Nyhed

Ny debatbog diskuterer menneskerettighedernes rolle i samfundet

Kampen om menneskerettighederne
Forskere fra Institut for Menneskerettigheder ønsker med ny debatbog at starte en åben og bred debat om, hvad menneskerettighederne skal bruges til.

Med den nye debatbog ” Kampen om menneskerettighederne ” vil en række forskere fra Institut for Menneskerettigheder åbne op for en bred og nuanceret diskussion om menneskerettighedernes plads i samfundet. Bogen udkommer i dag 9. marts 2016.

”De fleste ved, at menneskerettighederne kommer i spil i sager om flygtninge og ofre for tortur, men menneskerettighederne har også indflydelse på mange andre områder, og vi vil gerne bruge bogen til at sætte de diskussioner i kontekst,” siger Steven L. B. Jensen, der er én af redaktørerne på bogen og forsker hos Institut for Menneskerettigheder.

Forfatterne håber, at bogen vil stimulere den offentlige debat om menneskerettighedernes funktion i dagens Danmark.

”Vi mener ikke, at der er et entydigt svar på, hvordan menneskerettighederne skal bruges i samfundet. Mange gange er det et politisk spørgsmål, men vi vil gerne være med til at kridte banen op til de diskussioner,” siger Anette Faye Jacobsen, der er redaktør på bogen og forsker hos instituttet.

Menneskerettighederne har bred indflydelse

”Kampen om menneskerettighederne” dækker en række af de områder, hvor der i dag er diskussioner om menneskerettighederne, men den dykker også ned i nogle af de emner, hvor menneskerettighedernes indflydelse ofte bliver overset.

Blandt andet dækker et kapitel over det velkendte spørgsmål om, hvorvidt flygtningekonventionen er forældet, mens et andet undersøger, hvorvidt man overhovedet kan træde ud af konventioner. Men bogen dykker også ned i spørgsmålet om, hvorvidt private virksomheder har forpligtelser på menneskerettighedsområdet, og udfordringerne med individuelle rettigheder for særligt sårbare persongrupper som mennesker med mentale handicap.

”Menneskerettighederne er blevet så velintegreret i vores retsnormer, at de har indflydelse på alt fra den nationale asylpolitik til den kommunale lovgivning på børneområdet. Og det er jo netop på grund af menneskerettighedernes store indflydelse, at der nu stilles spørgsmålstegn ved dem,” siger Anette Faye Jacobsen.

I december 2015 foreslog statsminister Lars Løkke Rasmussen, at man skulle undersøge muligheden for at ændre på den internationale flygtningekonvention. Tidligere på året foreslog Dansk Folkeparti, at man skulle træde helt ud af menneskerettighedskonventioner for så at træde ind igen med forbehold, der ville give mere politisk spillerum.

Værdierne er der enighed om

Netop fordi menneskerettighederne har fået stor indflydelse gennem årene, må vi diskutere, hvilken rolle de bør have i samfundet, mener Steven L. B. Jensen.

”Vi har kaldt bogen ”Kampen OM menneskerettighederne”, netop fordi vi ikke mener, at der altid er et entydigt svar på, hvordan menneskerettighederne bør implementeres i vores land. Det er vigtigt, at man kender til den brede sammenhæng, så menneskerettighederne hverken bliver syndebuk for alt, hvad man ikke bryder sig om, eller reduceres til juridiske teknikaliteter.”

Men selvom der kan være uenigheder om menneskerettighederne, og at de i stigende grad synes at være under pres, er der næppe tvivl om, at menneskerettighederne stadig har stor indflydelse på det danske samfund.

”Selve ideerne om, at alle har ret til et ligeværdigt liv, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at ingen bør udsættes for tortur, ligger dybt forankret i det danske samfunds værdier. Jeg tror, at uanset hvem du taler med, så kan vi alle blive enige om gyldigheden i menneskerettighedernes grundlæggende principper,” siger Anette Faye Jacobsen.