(fortsat)
Krænkelse af religioner
Et andet kontroversielt spørgsmål er Rådets vedtagelse af resolutioner, som fordømmer krænkelse af religioner. I Resolution 7/19 af 27. marts 2008 (Combating defamation of religions) hedder det således, at stater skal ”forbyde spredning (…) af racistiske og fremmedfjendske idéer og materialer rettet mod enhver religion og dens tilhængere...” Det hedder endvidere, at stater skal yde ”tilstrækkelig beskyttelse mod hadefulde handlinger, diskrimination, intimidering og tvang, der opstår som følge af krænkelsen af enhver religion,” og staterne skal på enhver måde ”fremme tolerance og respekt for alle religioner og deres værdisystemer…” Det betones, at ”alle har ret til ytringsfrihed, og at udøvelsen af denne ret medfører særlige pligter og ansvar og kan derfor være genstand for visse restriktioner…” Rådet beklager dybt ”anvendelsen af trykte, audiovisuelle og elektroniske medier, herunder internet, og ethvert andet middel til at opildne til voldelige handlinger, fremmedhad eller tilsvarende intolerance og diskrimination mod islam eller enhver anden religion.”
Denne resolution og andre tilsvarende kan udlægges som forsøg på at give stater lov til på et meget upræcist grundlag at begrænse ytringsfriheden.
I en skriftlig fællesudtalelse (UN resolutions on ”combating defamation of religions”) fra Artikel 19 og Cairo Instituttet for Menneskerettighedsstudier, som blev fremlagt på Rådets niende session, udtrykkes ”alvorlig bekymring vedrørende de resolutioner, der er vedtaget i de senere år af Menneskerettighedsrådet og Generalforsamlingen om bekæmpelse af krænkelse af religioner.” Endskønt de to NGO’er til fulde støtter bestræbelserne på at bekæmpe fordomme, diskrimination og intolerance, finder de anledning til at fremhæve følgende kritisable punkter.
Resolutionerne er ifølge fællesudtalelsen ”urimeligt restriktive overfor ytringsfriheden (…) og er uklart formuleret på en måde, som kunne tillade regeringer at benytte dem til at retfærdiggøre politikker/handlinger, som er i konflikt med internationale menneskerettighedsstandarder.” Desuden er selve begrebet ”krænkelse af religioner” uklart og har intet tilstrækkeligt grundlag i folkeretten. Dertil kommer, at ”Krænkelse i sin normale betydning henviser til uberettigede angreb på ens omdømme. Religioner har ligesom andre former for tro ikke et eget omdømme. ” Videre siges det, at ”Et hovedproblem ved resolutionerne er, at de søger at beskytte ikke blot individer og samfund, som tilslutter sig en given religion, men også religionen i sig selv.” Udtalelsen finder støtte i rapporter fra to af Rådets særlige rapportører, hvorfra der bringes følgende citat: ”Retten til religions- og trosfrihed beskytter først og fremmest individet (…) men den beskytter ikke religioner og tro i sig selv.”
Ligeledes hedder det i fællesudtalelsen, at ”Det er helt igennem muligt at være uenig, endog heftigt, med en bestemt religiøs grundsætning, samtidig med at man respekterer andres ret til at tro på den. Faktisk er en sådan uenighed indbygget i de modstridende trosretninger i forskellige religioner.” Der gøres endvidere opmærksom på, at det uklare begreb om krænkelse af religioner f.eks. kan ”retfærdiggøre meget bredt formulerede blasfemilove”, som ”i mange lande bruges til at forebygge enhver kritik af religioner, religiøse ledere og religiøse institutioner…” Samtidig ”kan det bemærkes, at religiøse ledere og institutioner i mange samfund udøver betydelig magt, således at åben debat om dem i høj grad er i offentlighedens interesse.”
| Sidste | Næste |