FN’s Menneskerettighedsråd

FN’s Menneskerettighedsråd blev oprettet 15. marts 2006. Menneskerettighedsrådets opgave er at fremme og beskytte menneskerettigheder og friheder for alle, og det skal adressere og undersøge krænkelser af rettighederne. Rådet har også ansvar for at fremme menneskerettighedsuddannelser, yde rådgivning og teknisk bistand og hjælpe med kapacitetsopbygning - det vil sige at hjælpe stater med at opbygge og udvikle eksempelvis retssystemer.

Sidst men ikke mindst skal rådet bidrage med anbefalinger til FN’s Generalforsamling for at udvikle folkeretten og fremme den fulde gennemførelse af staternes menneskerettighedsforpligtelser. Med oprettelsen af FN’s Menneskerettighedsråd blev menneskerettighederne sat højt på FN’s dagsorden, og menneskerettighedsrådet har i dag formel status i FN.

Fakta om FN’s Menneskerettighedsråd

Menneskerettighedsrådet har til huse i Genève, er direkte underlagt Generalforsamlingen og afløser menneskerettighedskommissionen, som siden 1964 har hørt under Det Økonomiske og Sociale Råd. Rådet har 47 medlemmer fordelt på 13 fra Afrika, 13 fra Asien, 6 fra Østeuropa, 8 fra Latinamerika og de caribiske stater og 7 fra Vesteuropa. Alle medlemmer skal vælges af et flertal af Generalforsamlingens medlemmer. Medlemmerne af menneskerettighedsrådet sidder i tre år, og de kan genvælges – dog kun for to perioder.