Behov for nye menneskeretlige standarder for mellemstatsligt samarbejde om asyl

På den ene side er det internationale menneskerettighedssystem, national lovgivning og menneskeretlige kontrolforanstaltninger fokuserede på at sikre rettigheder for flygtninge, der spontant ankommer til et land for at søge asyl. På den anden side er traditionelle destinationslande i fx Europa langt mindre tilbøjelige til at acceptere spontane asylansøgere på deres territorie. Dette er hoveddilemmaet i en ny ph.d.-afhandling skrevet af Nikolas Feith Tan, forsker ved Institut for Menneskerettigheder.

”I dag er vores asylsystemer fokuserede på territorielt asyl. Det betyder, at systemerne antager, at flygtninge ankommer spontant til grænsen og tildeles asyl, når de har ret til det. Reelt sker dette dog sjældent i dag. I stedet opsøger landene mellemstatslige samarbejdsaftaler for at undgå spontane asylansøgere”, siger Nikolas Feith Tan.

Som eksempel nævner Nikolas Feith Tan EU’s aftale med Tyrkiet og Grækenland om syriske flygtninge og den australske aftale med Nauru og Papa New Guinea, der har nægtet tusindvis af flygtninge asyl i Australia.

Enden på territorialt asyl?

Den første del af afhandlingen består af en systematisk analyse af de nuværende menneskeretlige krav til mellemstatslige samarbejde om flygtninge i både Europa og Australien. Et signifikant fund er, at begge lande, der indgår i et samarbejde, er forpligtet til at sikre, at aftalen lever op til landenes internationale menneskerettighedsforpligtigelser. Dog er der i dag ingen, der holder tilsyn med, om landene faktisk overholder menneskerettighederne.

Derfor præsenter Nikolas Feith Tan i den sidste halvdel af sin afhandling en ny ramme for, hvordan lande kan samarbejde og samtidig beskytte flygtninges rettigheder og leve op til deres menneskerettighedsforpligtigelser.

”Lande i det globale nord bevæger sig væk fra territorielt asyl, og måske vil spontane flygtninge i fremtiden ikke længere tildeles asyl i disse lande. Derfor har vi brug for et helt nyt rammesæt, der kan sikre, at flygtninge fortsat vil få beskyttet deres basale menneskerettigheder,” siger Nikolas Feith Tan.

Nikolas Feith Tan foreslår 14 konkrete menneskeretlige standarder, der skal imødekommes i mellemstatslige samarbejdsaftale om flygtninge. Et forslag lægger op til, at UNHCR skal føre tilsyn med mellemstatslige aftaler, og et andet peger på, at aftalerne skal værre gennemskuelige.

”Det ville for eksempel betyde, at Institut for Menneskerettigheder skulle have adgang til dansk-drevne asylcentre i tredjepartslande med mulighed for at føre tilsyn med overholdelsen af menneskerettighederne i centrene,” forklarer Nikolas Feith Tan.

Fra erfaring til standarder

De 14 menneskerettighedsstandarder, Nikolas Feith Tan foreslår, stammer dels fra den eksisterende menneskeretslovgivning, og dels fra erfaringer fra Australiens samarbejde med østater i Stillehavet.

”Vi har allerede krav i den eksisterende menneskerettighedslovgivning, men det mellemstatslige samarbejde, som allerede er gennemført, tilbyder også noget relevant erfaring. Menneskerettighederne beskytter ikke folk fra at leve i et limbo i flere år, som flygtninge fx gør i Nauru, men Australiens erfaringer viser, at det har enorme negative konsekvenser for de mennesker, der lever i dette tidsubestemte limbo.”

Nikolas Feith Tan finder da også enkelte glimt af håb i erfaringerne med mellemstatslige samarbejdsaftaler om flygtninge.

”I Tyrkiet har EU finansieret uddannelse til millioner af syriske flygtninge. Det er højst usandsynligt, at de ville have modtaget den undervisningen, hvis ikke EU og Tyrkiet havde lavet en aftale, der giver EU muligheden for at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet. Selv den Australske asyl-praksis indeholder enkelte positive erfaringer.”

Han tilføjer:

“I fremtiden får vi brug for flere lande, der vil give beskyttelse til flygtninge. Derfor er det positivt, hvis mellemstatslige samarbejde kan føre det med sig, at flere lande får stærke asyl- og integrationsstrukturer på plads og dermed kan huse flygtninge på en menneskeretlig forsvarlig måde.”

Nikolas Feith Tan understreger dog, at begge lande bør være i stand til at tilbyde et vist niveau af menneskeretlig beskyttelse og stabilitet, før mellemstatslige samarbejde etableres.

“For at menneskerettighederne kan blive opfyldt, må landene i det globale nord vælge de rette lande som samarbejdspartnere. Afhandlingen peger på, hvad der skal til for, at fremtidige mellemstatslige samarbejde om flygtninge kan opfylde menneskerettighederne og undgå fortidens fejl.”