Europarådet

Europarådet blev oprettet i 1949 og danner i dag rammen om et samarbejde mellem 47 suveræne stater. 28 af disse stater er også medlemmer af Den Europæiske Union. Medlemskab af Europarådet kræver, at staterne underskriver Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Formålet med Europarådet er at opnå nærmere fællesskab mellem rådets medlemsstater. Målet er at beskytte og virkeliggøre de idealer og principper, som er staternes fælles arv. Det skal også lette landenes økonomiske og sociale fremskridt – som det hedder i Europarådets statut, artikel 1.

Rådet ledes af Generalsekretæren, som vælges for fire år. I øjeblikket er det nordmanden Thorbjørn Jagland. Europarådet har hovedkontor i Strasbourg, Frankrig og beskæftiger 2.200 medarbejdere.