TEMASIDER
TEMA OM DISKRIMINATION


CHIKANE

Når vi taler om diskrimination, er det vigtigt også at definere begrebet chikane, idet det er en del af mange udsatte gruppers liv. Chikane forekommer, når en person opfører sig på en måde, der krænker en anden persons værdighed og skaber et truende, nedværdigende eller ubehageligt klima for den pågældende i relation til dennes køn, religion eller tro, alder, handicap,
seksuelle orientering, race eller etniske oprindelse.

Der kan være tale om tilsigtet eller utilsigtet chikane. Chikane strider imod Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv., Lov om etnisk ligebehandling og Ligestillingsloven.

Fx: Inger Olsen er 60 år og assistent på et større kontor. De fleste af kollegerne er betydeligt yngre end Inger, og hun er den ældste på kontoret. På det seneste er folk begyndt at komme med hentydninger til hendes alder, og hun bliver kaldt kontorets bedstemor. En dag havde nogen stillet en rollator foran hendes plads, og hun bliver ikke mere inviteret med til sociale arrangementer, hvilket kollegerne forklarer med, at hun vist er for gammel til det, de foretager sig.

I eksemplet føler Inger sig ydmyget og ubehageligt til mode over kollegernes opførsel og hentydninger til hendes ’høje’ alder. Dette eksempel er et udtryk for chikane, uanset om man har haft til hensigt at chikanere Inger eller ej. Altså om det har været tilsigtet eller ej.