Den konkrete brug af jord eller ting er langt ældre end det abstrakte begreb ejendomsret. Langvarig brug betød og betyder at man vinder hævd på tingen. Ejendomsretten nævnes først i dansk lovgivning i 1700-tallet, bl.a. inspireret af naturretsfilosoffen, John Lockes betragtninger over ret til jordejendom som en medfødt ret, en menneskeret.
En ret man er født med
Den engelske naturretsfilosof, John Locke, skrev i sit anonyme skrift mod kongen, "To afhandlinger om regeringestyre" i 1689/90 bl.a. at mennesker har en naturlig ret, dvs. medfødt ret, til at få deres liv, deres frihed og deres jordejendom beskyttet. Lockes argument for denne medfødte ret til bl.a. ejendom var ikke baseret på virkelige forhold, men var en tankemæssig konstruktion:
"Samfundspagten"
Menneskene havde engang levet i en naturtilstand hvor den totale frihed herskede. Men på et eller andet tidspunkt indgik de en pagt hvor de afgav noget af deres frihed til et statsoverhoved. Det gjorde de bl.a. for at sørge for at et menneske når det brugte sine rettigheder, ikke skulle hindre andre mennesker i at bruge deres. Statsoverhovedet skulle så til gengæld sikre at rettigheder og pligter blev respekteret, og at ro og orden blev opretholdt. Hermed var den oprindelige naturtilstand blevet afløst af en retstilstand sikret af fyrsten og staten.
Retten til ejendom er blandt de tidligste menneskerettigheder. Den blev formuleret i et europæisk samfund hvor den individuelle ejendomsret til jord var afgørende for éns rigdom og status. Locke og andre naturretstænkere anså ejendomsretten som en absolut ret, dvs. som en ret statsmagten ikke kunne indskrænke.
Ejendomsretten kan indskrænkes
I de fleste europæiske lande kom ejendomsretten med i de nye forfatninger der indførte en demokratisk styreform. Men den blev ikke en absolut ret - den skulle kunne begrænses hvis det var nødvendigt af hensyn til det fælles bedste. Det gjaldt den franske menneskerettighedserklæring, artikel 17 (1789), og det gjaldt fx den danske junigrundlov af 1849.
Se:
Den franske erklæring om menneskerettigheder. Se artikel 17.
Ejendomsretten kan indskrænkes af statsmagten, blot det ikke sker vilkårligt. Det er en forudsætning at indgrebet sker på grund af hensyn til samfundet eller almenvellet, at indgrebet skal være i overensstemmelse med en lov, og at der skal være fuld erstatning som der står i grundloven, artikel 73. Hensyn til almenvellet, fx naturbeskyttelse, arealanvendelse, og udvinding af naturressourcer af hensyn til statsindtægterne, er den eneste tilladte begrundelse for at ekspropriere ejendom.
Se:
Uddrag af grundloven. Se artikel 73.
Demokrati og diktatur - og almenvellet
Ejerne kan føle statens henvisning til almenvellet som et overgreb, som det fx var tilfældet i 1930'erne da almenheden fik adgang til skov og strandbred, eller i 1990'erne da adskillige boliger blev eksproprieret i forbindelse med beslutningen om at anlægge motorvej og Øresundsbro. I Danmark skal en sådan beslutning træffes i to på hinanden følgende folketing hvis en trediedel af folketingsmedlemmerne kræver det. I et demokrati skulle der gerne være en vis enighed om hvad der er det almene bedste, men i dag er det måske sværere end for blot en generation siden at nå til enighed herom.
I en diktaturstat kan almenvellet bruges til hvad som helst, og det er diktatoren der definerer hvad det er, og hvornår det skal påberåbes.
Kollektiv ejendom frem for individuel
I modsætning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions 1. tillægsprotokol, artikel 1 er beskyttelsen af den individuelle ejendomsret ikke med i FN's to menneskerettighedskonventioner (1966) om henholdsvis borgerlige og politiske rettigheder, og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Uenigheden mellem verdensorganisationen FN's medlemsstater har været for stor, både om hvordan ejendomsretten skulle afvejes i forhold til hensynet til almenvellet, og om hvilken betydning den private ejendomsret har for den ulige levestandard der hersker i verden.
Mod sult og fattigdom
Afskaffelsen af den kapitalistisk erhvervede private ejendomsret blev fra Marx's og Engels's kommunistiske manifest i 1848 og den socialistiske bevægelses begyndelse set som et hovedmål, hvis de økonomisk og socialt undertrykte klasser skulle ud af undertrykkelsen.
Til gengæld er den kollektive ejendomsret beskyttet af de to FN-konventioner fra 1966: "Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer... Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder.", hedder det fx i de to konventioners artikel 1, stk. 2. En skæv fordeling af ejendom er ofte en afgørende hindring for bekæmpelse af sult og fattigdom.
Se:
FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Rul ned til artikel 1.
Kollektive vs. individuelle rettigheder
Beskyttelsen af den kollektive ejendomsret udvikler sig, fx den brugsret der er knyttet til lokalsamfund og oprindelige folk rundt om i verden. Til gengæld viger den individuelle ejendomsret; dens status som menneskeret har historisk set haft udgangspunkt i Europa.
De forskellige opfattelser af retten til ejendom er et eksempel på at forskellige kulturelle og økonomiske strukturer i verden har betydning for opfattelsen af menneskerettighederne. Den private ejendomsret, således som den opfattes i Vesten, er på ingen måde en universelt gældende ret; og det er ejendomsretsbegrebet som sådan heller ikke. Mange regeringer har det standpunkt at det er kollektiv ejendomsret eller brugsret, og ikke individuel ejendomsret, som er i overensstemmelse med deres samfunds sædvaner og traditioner.
Retten til et nej
Hensynet til almenvellet kan ses som udtryk for statens forvaltning af hele befolkningens kollektive ejendom. Når et stykke jord inddrages til fx industrivirksomhed eller til naturbeskyttelse, sker det af hensyn til den fælles økonomi og rekreation. Men det kan gå ud over en mindre, lokal gruppes kollektive brug af denne jord, fx samers brug af jorden til rendrift. I den sammenhæng betyder det noget for beskyttelsen af fx oprindelige folk og stammefolk at folkeretten i de sidste årtier har forbedret den kollektive ret til at råde over land og vand. Når staten for at få en økonomisk indtægt "af hensyn til almenvellet", inddrager jord til olie, tømmerhugst, turisme mm., så skal det i det mindste ske efter at have rådført sig med de hidtidige brugere, og mod erstatning.
Se:
ILO-Konvention om oprindelige folk. Rul ned til artikel 15.
Rettigheder i konflikt
En kollektiv ejendom eller brug kan imidlertid have svært ved at eksistere sammen med individuel ejendom eller brug. Da fx motorbåde blev indført i Vestgrønland i 1930'erne, var ejeren af en sådan båd nødt til at sælge al sin fangst for at få råd til afbetalingen på båden. Det gik ud over lokalsamfundets fangstdelingsregler som bestemte at alle skulle have en nærmere bestemt andel i fangsten. Fangstredskaberne var individuel ejendom, men fangstområdet var til fælles brug.
Altså: Kollektiv ejendom er set fra statens synsvinkel hensynet til hele samfundets almene bedste. Det kan komme i strid med den lokale gruppe. Fra den lokale gruppes synsvinkel er kollektive rettigheder en forudsætning for at kulturen i bred forstand kan opretholdes og udvikles. Det kan imidlertid komme i konflikt med den enkelte person. Fra den enkelte persons synsvinkel må det kollektive ikke undertrykke hensynet til individuelle rettigheder. Konflikter mellem individ og kollektiv er et stadigt tema inden for menneskeretten.