Transpersoner diskrimineres i EU

Ligestillingsminister Manu Sareen underskrev d. 16. maj 2013 sammen med en række europæiske ministre en erklæring for at styrke indsatsen for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoners rettigheder på EU-niveau og i de enkelte medlemslande. Rapporten ”Being Trans in EU” viser med al ønskelig tydelighed, at der nu skal sættes handling bag ordene.

Rapporten, som er den største af sin slags, belyser, hvordan transpersoner i Europa i høj grad oplever at blive diskrimineret på baggrund af deres kønsidentitet. Diskriminationen er bred og rammer på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i adgangen til sundhedsydelser og offentlig service generelt, ligesom transpersoner er særligt udsatte for hadforbrydelser.

Manglende ansvar skaber problemer
Danmark har siden 2011 indført lovgivning, som på mange områder styrker LGBT-personers rettigheder. Blandt andet er det kønsneutrale ægteskab og muligheden for kirkelig vielse af homoseksuelle blevet indført, ligesom adoptionsret og ændringer i børneloven, som tilgodeser homoseksuelle børnefamilier, har styrket rettighederne. Den danske ’erklæringsmodel’ hvor det nu står enhver frit for at vælge sit juridiske køn, nyder ligeledes stor positiv bevågenhed internationalt, fordi modellen er både nemt tilgængelig og ikke længere stiller krav om operative indgreb, psykiatriske eller psykologiske godkendelser - det er med andre ord den enkelte person, som er ’sandhedsvidne’, når det gælder vurderingen af ens kønsidentitet.

Men trods store fremskridt er der stadig mange udfordringer. Set fra et menneskeretligt perspektiv er det eksempelvis bekymrende, at Danmark fortsat ikke mere tydeligt har placeret det overordnede ansvar for sikringen af transpersoners rettigheder. Det betyder, at det er usikkert, hvem der er ansvarlig for at styrke indsatsen. Danmark kan med fordel kigge mod f.eks. Sverige og Norge for at løse denne udfordring. Begge vores nabolande har gennemført handlingsplaner, som målretter ressourcer til at forbedre livskvaliteten for transpersoner i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet m.m.

Rapporten viser tydeligt, at der er behov for at systematisere arbejdet med at styrke transpersoners rettigheder. Der er eksempelvis problemer i uddannelsessystemet, hvor 23 % af de danske respondenter svarer, at de oplever et fjendtligt eller utrygt miljø. Det betyder samtidig, at under 5 % af de adspurgte står åbent frem med dereskønsidentitet. Institut for Menneskerettigheder anbefaler derfor, at regeringen styrker indsatsen for at forbedre forholdene for transpersoner i uddannelsessystemet. Det skal blandt andet gøres nemmere for transpersoner at få udleveret skolepapirer og eksamensbeviser, som er i overensstemmelse med kønsidentiteten - uanset om vedkommende planlægger eller har fået et gennemført et operativt kønsskifte.

Lovgivningen sætter sig mellem to stole
En yderligereproblematik er, at dansk ligebehandlingslovgivning giver en spredt og uensartet beskyttelse til forskellige grupper. Eksempelvis er det i dag kun kønsskifteoperede transpersoner, som er beskyttet af ligebehandlingslovene for ’køn’. Ihadforbrydelsessager har det til gengæld været diskriminationsårsagen ”seksuel orientering”, der er gældende. Det er i dag internationalt erkendt, at kønsidentitet og kønsudtryk ikke er det samme som ’seksuel orientering’. Det er heller ikke alle transpersoner, som ønsker en kønsskifteoperation. ’Kønsidentitet’ er i dag i en lang række EU lande beskyttet som en selvstændig og fyldestgørende kategori for transpersoner. Uklarheden i lovgivningen tydeliggør behovet for at se med friske øjne påen reform af ligebehandlingslovgivningen, der bedre kan sikre en ensartet beskyttelse mod diskrimination for alle beskyttelsesgrunde.