ANALYSE: GPS-overvågning står politiet frit for
Af Louise Marie Jespersen, specialkonsulent, Institut for Menneskerettigheder.Bragt i Politiken 4. januar 2016.
Er du klar over, at politiet helt frit kan sætte en GPS-sender på din bil og overvåge dig, så længe du kører på offentlig vej, og senderen sidder uden på bilen? Hvis det er nyt for dig, er du helt sikkert ikke alene, for politiet er ikke meget for at tale højt om det. Faktisk har Rigsadvokaten udarbejdet en instruks til politiet om, hvordan de kan sløre, at der som en del af en efterforskning er anvendt overvågning ved brug af GPS-udstyr. Senest er det kommet frem, at også forsikringsselskaber kan GPS-overvåge deres kunders færden i bil.
At få sin bil og dermed sin færden overvåget er et alvorligt indgreb i privatlivet. Overvågning berører en af de mest fundamentale rettigheder, vi mennesker har, nemlig retten til privatliv. Indgreb som GPS-overvågning bør derfor være klart formuleret i en lov, fordi befolkningen har ret til at vide, hvad der skal til, før politiet kan sætte en skjult GPS-sender på deres bil. Men problemet er, at det ikke er tilfældet i dag.
Politiet kan nemlig helt frit GPS-overvåge personer, så længe GPS-udstyret er placeret uden på bilen, og bilen holder på et frit tilgængeligt sted.
Tilbage i 1996 slog Vestre Landsret fast, at når overvågningsudstyret sidder uden for bilen, og bilen befinder sig på et frit tilgængeligt sted, har GPS-overvågning alene karakter af skygning, selvom der bliver brugt tekniske hjælpemidler. En vurdering, som Justitsministeriet senere har tilsluttet sig. GPS-overvågning sidestilles altså med de iagttagelser, en politibetjent kan lave med sit blotte øje, og det er derfor ikke reguleret ved lov.
Højesteret tog fire år senere stilling til, hvad der gælder, hvis GPS-udstyret er placeret inde i bilen. Højesteret fandt, at GPS-overvågning fra indersiden af bilen var et såkaldt ”straffeprocessuelt tvangsindgreb”, som skulle sidestilles med observation på privat område. Det betyder, at politiet kun kan anbringe en GPS-sender inde i din bil, hvis det har væsentlig betydning for efterforskningen af en lovovertrædelse, der kan give fængsel i halvandet år eller mere. Samtidig skal politiet have en dommers tilladelse, før de kan iværksætte indgrebet.
Det er klart, at det er et større indgreb, hvis politiet bryder ind i en bil for at anbringe et overvågningsudstyr, end når GPS-udstyret sættes uden på bilen. Det er dog alligevel tankevækkende, at der er så stor forskel i opfattelsen af indgrebets betydning, da politiet i begge tilfælde detaljeret kan følge bilens færden.
Når GPS-udstyret er anbragt uden på bilen på et frit tilgængeligt sted, er politiets eneste begrænsning derfor det almindelige proportionalitetsprincip. Det betyder, at indgrebet skal stå mål med den ulempe, som indgrebet har for den, det går ud over. Det kræver formentlig konkret mistanke til den person, der bliver udsat for overvågning, men det kan ikke udelukkes, at overvågningen kan ramme flere personer omkring den mistænkte. Det er også uvist, hvor længe politiet kan opretholde en overvågning. Overvågningen kan måske finde sted i ugevis og døgnet rundt – og muligvis også, når bilen befinder sig på et privat område. Det står nemlig ikke klart, hvad der gælder, når en overvåget bil for eksempel kører ind i en aflåst garage, og overvågningsudstyret stadig er aktivt.
Da GPS-overvågning hverken giver mulighed for at tage billeder eller aflytte samtaler, kan denne type overvågning efter Institut for Menneskerettigheders opfattelse bedst sammenlignes med teleobservation. Teleobservation giver kun politiet oplysning om, hvilke telefonmaster en mistænkt persons mobiltelefon løbende er i kontakt med. Ligesom ved GPS-overvågning omfatter teleobservation således alene oplysning om, hvor telefonen befinder sig, og ikke hvem du taler med, eller hvad I taler om.
Men modsat overvågning med GPS-udstyr er teleobservation reguleret i retsplejeloven. En dommer skal derfor give tilladelse, før politiet kan indhente masteoplysninger fra teleselskaberne. Tilladelsen får politiet kun, hvis det har væsentlig betydning for efterforskningen af en lovovertrædelse, der kan give fængselsstraf i halvandet år eller mere.
Så mens politiet skal have en dommers tilladelse, før de kan få at vide, hvilke telefonmaster din telefon er tjekket ind på, kan politiet helt uden retskendelse indhente de samme masteoplysninger fra teleselskaberne, hvis en GPS-overvågning kræver det.
Vi har på Institut for Menneskerettigheder af flere omgange gjort både Justitsministeriet og Folketingets politikere opmærksomme på det, vi mener er et hul i lovgivningen og en mangel på regulering af politiets overvågningsaktiviteter. Uden lovregulering er det ikke muligt at kontrollere politiets efterforskningsmetoder. Rigspolitiet og Rigsadvokaten ved heller ikke, hvor ofte GPS-overvågning forekommer, for det bliver der ikke ført kontrol med.
En lovregulering, som den Danmark har på anden overvågning, vil derimod begrænse uforudsigeligheden og vilkårligheden i, hvornår vi danskere kan risikere et indgreb i vores privatliv. Det vil være med til at sikre, at der ikke sker misbrug.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at Folketinget ændrer retsplejeloven, så alle typer af politi-overvågning ved brug af GPS-udstyr bliver omfattet af loven. Samtidig bør politikerne sørge for, at forsikringsselskaber ikke længere kan GPS-overvåge deres kunder.