YTRINGSFRIHED: Vesten og muslimske lande uenige om hadefulde ytringer

Af Marie Juul Petersen, bragt i Ræson den 30.10.2013

Det er et spørgsmål, der i det seneste årti er blevet diskuteret intenst i FN, ofte med de vestlige lande på den ene side, anført af USA og EU, og de muslimske lande på den anden side, anført af Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC).

I 1999 introducerede OIC, anført af Pakistan, en FN-resolution, der havde til formål at forbyde krænkelse af religioner. Resolutionen fik titlen Defamation of religions og blev den første i en lang række af lignende resolutioner, som alle sigtede mod at forbyde religionskrænkende udtalelser, der ”opmuntrede til diskrimination, ekstremisme og vrangbilleder, som kan lede til polarisering og splittelse med farlige og uforudsete konsekvenser”, som det hed i 2010-resolutionen. For OIC’s medlemslande var disse resolutioner et nødvendigt skridt i kampen mod den vestlige verdens stigende islamofobi, som de så udtrykt eksempelvis i de famøse Muhammed-tegninger og i det schweiziske forbud mod minareter. Som den syriske repræsentant i FN sagde under resolutionsforhandlingerne i 2009: ”I realiteten handler religionskrænkelse om at ramme muslimer.”

Mange vestlige lande stemte imod resolutionerne og mente at de bidrog til at underminere ytringsfriheden og opmuntrede til udbredelsen af blasfemilove. ”Menneskerettighedslovgivningen har aldrig beskyttet og skal heller ikke beskytte religioner,” sagde EU’s repræsentant, Jean-Baptiste Mattei. USA var også en højlydt kritiker af resolutionerne: ”Vi er ikke enige i, at forbud mod visse ytringer er måden, hvorpå man bedst fremmer tolerance,” sagde USA’s repræsentant, Eileen Donahoe, i 2010. ”Vi ser hele tiden eksempler på, at religionskrænkelses-begrebet bruges til at retfærdiggøre censur, kriminalisering og i nogen tilfælde voldelige og endda dødelige angreb på politiske, etniske og religiøse mindretal rundt omkring i verden.”

Nye tider?
Efter i mere end ti år at have diskuteret OIC’s årlige resolutioner om religionskrænkelse uden at nå til enighed skete der i marts 2011 noget ganske uventet. Frem for at præsentere sin egen resolution indgik OIC et samarbejde med EU og USA, og i fællesskab formulerede man en resolution, der ikke nævnte religionskrænkelse med et ord, men i stedet talte om at bekæmpe diskrimination og opfordringer til vold mod religiøse personer. Resolutionen fik titlen Combating Intolerance, Negative Stereotyping and Stigmatization of, and Discrimination, Incitement to Violence, and Violence against Person Based on Religion and Belief (i daglig tale blot Resolution 16/18).

Resolution 16/18 blev hyldet af både de vestlige lande og OIC som et gennembrud og et tegn på nye tider. USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton sagde, at den havde bragt en ende på ”ti års opsplittende debat, hvor folk ikke længere lyttede til hinanden.” Og OIC’s generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu kaldte resolutionen for ”et pragteksempel på samarbejdet mellem OIC, USA og EU”.

Men markerer Resolution 16/18 virkelig afslutningen på den årelange konflikt mellem OIC og den vestlige verden? I juni afholdt man et møde i FN i Geneve for at tale om, hvordan resolutionen bedst implementeres. Diskussionerne til mødet viste med al tydelighed, at gamle uenigheder lurer lige under de fine ords overflade. Terminologien er ganske vist skiftet fra ’religionskrænkelse’ til ’diskrimination og opfordringer til vold’, men skillelinjerne, argumenterne og indimellem endda også personerne er de samme som før. USA’s repræsentant til mødet, Michael G. Kozak, bemærkede med slet skjult frustration: ”Jeg tror efterhånden at Ambassadør Akram, Ambassadør Jazairi, Hr. Attiya og jeg selv kan spille hinandens roller ganske godt, eftersom vi kan hinandens pointer udenad.”

LÆS hele artiklen på Ræson