Analyse: Marrakech udstikker ny kurs for islam
Analyse af Marie Juul Petersen, forsker på Institut for Menneskerettigheder, bragt i Politiken lørdag den 20. februar 2016.
"Der har været nok blod", sagde den mauretanske sheik Abdallah bin Bayyah til et nyligt møde i Marrakech om religiøse minoriteters rettigheder: "Der er en sygdom i verden lige nu, men islam har medicinen mod denne sygdom". Den sygdom, bin Bayyah refererede til, er den stigende islamiske ekstremisme, vi er vidne til i Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien, og som mange steder har ført til voldsom forfølgelse og diskrimination af kristne, jøder og andre religiøse minoriteter. "Vi har kristne kirker, som har eksisteret, længe før islam kom til disse områder, og som nu ødelægges. Og vi har jøder i Yemen, et af de ældste jødiske samfund, hvis eksistens er truet", sagde den amerikanske sheik Hamza Yusuf, en anden af mødets initiativtagere.
Til mødet i Marrakech 25. -27. januar samledes 250 sunni- og shiamuslimske ledere fra hele verden for sammen at formulere et muslimsk modsvar til disse forbrydelser. "Religionsfrihed er skrevet ind i Koranen", sagde Mohamed el--Sanousi, leder af Network for Religious and Traditional Peacemakers: "Vi skal have budskabet ud og afvise de ideer, som Daesh og al-Qaeda spreder".
Det var med markeringer som disse, at mødet resulterede i den såkaldte Marrakech-erklæring om religiøse minoriteters rettigheder i muslimske flertalssamfund. Erklæringen er inspireret af den næsten 1.400 år gamle Medina-forfatning, der blev formuleret af profeten Muhammed i et forsøg på at skabe fred mellem rivaliserende stammer. Som Medina-forfatningen opfordrer også Marrakech-erklæringen til religionsfrihed og sameksistens: "Samarbejde må strække sig videre end gensidig tolerance og respekt og må indbefatte fuld beskyttelse for alle religiøse gruppers rettigheder og friheder på en civiliseret måde, der undgår tvang, fordomme og arrogance", hedder det i erklæringen.
Den amerikanske præst Bob Roberts, der deltog i mødet som observatør, var "blæst helt omkuld" og opsummerede på følgende måde: "Det her er en muslimsk konference, organiseret af de øverste sheiker, religionsministre og stormuftier fra de største muslimske lande, og de er kommet med en erklæring, der eksplicit bruger religionsfriheden til at understrege, at vold i islams navn ikke kan retfærdiggøres".
Og der er god grund til at være begejstret. Det er første gang nogensinde, at muslimske ledere har formået at formulere en så klar afstandtagen fra religiøst legitimeret forfølgelse og diskrimination og er kommet med så klar en opfordring til at beskytte religiøse minoriteters rettigheder. Erklæringen opfordrer bl.a. muslimske lærde og juridiske eksperter til at udvikle et islamisk medborgerskabsbegreb, som er baseret på principper om inklusion og pluralisme. Den opfordrer ligeledes beslutningstagere til at tage de nødvendige politiske og juridiske skridt for at sikre alle religiøse gruppers lighed for loven. Og den beder muslimske uddannelsesinstitutioner og autoriteter om at skille sig af med undervisningsmateriale, der opfordrer til ekstremisme og aggression.
Men retten til religionsfrihed handler om andet og mere end religiøse minoriteters kollektive rettigheder, hvor vigtige de end er. Religionsfrihed handler også om den enkeltes ret til at kritisere religion, skifte religion eller endog forlade den. Og netop disse rettigheder nævnes ikke i Marrakech-erklæringen.
Historisk har muslimske autoriteter og religiøse ledere haft endog meget svært ved at forlige sig med netop disse aspekter af retten til religionsfrihed. Under forhandlingerne om FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder var netop retten til konversion et omstridt emne. Flere muslimske lande endte med ikke at underskrive konventionen, og andre insisterede på reservationer til konventionens artikel 18, der garanterer retten til religionsfrihed.
De fleste fortolkninger af islamisk lov anser apostasi, eller frafald, for at være dybt problematisk, og mange muslimske lande forbyder eller forhindrer folk i at konvertere fra islam. Konvertitter risikerer fængsel, fysisk afstraffelse eller fratagelse af forældremyndighed og arverettigheder. Selv i Marokko, som under mødet ellers blev fremhævet som et eksempel på fredelig sameksistens mellem religiøse grupper, er det forbudt at forsøge at omvende muslimer til en anden tro, og de, der konverterer til f.eks. kristendom, må ofte praktisere deres religion i hemmelighed.
Folk, der praktiserer deres religion på en anden måde end flertallet, som slet ikke praktiserer deres religion, eller som afviser religion, er ligeledes ofte udsat for diskrimination, chikane eller endog forfølgelse. Mange muslimske lande bruger blasfemilovgivning som et middel til at kontrollere og begrænse alternative religiøse fortolkninger og religionskritik. Den saudiske blogger Raif Badawi blev f.eks. dømt til fængsel og piskeslag for at have "fornærmet islam" efter at have skrevet kritisk om religionens indflydelse på det saudiske styre.
Skal Marrakech-erklæringen tages alvorligt som et bud på en ny muslimsk tilgang til religionsfrihed, må dens forfattere brede deres forståelse af religionsfrihed ud til at indbefatte ikke bare "fuld beskyttelse af alle religiøse gruppers rettigheder og friheder", som det hedder i erklæringen, men også fuld beskyttelse af alle individers ret til at kritisere, skifte eller forlade deres religion.