Nyhed

Aktivist modtager databeskyttelsespris for sin kamp mod logning

Christian Panton tildeles årets databeskyttelsespris for sin vedholdende kamp for at begrænse overvågning.

I 2018 lykkedes det at få stoppet logningen af lokation ved brug af data på telefonen, og dermed begrænse omfanget af den logning, der finder sted i Danmark.

Databeskyttelsesprisen

Prisen gives hvert år til en person, organisation eller et initiativ, der gavner det enkelte menneskes databeskyttelse. Fx kan prismodtageren have sat databeskyttelse til debat, være kommet med nytænkende databeskyttelsesløsninger eller have gennemført gennemgribende databeskyttelse.

Christian Panton, der gennem mange år har kæmpet for at beskytte borgernes privatliv i et digitaliseret samfund, spillede en afgørende rolle i at få stoppet logningen. Efter en stor indsats med utallige aktindsigter og offentlige debatter, kan størsteparten af danskere nu føle sig mere sikre på, at deres lokation ikke registreres, medmindre de bruger telefonen til opkald eller sms. Derfor modtager Christian Panton Databeskyttelsesprisen 2019.

Større sikkerhed for alle borgere

”Ophøret af logningen har styrket databeskyttelsen for os alle. Christian Panton er en ildsjæl, som med stor vedholdenhed og faglig teknisk indsigt har kæmpet for at begrænse overvågningen. Som resultat kan størsteparten af danskere nu føle sig mere sikre på, at deres lokation ikke registreres, medmindre de bruger telefonen til opkald eller sms,” lyder det i begrundelsen fra juryen for Databeskyttelsesprisen 2019.

Tidligere vindere

2018: Henning Mortensen

2017: EU-Domstolen

2016: De praktiserende Lægers Organisation, PLO

2015: Anders Kjærulff for programmet Aflyttet på Radio24/7

Christian Panton er også aktiv på mange andre fronter af den databeskyttende scene. Eksempelvis er han engageret i debatten om automatisk nummerpladegenkendelse og er medstifter af den internetpolitiske tænketank Bitbureauet, der kæmper for et frit og åbent internet.

Rikke Frank Jørgensen, def er formand for juryen, fortæller, at tildelingen af prisen til Christian Panton er en anerkendelse af hans store vedholdenhed, som kan tjene som inspiration til andre om, at det nytter at blive ved med at kæmpe for retten til privatliv.

Læs mere om instituttets arbejde med databeskyttelse og retten til privatliv.

Kontakt

Seniorforsker, Forskning