Nyhed

Lovforslag om tålt ophold kan krænke menneskeretten

Lovforslag om tålt ophold kan krænke menneskeretten
Høringssvar: Danmark er i ”betydelig risiko” for at begå menneskerettighedskrænkelser, hvis det nye lovforslag om udlændinge på tålt ophold gennemføres.

Den danske stat kan være ganske tæt på at begå brud på menneskerettighederne. Det er vurderingen i et nyt

fra Institut for Menneskerettigheder, der gennemgår den planlagte lov om at skærpe forholdende for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste.

Lovforslaget har til hensigt at indføre nye stramninger som fx strengere opholdskrav og forringede vilkår for de berørte, men ifølge instituttet er flere af tiltagene så vidtgående, at Danmark befinder sig på kanten af konventionsbrud.

”Der er (…) betydelig risiko for, at de foreslåede skærpelser i kombination med tidligere skærpelser af forhold og vilkår for udlændinge på tålt ophold og udviste kriminelle konkret for enkelte udlændinge kan – eller vil kunne udvikle sig til at – være i strid med Danmarks menneskeretlige forpligtelser,” står der i instituttets høringssvar.

Behov for præcisering af opholdspligt

Med lovforslaget indføres der bl.a. en ny underretningspligt, strafskærpelser for overtrædelser af opholds-, underetnings- og meldepligten, mulighed for afsoning i fodlænke i indkvarteringsstedet, indførelsen af en særlig adgang til varetægtsfængsling ved gentagne overtrædelser af opholds-, underetnings- og meldepligten samt skærpede økonomiske konsekvenser ved overtrædelse af de nævnte pligter.

I høringssvaret kritiserer instituttet, at lovforslaget ikke ”klart præciserer indholdet af opholdspligten, samt hvornår pligten anses for overtrådt med den konsekvens, at der kan ifaldes straf”.

Instituttet anbefaler også, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet -for at undgå brudpå menneskerettighederne -”redegør for og tager stilling til, om de berørte udlændinge ud fra en samlet vurdering må anses for frihedsberøvede”.

Derudover anbefaler instituttet,at ministeriet ”nærmere redegør for, hvordan den daglige meldepligt mellem kl. 9-15 for op mod 600 udlændinge på Kærshovedgård i praksis vil blive administreret, således at der ikke sker en begrænsning af de pågældende udlændinges mulighed for at forlade indkvarteringsstedet i dagtimerne”.

Instituttet anbefaler, at ministeriet:

•Klart præciserer indholdet af opholdspligten, samt hvornår pligten anses for overtrådt med den konsekvens, at der kan ifaldes straf. Der kan ikke idømmes straf for overtrædelse af en skønsmæssigt fastsat forpligtelse, jf. afsnit 2.
•Redegør for og tager stilling til, om de berørte udlændinge ud fra en samlet vurdering må anses for frihedsberøvede, jf. afsnit 3.
•Nærmere redegør for, hvordan den daglige meldepligt mellem kl. 9-15 for op mod 600 udlændinge på Kærshovedgård i praksis vil blive administreret, således at der ikke sker en begrænsning af de pågældende udlændinges mulighed for at forlade indkvarteringsstedet i dagtimerne, jf. afsnit 4.
•Fastslår, at jo mere forhold og vilkår for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste strammes og skærpes, jo tidligere vil indgrebet i de berørte udlændinges ret til bevægelsesfrihed blive uproportionalt, jf. afsnit 4.
•Fastsætter, at Udlændingestyrelsen løbende skal revurdere, om indgrebet i retten til privatliv fortsat er proportionalt, samt ud fra hvilke kriterier en sådan vurdering skal foretages, jf. afsnit 5.
•Redegør for og tager stilling til, om berørte udlændinge konkret er eller kan blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. afsnit 6.