigheder, og en domstol skulle føre chartret ud i livet.
Union af stater eller samarbejde mellem stater?
Frankrig indbød nogle måneder senere partnerne i Bruxellespagen til at oprette en parlamentarisk forsamling for de fem lande. Parlamentet skulle kunne træffe flertalsbeslutninger. Frankrig (og Belgien) var foregangslande hvad angår ønsket om en egentlig europæisk føderation, mens England var imod en overstatslig konstruktion. Efter Englands mening skulle den parlamentariske forsamling kun være rådgivende; det egentlige samarbejde skulle foregå på regeringsniveau. Her tegnede sig tydeligt en konflikt mellem stater der ønskede en egentlig føderation, og stater der ønskede en mellemstatslig konstruktion. De stater var først og fremmest England, Irland, Danmark, Norge og Sverige.
Europarådet oprettes
Den 5. maj 1949 blev Europarådet oprettet som et kompromis mellem den franske og den engelske holdning. Europarådet fik en besluttende ministerkomité der mødes privat, og en rådgivende parlamentarisk forsamling der mødes offentligt. Forsamlingen er uafhængig af regeringerne og har fri stemmeret. Det er parlamenterne og ikke regeringerne (som England havde ønsket) der vælger deres repræsentanter til Den parlamentariske Forsamling.
10 lande underskrev Europarådets statut (vedtægter): Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, England, Italien, Irland, Danmark, Norge og Sverige.
Statuttens artikel 1 siger at formålet med Europarådet er at opnå en større enhed mellem rådets medlemmer for at beskytte og virkeliggøre de idealer og principper som er disse landes fælles arv, og at lette landenes økonomiske og sociale fremskridt.
Europarådets opgaver
Europarådet er idag en mellemstatslig organisation af 47 medlemsstater. Europarådet dækker egentlig alle store samfundsområder i Europa - undtagen forsvarspolitik. Som der står i statutten skal medlemmerne forvalte fælles europæiske værdier, og det vil først og fremmest sige demokrati og menneskerettigheder. Det skal de gøre ved at samarbejde om at udvikle og beskytte de europæiske lande som demokratiske retsstater og som socialt ansvarlige stater. Og ved at arbejde for at Europas kulturelle identitet er en identitet der bl.a. understreger mangfoldighed.
I fokus
Europarådet har i disse år bl.a. fokus på problemer som social udstødelse, og den mangelfulde beskyttelse af minoriteter og integration af indvandrere. Der er fokus på voksende fremmedhad og intolerance, og på behovet for bedre miljøbeskyttelse, på bekæmpelse af narkotikahandel og organiseret kriminalitet. En vigtig opgave i 1990'erne har desuden været at bistå de nye stater der er blevet medlem af Europarådet efter Sovjetimperiets fald og Sovjetunionens opløsning med at opbygge demokratiske styreformer og samfund.
Europarådets arbejde udmønter sig bl.a. i vedtagelse af konventioner og aftaler på en lang række områder af samfundslivet. Se Europarådets hjemmeside for yderligere beskrivelse dets arbejde.
Særlige opgaver der angår menneskerettigheder
Europarådet vedtager bl.a. konventioner der forpligter staterne til at beskytte og udbygge menneskerettighederne. Først og fremmest er der Den Europæiske menneskerettighedskonvention der vedrører folks borgerlige og politiske rettigheder. Konventionens særlige styrke er den mulighed der er for enkeltpersoner eller grupper til at klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hvis man mener at staten har overtrådt konventionen.
Økonomiske og sociale rettigheder
Menneskerettighedskonventionen indeholder ikke sociale og økonomiske rettigheder. Europarådet vedtog derfor, i 1961, Den europæiske socialpagt med rettigheder som fx ret til at søge arbejde som man selv vælger, ret til at organisere sig og ret til socal tryghed af Det sociale Charter (1961). Pagten blev revideret i 1996 og indeholder bl.a. nye rettigheder som beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse, og retten til en bolig.
En tillægsprotokol til Socialpagten vedtaget i 1995 giver fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og uafhængige organisationer (NGO'er) ret til at klage til den uafhængige komité der er knyttet til Socialpagten. Forudsat at staten har vedtaget protokollen, kan organisationer - ikke enkeltpersoner - klage hvis de mener at staten har overtrådt en eller flere af chartrets bestemmelser. Komitéen beskytter i øvrigt folks sociale og økonomiske rettigheder gennem staternes forpligtelse til at aflægge rapport til komitéen om gennemførelsen af disse rettigheder.
Mod tortur, for minoritetsbeskyttelse, mod racisme
Europarådet vedtog i 1987 en Konvention til forebyggelse af tortur. Konventionen vedrører først og fremmest oprettelse af en komité der skal forebygge tortur. Komitéen skal overvåge at staterne overholder konventionen bl.a. ved med jævne mellemrum at aflægge staterne besøg for at undersøge hvorvidt frihedsberøvede bliver udsat for tortur eller vanærende behandling eller straf. Staterne skal også periodisk aflægge rapport til komitéen om situationen i landet, som komitéen så kommenterer.
En rådgivende komité analyserer og kommenterer staternes rapporter om gennemførelse af rettighederne i Rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal. Til hjælp for vurderingen henter komitéen også oplysninger fra andre kilder end staterne. Det gælder også de andre komitéer.
Organisationen ECRI, Den europæiske kommission mod racisme og intolerance, oprettet i 1995, tager forskellige initiativer mod racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance. Bl.a. har den forestået en ungdomskampagne og foranlediget en undersøgelse af staternes lovgivning vedr. diskrimination. Staterne skal aflægge rapporter om situationen i landet.
Europarådet samarbejder desuden med medierne om spørgsmål der vedrører ytringsfrihed og informationsfrihed, og med menneskerettighedsorganisationer og institutioner om beskyttelse af menneskerettighederne generelt.
Ministerkomitéen
Ministerkomitéen er Europarådets besluttende organ. Komitéen består af udenrigsministrene fra de 47 medlemsstater. Ministerkomitéen holder ordinært møde to gange om året, men kan også holde møder når der er særligt behov for det. Formandsskabet går på skift mellem landene i alfabetisk orden for et halvt år ad gangen. Ministrenes repræsentanter står for det daglige arbejde.
Arbejdsområder
Ministerkomitéens arbejde og aktiviteter er bl.a. at følge op på forslag fra Den Parlamentariske forsamling, og Kongressen for lokale og regionale myndigheder i Europa. Den arbejder med at give adgang for nye medlemsstater og afslutter vedtagelse af konventioner og overenskomster. Den overvåger også at medlemsstaterne efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme, og vedtager anbefalinger til medlemsstaterne, samt budgettet. Ydermere iværksætter den samarbejde og støtteprogrammer for de nye medlemsstater, og bidrager til resortministres konferencer, fx mellem justitsministre, socialministre osv.
Den Parlamentariske Forsamling
Den Parlamentariske Forsamling består af mere end 300 repræsentanter og det samme antal suppleanter udpeget af medlemsstaternes parlamenter. Antallet og sammensætningen af hvert lands parlamentsmedlemmer afspejler dette lands befolknings størrelse og parlamentets sammensætning. Parlamentarikerne sidder i alfabetisk orden, uafhængig af partitilhør og nationalitet for at understrege at hvert medlem alene er bundet af sin personlige overbevisning.
Forsamlingen afholder fire plenarforsamlinger om året. Her debatteres alle mulige emner, og dens anbefalinger til Ministerkomitéen har været udgangspunktet for meget af det som Europarådet har opnået. Forsamlingen spiller en nøglerolle ved optagelsen af nye medlemmer til Europarådet, bl.a. ved at være vært for repræsentanter for parlamentsmedlemmer fra stater der ikke er medlemmer.
Arbejdsområder
Den Parlamentariske Forsamlings egentlige arbejdsredskab er 10 permanente komiteer. Komitéerne har hver deres særlige område. De arbejder med politiske spørgsmål specielt hvad angår demokratiske vilkår eller mangel på samme i medlemsstaterne. Desuden med økonomi og udvikling, sociale forhold, sundhed og familie. De arbejder med retsspørgsmål og menneskerettigheder, og med overvågning af om den og den stat overholder menneskerettighederne. De beskæftiger sig med migration, flygtninge og demografiske forhold. Og med videnskab og teknologi, kultur og uddannelse osv.
Kongressen for Lokale og Regionale Myndigheder
Kongressen for Lokale og Regionale Myndigheder i Europa blev oprettet i 1994 som afløser for en tidligere organisation. Den har mere end 300 medlemmer og lige så mange suppleanter som repræsenterer mere end 200.000 lokale og regionale myndigheder i medlemsstaterne. Kongressen består af to kamre, det ene repræsenterer lokale myndigheder, og det andet regionale myndigheder.
Arbejdsområder
Kongressens opgave er at styrke demokratiske institutioner på det lokale og regionale niveau, og ganske særligt at assistere tidligere ikke-demokratiske medlemsstater med opbygningen af effektivt lokalt og regionalt selvstyre. Men også fx at arbejde for (stats)borgeres rettigheder og pligter, bæredygtig udvikling, uddannelse af lokale og regionale myndighedspersoner, bekæmpelse af arbejdsløshed osv.
Uafhængige organisationer
Regeringer, nationale parlamenter og lokale og regionale myndigheder er altså repræsenteret i Europarådet, men desuden har Europarådet givet rådgivende status til mere end 350 uafhængige organisationer (NGO'er) og har på denne måde opbygget et samarbejde med direkte repræsentanter for befolkningerne.
Arbejdsområder
NGO-eksperter kan være rådgivere, eller samarbejde med forskellige komitéer om særlige projekter, som fx ligestilling mellem kønnene, menneskerettigheder, uddannelse, sundhed, racisme osv. NGO'erne kan komme med udtalelser til Den Parlamentariske Forsamling, til Ministerkomitéen osv.
Topmødet i Wien i 1993
Efter murens fald i 1989 har Europarådet søgt ny politisk slagkraft gennem topmøder. Topmøderne skal styrke europæisk samarbejde og stabilitet. To topmøder er blevet afholdt i 90'erne.
Det første topmøde blev afholdt i Wien i 1993 - det første siden Europarådet blev oprettet i 1949. Anledningen var at finde frem til en måde at integrere de nye medlemmer (ni stater siden murens fald) og kommende medlemmer på og gradvist samle alle Europas lande om fælles politiske værdier. Andre udfordringer var at finde løsninger på nationale minoriteters situation og den stigende intolerance.
Wien-erklæringen
Topmødet vedtog Wien-erklæringen som understreger udvidelsen af Europarådet og specificerer adgangsbetingelserne: Ansøgerlandene skal etablere demokratisk styre og effektivt respektere menneskerettighederne.
Desuden skulle klagesystemet i Strasbourg forenkles ved at der kun blev et organ, nemlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, til at behandle klagesagerne. Der skulle udarbejdes en konvention til beskyttelse af nationale minoriteter, og der skulle udarbejdes en politik for bekæmpelse af racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance.
Desuden skulle der skabes et organ der effektivt kan repræsentere både lokale og regionale myndigheder i Europa.
Meget hurtige resultater
I løbet af kun af et par år var alle disse beslutninger ført ud i livet: 11. protokol til Menneskerettighedskonventionen der blev vedtaget i 1994 og trådte i kraft i 1998, ændrede på klagesystemet. En rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal blev vedtaget i 1995 og trådte i kraft i 1998. Kongressen for lokale og regionale myndigheder blev etableret i 1994, og en europæisk kommission af uafhængige eksperter mod racisme og intolerance (ECRI) blev oprettet i 1995. Desuden blev en ungdomskampagne "All Different, All Equal" mod racisme, fremmedhad, antisemitisme og intolerance gennemført fra 1994-1996.
Topmødet i Strasbourg i 1997
Fire år senere mødtes statslederne fra Europarådets da 40 medlemsstater i Strasbourg. Statslederne og regeringerne vedtog både en politisk erklæring og en handlingsplan der skal styrke den demokratiske stabilitet på især fire områder: demokrati og menneskerettigheder, social sammenhængskraft, tryghed for borgerne (fx ved at intensivere kampen mod korruption, og demokratiske værdier og kulturel mangfoldighed.
Medlemmer af Europarådet
Ethvert europæisk land kan blive medlem af Europarådet, hvis det tilslutter sig princippet om en demokratisk retsstat og vil garantere menneskerettigheder for alle under dets jurisdiktion.
De 47 medlemsstater: Holland, Belgien, Luxembourg, Frankrig, England, Italien, Irland, Danmark, Norge og Sverige (opretter Europarådet 1949), Grækenland og Tyrkiet (1949), Island og Tyskland (1950), Østrig (1956), Cypern (1961), Schweiz (1963), Malta (1965), Portugal (1976), Spanien (1977), Liechtenstein (1978), San Marino (1988), Finland (1989), Ungarn (1990), Polen (1991), Bulgarien (1992, Estland, Litauen, Slovenien, den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Rumænien (1993), Andorra (1994), Letland, Albanien, Moldova, Ukraine og Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (1995), Rusland og Kroatien (1996), Georgien (1999), Armenien og Azerbaijan (2001), Bosnien og Herzegovina (2002), Serbien (2003), Monaco (2004), Montenegro (2007).
Kun Hviderusland (Belarus) er ikke medlem.
Observatørstatus: USA, Canada, Mexico, Japan og Vatikanstaten har observatørstatus ved Europarådets Ministerråd.
Ansatte, økonomi og sprog
Europarådet har til huse i Palais de l'Europe i Strasbourg i Frankrig. Sekretariatet har omkring 1.300 ansatte fra de 47 medlemslande.
Sekretariatet ledes af en generalsekretær som vælges hvert fjerde år af Den Parlamentariske Forsamling. Generalsekretæren leder og koordinerer Europarådets aktiviteter.
Europarådet finansieres af medlemstaterne i forhold til deres befolkningstal og ressourcer.
Europarådets officielle sprog er engelsk og fransk, men Den Parlamentariske Forsamling bruger også tysk, italiensk og russisk som arbejdssprog. Hvis der er behov for det, kan der også oversættes til andre sprog.