INFORMATION OM INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER

Institut for Menneskerettigheder (IMR) blev oprettet ved
Lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder af den 6. juni 2002. Institut for Menneskerettigheder blev etableret for at skabe et stærkt dansk center for indsamling, udvikling og formidling af viden om menneskerettigheder både i forhold til danske, europæiske og internationale forhold. Arbejdet på instituttet omfatter forskning, information, uddannelse og dokumentation om menneskerettigheder i Danmark og udland, og vi samarbejder med organisationer og offentlige myndigheder i både Danmark, Nordisk Råd, Europarådet, OSCE, EU og FN.
Institut for Menneskerettigheder har opnået en markant national og international profil gennem en kreativ kombination af forskningen og det praktiske niveau samt det nationale med det internationale niveau. Kombinationen har bidraget til, at instituttet til stadighed kan være en troværdig og respekteret aktør i forhold til den verden, som det skal agere i.