Vietnamesiske anklagere besøger IMR

I samarbejde med Rigsadvokaten har Institut for Menneskerettigheder indgået en aftale med JOPSO (Joint Project Support Office), der administrerer DANIDAS retsreform projekt i Vietnam. Ifølge aftalen kommer 14 vietnamesiske anklagere til Danmark for at deltage i et tre ugers kursus med emnet ”Strenghtening the Procuratorial Capacity in Vietnam”.Kurset er en del af et større projekt, der har til formål at styrke kapaciteten hos de vietnamesiske Procuracy myndigheder, således at de kan varetage opgaver, som er centrale for de retsreformer, der pågår i Vietnam i dag.

Udover at varetage funktionen som anklagemyndighed, har Procuracy myndighederne også ansvaret for håndhævelse og implementering af den civile lovgivning samt at føre tilsyn med strafferetssystemet. I forbindelse med kurset i Danmark ønsker man at styrke kapaciteter, der er relevante for varetagelsen af anklagernes daglige arbejde samt at udbygge viden om retsområder, som er fundet særligt relevante for de igangværende retsreformer i Vietnam.

På besøg hos danske myndigheder

Udover undervisning får deltagerne i forbindelse med kurset lejlighed til at besøge diverse institutioner og myndigheder, herunder Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Sjælland, Folketingets Ombudsmand, Kriminalteknisk Afdeling og Københavns Byret.

Kurserne har kørt siden november 2002, og indtil nu er fem kurser blevet gennemført. Sammen med JOPSO, Rigsadvokaten og Supreme People´s Procuracy i Vietnam planlægger Institut for Menneskerettigheder yderligere to kurser i det kommende år.

Flere oplysninger: mnb@humanrights.dk, kdk@humanrights.dk