Nyhed

FN undersøger danske forhold for religionsfrihed

Heiner Bielefeldt. Foto: The Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights (OHCHR)
I marts fik Danmark som det første skandinaviske land besøg af FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed, der nu analyserer de danske forhold.

I marts var FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed, Heiner Bielefeldt, på officielt besøg i Danmark. Her besøgte han blandt andet politikere, forskere og repræsentanter fra danske trossamfund for at udarbejde en rapport om forholdene for religionsfrihed.

Danmark er det første skandinaviske land, som en særlig rapportør for religionsfrihed har besøgt i de 30 år, stillingen har eksisteret. Det er desuden det første vestlige land, som Heiner Bielefeldt besøger i sin tid på posten.
Rapportørens endelige rapport om danske forhold for religionsfrihed fremlægges for FN’s Menneskeretsråd i 2017. Ved slutningen af sit besøg opsummerede Heiner Bielefeldt dog sine foreløbige observationer til et pressemøde den 22. marts.

Ekskluderet fra "danskheden"

Ifølge Heiner Bielefeldt er Danmark et samfund, hvor folk i meget høj grad kan praktisere religion, som de vil. Men han pegede også på, at den danske regering må spille en ledende rolle i at skabe større inklusion af religiøse minoriteter. Det gælder særligt for muslimske grupper, der kan opleve at blive ekskluderet fra ”danskheden”.

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Maria Lassen finder det positivt, at Heiner Bielefeldt ikke blot fokuserede på konkrete sager og juridiske spørgsmål.

”Det er godt at få en udefra til at give os det brede billede og blandt andet belyse, hvilke tanker trossamfund her i landet gør sig.”

Efterlyser større religionslighed

I sin pressemeddelelse efter besøgte roser Heiner Bielefeldt Folkekirkens indsats for blandt andet at fremme dialog med andre trossamfund. Samtidig udtaler han, at folkekirkens særstilling og privilegier afføder en oplevelse af ulighed blandt ikke-troende og religiøse minoriteter og derfor bør genovervejes.

”Bielefeldts kommentarer om folkekirkens særlige status i samfundet og andre trossamfunds udfordringer kommer på et godt tidspunkt, nu hvor et lovforberedende udvalg er i gang med at se på reguleringen af trossamfund uden for Folkekirken,” siger Eva Maria Lassen.

Det såkaldte Trossamfundsudvalg har til opgave at komme med forslag til en sammenhængende regulering af trossamfund uden for Folkekirken. Udvalget skal sikre, at reguleringen er forenelig med grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Danmarks øvrige internationale forpligtelser.

Frihed til ritualer

Desuden var Heiner Bielefeldt bekymret for den nogle gange manglende forståelse for religiøse ritualers betydning. Han fremhævede diskussionen om forbud mod omskæring af drengebørn, som har vakt stor bekymring blandt både danske jøder og muslimer.

”Det jødiske samfund har traditionelt følt sig hjemme i Danmark, men oplever at de bliver mødt med en stor modvilje, når det kommer til religiøs omskæring af drenge,” skriver Heiner Bielefeldt i sin pressemeddelelse.

Kontakt

Seniorforsker, Forskning