Nyhed

Danmark sætter internationale standarder

Uddannelse
En ny FN-resolution styrker de nationale menneskerettighedsinstitutioners rolle i arbejdet med at sikre, at undervisning i menneskerettigheder kommer på skoleskemaerne verden over.

FN's Menneskerettighedsråd har vedtaget en ny resolution, der forpligter stater til at sikre undervisning i de universelle menneskerettigheder. Institut for Menneskerettigheder har været helt tæt på processen og har arbejdet for, at de nationale menneskerettighedsinstitutioner skulle få en stærk stemme. Mere end 100 lande har i dag en uafhængig menneskerettighedsinstitution, men der er stor forskel på deres styrke og indflydelse.

"Helt konkret betyder det, at de nationale menneskerettighedsinstitutioner fremover skal assistere diverse regeringer i planlægningen af undervisning i menneskerettigheder samt påvirke den uddannelsespolitik, der bliver ført på området i de enkelte lande. Rollen som strategisk samarbejdspartner for de ansvarlige departementer og politikere er ny", siger Cecilia Decara, der er specialkonsulent og leder af uddannelsesarbejdet på Institut for Menneskerettigheder.

"Det vil have en enorm betydning for arbejdet med menneskerettighedsundervisning i lande som Zimbabwe og Mongoliet, hvor de nationale menneskerettighedsinstitutioner ikke står så stærkt, som vi gør i Danmark", siger Cecilia Decara. Hun har sammen med kollegaen Olga Ege været i tæt kontakt med den internationale sammenslutning af nationale menneskerettighedsinstitutioner i arbejdet med at påvirke den nye FN resolution.

I Danmark er Institut for Menneskerettigheder allerede i tæt kontakt med Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og Ministeriet for Forskning og Uddannelse, og instituttet rådgiver også Folketinget i forbindelse med nye uddannelsesreformer, som det eksempelvis var tilfældet med folkeskolereformen i 2014.

"Det er vigtigt at undervisning i menneskerettigheder indarbejdes på relevante niveauer og i relevante professioner i uddannelsessektoren. Børn, unge og voksne skal kende til og kunne bruge deres rettigheder og pligter. Det er også vigtig, at statsansatte som for eksempel socialrådgivere, politiet og ansatte i kommuner og central administrationen har kompetencer til at fremme og beskytte menneskerettighederne", siger Cecilia Decara.

Til september mødes FN's Menneskerettighedsråd i Genève, og i den forbindelse afholder FN et High Level Panel for at fejre 5-året for Erklæringen for Uddannelse og Undervisning i Menneskerettigheder.