INTERNATIONALT

Den Kolde Krig

Under den kolde krig, der brød igennem i slutningen af 1940'erne, var betingelserne for udviklingen af menneskerettighederne i den bipolare verden som kendetegnede perioden, vidt forskellige afhængig af om en stat tilhørte den såkaldte østblok med Sovjetunionen i spidsen eller den såkaldte vestblok med USA i spidsen. I de demokratiske stater med velfærdssamfund i udvikling, som i overvejende grad udgjorde vestblokken, havde menneskerettigheder – det gælder både borgerlige og politiske og sociale og økonomiske rettigheder - nogle betingelser for at udvikles og sikres som de ikke havde i de diktaturstater, som østblokken bestod af.
Sikkerhed frem for alt
Grundlæggende var staternes motiver og handlinger ledet af sikkerhedspolitiske interesser, og støtte til stater i den 3. verden var bestemt af en vurdering af deres rolle som allierede og ikke på nogen måde af deres forhold til menneskerettighederne. I de første årtier af FN's historie var afviklingen af kolonisystemet og bekæmpelse af racisme de vigtigste områder hvad angår menneskerettigheder.

Først og fremmest på disse områder kunne staterne i de to blokke samarbejde. Det er karakteristisk at bortset fra Konventionen mod folkedrab i 1948, blev Konventionen mod racediskrimination den første store menneskerettighedskonvention der blev vedtaget i FN, i 1965.