Nyhed

Menneskeretligt uacceptabelt med flere måneders ventetid på samvær efter samlivsophør

svoemmeundervisning_914x360.jpg
Institut for Menneskerettigheder advarer i ny analyse mod lange sagsbehandlingstider i det familieretslige system, efter forældre og børn har ventet på samvær i op til seks måneder.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at flere måneders ventetid på at få etableret samvær mellem forælder og barn efter forældrenes samlivsophør er menneskeretligt uacceptabelt. Det er konklusionen på en ny analyse fra instituttet om ret til samvær, der belyser de menneskeretlige rammer, familieretssystemet skal leve op til.

Analysen kommer, efter lange sagsbehandlingstider i det familieretslige system i nogle sager har betydet, at forældre og børn ikke har haft samvær i op til seks måneder. De lange ventetider medfører en række menneskeretlige udfordringer, for myndigheder kan kun skille et barn fra en forælder, hvis det er i barnets interesse.

Lange sagsbehandlingstider for samvær harmonerer ikke med barnets tarv. Det er barnets ret at have jævnligt og regelmæssigt samvær med sine forældre, med mindre det er skadeligt for barnet
Seniorforsker Anette Faye Jacobsen, Institut for Menneskerettigheder...

Menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på, at betydelige begrænsninger i samværet varigt kan skade relationen mellem barnet og dets forældre. Det betyder, at de samlede sagsbehandlingstider i familieretssystemet ikke i sig selv må belaste eller skade relationen mellem samværsforælderen og barnet.

”Vi vurderer, at der er et behov for at rette op på sagsbehandlingstiderne. Derfor er det positivt, at regeringen har indgået en finanslovsaftale, der sætter fokus på netop sagsbehandlingstiderne. Vi anbefaler samtidig, at man fremover sikrer, at sagsbehandlingstiderne holder sig inden for, hvad loven og menneskeretten kræver,” siger seniorforsker Anette Faye Jacobsen.

Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at:
  • Social- og Indenrigsministeriet sikrer, at sagsbehandlingstiderne overholder lovens tidsfrister.
  • Social- og Indenrigsministeriet sikrer, at de samlede sagsbehandlingstider i familieretssystemet ikke i sig selv belaster eller skader relationen mellem samværsforælderen og barnet.
  • Social- og Indenrigsministeriet overvåger sagsbehandlingstider for samværssager, herunder i forbindelse med beslutning om midlertidigt samvær i familieretssystemet, samlet set. Det vil sige både hos Familieretshuset og i familieretten og i samspillet mellem de to.