At Danmark skal være et inkluderende samfund med lige muligheder for alle, vil vist kun de færreste opponere imod. Alligevel er det nemt at pege på flere områder af vores samfund, hvor muligheden for at deltage i det offentlige liv i højere eller mindre grad er begrænset for nogle mennesker – ikke mindst for mennesker med handicap.
Hvad for eksempel vores retssystem angår, har man i mange fora længe diskuteret, hvordan og om mennesker med handicap skal have adgang til hvervet som lægdommer i Danmark. Og når jeg nu stiller spørgsmålet endnu engang og kommer med et nyt bud på en besvarelse, så er det ikke kun for at holde liv i den vigtige debat. Det er også, fordi spørgsmålet igen er blevet aktuelt, efter Folketinget den 28. maj i år besluttede at ratificere FN’s Handicapkonvention.
Handicapkonventionens principper og perspektiv giver nemlig et nyt udgangspunkt for diskussionen, og det må efter min vurdering fremover være slut med at diskutere om for eksempel et synshandicap skal medføre udelukkelse fra hvervet som lægdommer i Danmark. Spørgsmålet må lyde: Hvordan sikrer vi, at handicappede personer kan deltage i det offentlige liv gennem hvervet som lægdommer på lige vilkår med andre borgere?
Retten til deltagelse i det offentlige liv
Vi må stille spørgsmålet som sådan, fordi FN’s handicapkonvention opstiller som et grundlæggende princip for
forståelsen og anvendelsen af konventionen, at personer med handicap skal kunne deltage fuldt og effektivt i samfundet og indgå som inkluderede personer på lige vilkår med andre og med respekt for deres værdighed og forskellighed.
Der står således i konventionen første artikel: “Formålet med konventionen er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre …” Og videre i artikel tre opremser konventionen sine principper: ikke-diskrimination, fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet, respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden og lige muligheder.
Udgangspunktet bliver altså, at konventionens konkrete bestemmelser – og her tænker jeg særligt på artikel 29 om deltagelse i det offentlige liv og artikel 13 om effektiv adgang til retssystemet – skal anvendes i lyset af disse principper og konventionens formål. Det hører også med her, at anvendelsen af handicapkonventionen kræver forståelse for det funktionsperspektiv, den introducerer. Perspektivet betyder, at personer med handicap skal betragtes som rettighedshavere på lige vilkår med andre borgere og ikke udelukkes fra det offentlige liv blot med henvisning til deres handicap.
Samlet set fordrer konventionen derfor af staterne, at der træffes foranstaltninger af både lovgivningsmæssig og praktisk karakter til at sikre og fremme den fuldstændige virkeliggørelse af konventionens rettigheder.
Egnethed som lægdommer
Men hvad betyder kravene om ligebehandling og inklusion så i praksis? Et eksempel er udtagelsen af personer til de grundlister, hvorfra lægdommere udvælges. Disse bør nemlig tilrettelægges på en måde, så listerne afspejler mangfoldigheden i det danske samfund. Med andre ord bør personer med handicap ikke kunne udelukkes fra lægdommerhvervet alene med henvisning til, at de mangler egnethed på grund af et handicap.
Ligebehandling og inklusion i retssystemet kan også betyde, at de fysiske og procesretlige rammer tilpasses på en måde, der muliggør, at en person med handicap, der i øvrigt opfylder det personlige egnethedskrav, i praksis kan udøve hvervet som nævning eller domsmand. For eksempel vil dette tilpasningskrav kunne medføre, at en lægdommer med synshandicap skal have stillet dokumenter til rådighed i braille tekst eller som lydfiler, eller at en kørestolsbruger skal sikres adgang til retslokalet, for eksempel gennem sikring af tilstrækkelig dørbredde og ramper.
Ret til retfærdig rettergang
Et andet vigtigt spørgsmål, der knytter sig til diskussionen om handicappede personers adgang til hvervet som lægdommer, er, om den tiltalte nu også er sikker på at få en retfærdig rettergang, hvis for eksempel en lægdommer har et synshandicap.
Det er naturligvis afgørende for alle parter i en retssag, at lægdommerne fremstår både kompetente, uafhængige og upartiske. Ved sammensætningen af grundlisterne bør man derfor tage højde for, at de forskellige kompetencer, lægdommerne besidder, sikrer, at de både enkeltvis og i forening kan anses som et egnet og relevant lægdommerkollegium. Inklusion af personer med handicap i lægdommerhvervet udgør derfor ikke en risiko for retfærdighed i rettergangen, så længe grundlisten ellers repræsenterer mangfoldighed og sikrer komplettering i evner og kompetencer hos samtlige af de optagne personer. Det samme gælder, hvis anvendelse af midler til rimelig tilpasning er relevante og vurderet som uden negativ indflydelse på lægdommerens vurdering af sagen.
Pligten til at sikre og fremme inklusion
At skabe et inkluderende samfund, hvor alle uanset deres baggrund kan deltage aktivt og på lige vilkår, er ikke en let opgave. Det kræver et nyt perspektiv på vores mangfoldighed og en ny og mere rummelig vurdering af de kompetencer, vi er udstyret med, uanset vores baggrund eller handicap. Og så kræver det praktiske tiltag, der kan skabe de fysiske rammer for, at vi alle kan give vores bidrag og medvirke til udviklingen af samfundet. Det gælder også i forhold til retssystemet, og det gælder i forhold til handicappede personers adgang til at deltage som lægdommere.
Vi har således i dag en forpligtelse til at sikre, at den egnede lægdommer, der for eksempel har et synshandicap, kan udøve sit hverv på en lige så kompetent og ordentlig måde, som andre lægdommere. Det kræver tilpasning, både mentalt og i den fysiske virkelighed. Og FNs handicap-konvention hjælper os godt i gang med begge dele.
YDERLIGERE OPLYSNINGER: MARTIN LASSEN-VERNAL, PRESSEANSVARLIG, TLF. +45 3269 8927, MOBIL +45 4057 8788, MLV[A]HUMANRIGHTS.DK
FLERE NYHEDER
