KRONIK: Skal ældre have særlige rettigheder?

Af Anette Faye Jacpbsen. Bragt i Jyllands-Posten den 14. feb. 2014

Digitaliseringsbølgen ruller ind over os alle i disse dage med fornyet kraft. Fra december sidste år blev bølge nr. to sat i gang, efter at den første rullede ud over det kommunale landskab i december 2012.

Det betyder nu, at i alle kommuner landet over skal borgerne henvende sig elektronisk, dvs. logge sig ind ved hjælp af NemID og udfylde skemaerne direkte på kommunens hjemmeside, når de skal vælge læge, søge om friplads i daginstitution eller have nyt pas – for blot at nævne nogle få eksempler.

Den digitale kommunikation med det offentlige er obligatorisk og skal udvides i yderligere nogle runder frem til 2015, så mest mulig borgerkontakt kommer til at foregå over internettet. Det er der naturligvis mange fordele ved: Det giver besparelser i kommunernes administration, og det vil ofte også være hurtigere for borgerne.

Men hele projektet forudsætter, at man har adgang til internettet og til en computer, og så kræver det, at borgerne har et rimeligt kendskab til f.eks. at bruge NemID og kan finde rundt på en stor hjemmeside. Det er der stadig flere, der kan, men der er dog også nogle grupper, der har særlige vanskeligheder.

Danmarks Statistik måler jævnligt danskernes it-anvendelse. Og her viser det sig, at der blandt borgere over 65 år er en ganske stor gruppe, knap en tredjedel, der ikke har adgang til en computer og internet hjemme. I den øvrige, yngre befolkning er de tilsvarende tal kun 3-4 pct. Næsten en fjerdedel af de ældre over 65 år har aldrig brugt en computer!

For denne gruppe er den obligatoriske digitale kommunikation med kommunen naturligvis et stort problem. Det rejser i virkeligheden et menneskeretsspørgsmål, for alle borgere skal have adgang til de offentlige serviceydelser, ikke kun i princippet, men også i praksis.

Nu er der mulighed for at få dispensation, så man kan henvende sig på andre måder. Men det er kommunen, der bestemmer hvem, der kan få lov at sende et brev i stedet for at betjene sig selv på nettet, og der skal ansøges for hver enkelt service. Man kan altså ikke få en generel dispensation. Spørgsmålet er, om der hermed bliver tale om en de facto diskrimination af ældre – det skal vi vende tilbage til.

Der er imidlertid også et andet spørgsmål, der melder sig: Er der behov for en særlig menneskeretsbeskyttelse af ældre medborgere? Det er en diskussion, der pågår netop nu, både i FN og i Europarådet. Der bliver stadig flere ældre, statistisk lever vi længere, og heldigvis bliver vi også, statistisk set, sundere.

Det betyder, at vi ikke behøver gå ud fra, at fordi man kommer op i årene, bliver man mere eller mindre svækket og har brug for ekstra støtte og hjælp. Pensionsalderen sættes da også gradvist op i disse år, og mange lever et aktivt og selvstændigt liv, uanset de har passeret både 70 og 80 år.

Der er uden tvivl en del ældre medborgere, der ikke ønsker at fremstå som svage og sårbare med behov for ekstra beskyttelse i form af særlige menneskerettigheder for ældre.

Også på andre områder stiger udsatheden med alderen: Stadig flere rammes af demens, og to tredjedele af beboere på plejehjem lider af denne sygdom. Ville en særlig menneskeretsbeskyttelse være et nyttigt instrument til at øge beskyttelsen af ældre i særligt sårbare situationer?

Faktisk er der allerede meget at hente i de rettigheder, der eksisterer allerede. Der findes et klart diskriminationsforbud på arbejdsmarkedet. Og som et nyt skud på stammen er handicapkonventionen kommet til. Her er hensigten netop at forbedre vilkårene for mennesker med handicap, nærmere bestemt personer med en langvarig funktionsnedsættelse, som det hedder i teksten.

Handicapkonventionen omhandler bl.a. kommunikationsmuligheder for mennesker med nedsat funktionsevne og understreger, at teknologi og information skal tilpasses deres særlige behov og ikke pålægge dem særlige omkostninger. Desuden bør man, ifølge konventionen, respektere den handicappedes ønsker om, hvordan kommunikationen med det offentlige skal foregå.

Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet ovenfor, om den obligatoriske digitale kommunikation med myndighederne diskriminerer ældre, må svaret blive: Måske. Det må i hvert fald sikres, at der er adgang til at få dispensation for ældre med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, ellers vil der være tale om diskrimination i handicapkonventionens forstand.

Vi har på Institut for Menneskerettigheder anbefalet, at kommunerne lægger vægt på borgernes egen vurdering af deres it-kyndighed, når der skal gives dispensation fra den digitale selvbetjening. Ligesom det burde være muligt at kunne klage til en uvildig klageinstans, hvis man får afslag på dispensation. Derudover er det helt centralt, at vejledninger og assistance ikke kræver, at man allerede er koblet på.

Det vil formentlig kun være i en overgangsperiode, at det er nødvendigt at tage særlig højde for, at den ældre del af befolkningen får dispensationsmuligheder på mere lempelige vilkår, for målingerne af danskernes it-forbrug har også vist, at der er en støt stigende andel af befolkningen, der mestrer den digitale kommunikation.

Men det vil til stadighed være en opgave at gøre kommunikation med det offentlige på internettet brugervenlig, så mennesker med funktionsmæssige eller sproglige svagheder ikke skal forcere endnu flere forhindringer, end de i forvejen skal kæmpe med. Kommunerne er også opmærksomme på det vigtige i hjemmesidernes usability, som det hedder på meget grimt nydansk.

Her er det dog lige så vigtigt, at de kommunale ældreråd og ældreorganisationerne holder tæt øje med, at brugervenligheden også gælder for brugere, der ikke er flasket op med computere og internet. Det kan ikke udelukkes, at en anbefaling fra Europarådet eller FN, eller dem begge, om at sikre ældres rettigheder på en række vigtige områder vil være nyttig til at skabe mere opmærksomhed på de særlige problemer, som hænger sammen med alder i vores samfund.

Men i et land som Danmark med velorganiserede ældre og stærke interesseorganisationer vil handicapkonventionen og menneskerettens princip om ligebehandling være nok så vigtige redskaber til at sikre, at de gode hensigter om at lige adgang for alle til de offentlige servicetilbud også føres ud i praksis.