Det Europæiske Ligestillingsinstitut

Det Europæiske Ligestillingsinstitut (EIGE) er et EU-agentur fra 2007. Agenturet støtter medlemslandenes regeringer og EU's egne institutioner (især EU-Kommissionen) i arbejdet med at styrke ligestilling mellem kvinder og mænd.

EIGE’s udgangspunkt er, at ligestilling ikke kun er en grundlæggende rettighed i sig selv – det er også et middel til at opnå økonomisk vækst og social samhørighed.

Ifølge EIGE har EU allerede styrket lovgivningen og integration af ligestilling på mange politiske områder. Men der kan stadig gøres mere. Derfor har EIGE til opgave:

  • At indsamle og analysere sammenlignelige data om kønsspørgsmål
  • At udvikle metodiske redskaber, der kan gøre det lettere at integrere ligestilling på alle politikområder
  • At gøre det lettere at dele bedste praksis og skabe dialog blandt parterne
  • At øge den offentlige bevidsthed om ligestilling.

EU-kommissionen har udarbejdet en strategi for at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd. En central målsætning er at gøre det lettere for kvinder at forløse deres potentiale og derved bidrage til at nå EU’s overordnede sociale og økonomiske mål.

For at nå målene præciserer ligestillingsstrategien en række aktioner:

  • At få flere kvinder ind på arbejdsmarkedet og bidrage til at nå Europa 2020-målet om en beskæftigelsesfrekvens på 75 procent generelt for kvinder og mænd
  • At iværksætte målrettede initiativer til at få flere kvinder ind i topstillinger i den økonomiske beslutningsproces
  • At fremme kvinders iværksætterkultur og selvstændige beskæftigelse
  • At oprette en årlig europæisk ”Lige løn-dag” for at øge bevidstheden om, at kvinder fortsat tjener gennemsnitligt næsten 18 procent mindre end mænd i hele EU
  • At arbejde sammen med alle medlemsstaterne om bekæmpelse af vold mod kvinder, især udryddelse af omskæring af kvinder i og uden for Europa.

EU-Kommissionen vil også oprette en årlig Ligestillingsdialog, der inddrager Europa-Parlamentet, Rådets formandskaber, de europæiske arbejdsmarkedsparter og civilsamfundet for at vurdere, hvordan strategien skrider frem.