Af Martin Lassen-Vernal
Til oktober lanceres resultaterne af en større EU-undersøgelse, der fokuserer på indvandreres rettigheder og muligheder for integration. Undersøgelsen sammenligner de deltagende landes politikker og praksisser, der påvirker migranters liv og muligheder for at integrere sig i samfundet.
- Undersøgelsen baserer sig på en lang række indikatorer, der i hvert land besvares af en udpeget ekspertinstitution og en uvildig ekspert, forklarer specialkonsulent hos Institut for Menneskerettigheder (IMR) Mandana Zarrehparvar. Hun fortæller, at en indikator fx kan være, om den eksisterende lovgivning og praksis effektivt beskytter migranter mod diskrimination, eller om det understøtter deres muligheder for at få job og blive inkluderet på det danske arbejdsmarked.
Danmark scorede bundkarakter
- Da Danmark sidste gang deltog i undersøgelsen i 2004, scorede vi bundkarakter på flere væsentlige områder. Fx var der især problemer i forhold til migranters adgang til arbejdsmarkedet og på diskriminationsområdet. Faktisk blev Danmark på flere områder nr. 15 ud af i alt 15 lande, oplyser Mandana Zarrehparvar, der endnu ikke kan sige noget om Danmarks resultat her i 2007.
Så hvordan Danmark har klaret sig sammenlignet med de andre 27 lande vil først være at se ved offentliggørelsen den 15. oktober. IMR understreger dog, at instituttet allerede nu står til rådighed med information og baggrund om undersøgelsen, for dem der ønsker at vide mere.
Hold øje med menneskeret.dk
Undersøgelsen er gennemført af British Council Brussels med støtte fra EU, og datoen for offentliggørelsen er den 15. og 16. oktober. Da det er IMR, der koordinerer rapportens offentliggørelse i Danmark, bliver de danske resultater offentliggjort her på menneskeret.dk. Et mere præcist tidspunkt for offentliggørelsen vil følge.
Se evt. også den engelske pressemeddelelse fra EU for flere informationer om den internationale offentliggørelse, der finder sted i Bruxelles. Pressemeddelelsen finder du her.
Ønsker du yderligere oplysninger eller citat kan du kontakte specialkonsulent Mandana Zarrehparvar, tlf. 3289 8892 eller mail mza[a]humanrights.dk.
