Publikation
Forsiden af rapporten

Integrationsrådenes arbejde og udfordringer

En undersøgelse af integrationsrådenes oplevelser og gennemslagskraft i kommunerne. 30 ud af 40 adspurgte integrationsråd har bidraget til undersøgelsen.

Den 21. november 2017 var der valg til kommunalbestyrelserne i hele landet. Det betyder også, at de nykonstituerede bestyrelser har mulighed for at etablere integrationsråd i deres respektive kommuner, mens nuværende integrationsråd kan få forlænget deres mandat for de næste fire år. Institut for Menneskerettigheder har derfor fundet det relevant at foretage en nærmere undersøgelse af de eksisterende integrationsråds arbejde og udfordringer, så kommunalbestyrelserne kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag.

Rapporten består først og fremmest af en spørgeskemaundersøgelse som 30 ud af 40 adspurgte integrationsråd har bidraget til og for det andet en håndfuld kvalitative interviews. Undersøgelsen viser overordnet, at integrationsrådene har et godt og tæt samarbejde med kommunalbestyrelserne og embedsværket. De fleste af rådene oplever at blive hørt om kommunale initiativer med betydning for flygtninge og indvandrere. Der er dog et udbredt ønske om at blive inddraget tidligere i processen allerede, når initiativerne er under udarbejdelse. Derudover er der et udbredt ønske om, at man sikrer, at alle råd har et selvstændigt budget og at der generelt sker en opprioritering af de begrænsede ressourcer, så medlemmerne i højere grad kan realisere de ideer og initiativer, som de har.

Instituttet anbefaler derfor, at integrationsrådene ligestilles med blandt andet ældreråd og ligestillingsråd fsva. høringsret, økonomiske forhold og bistand til sekretariatsbetjening. Det anbefales endvidere, at Udlændinge- og Integrationsministeriet opfordrer alle landets kommuner til at tage aktivt stilling til oprettelsen af et integrationsråd i perioden 2018-2022.

Vi tilstræber, at vores pdf’ede publikationer m.m. er egnede til at blive læst af skærmlæser. Skulle du opleve problemer, så kontakt venligst digital redaktør, Stine Juhl Nielsen på stni@humanrights.dk