DEBAT: Entreprenante kvinder fra Kenya efterlyser rammer og rettigheder

Af Eva Grambye, vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder. Bragt hos Altinget.dk den 26. januar 2018.

”Vi vil være med til at finde løsningerne. Vi har platformene, produkterne og data. En virksomhed som vores må gå ind og være med til at løfte og udfylde det rum, staterne ikke kan.”

Budskabet er tydeligt fra en ung generation af kenyanske kvinder, der arbejder for Safaricom, en af Afrikas mest succesfulde telecom-giganter. Firmaet, der udviklede Mpesa, betalingssystemet, der gjorde det muligt for millioner af mennesker i Østafrika gratis at betale via mobiltelefoner, og som har givet fattige, herunder i stort omfang kvinder, adgang til et gratis elektronisk betalingssystem. Systemet har ifølge undersøgelser bidraget til at bringe kvinder ud af fattigdom.

”Vores teknologier kan være med til at finde løsninger i uddannelses- og sundhedssektoren,” forklarer de to kvinder mig. I denne uge deltager de i Institut for Menneskerettigheders master class i business and human rights sammen med andre førende virksomheder. De finansierer selv deltagelsen, og menneskerettighederne ligger dem på sinde.

Digital udvikling kalder på statslig regulering
At teknologien ikke kun skal styres af jagten på profit, men af et samfundsansvar, er ikke til diskussion for de to kvinder. Safaricom er ikke drevet af profit, men af formål, forklarer de mig. Og markedet skal reguleres og styrkes af den offentlige sektor, lader de mig også forstå. Too good to be true? Måske. Men vældig inspirerende.

Men et par dilemmaer og udfordringer understreges i mine samtaler med dem. Om virksomheders rolle. Om staters rolle. Om offentlig-privat samarbejde. Og om et vakuum af regulering, man vel kan kalde de analoge rammevilkår, der skal sikre, at den digitale udvikling kommer flest til gode.

For mens Safaricom synes klar til at revolutionere sundhedsvæsenet i morgen, er det offentlige ikke på samme måde og i samme tempo gearet til at hoppe med på tech-vognen. Der mangler ganske enkelt kapacitet, og der mangler ressourcer (og det er ikke kun et problem i Syd).

Men selvom mine to kolleger ønsker at få styr på menneskerettighederne og slår et slag for at bruge teknologien til at skabe løsninger på nogle af Afrikas allerstørste fattigdoms- og udviklingsproblematikker, peger de også på, at det skal ske inden for en bredere lovmæssig ramme og statslig regulering.

Den digitale revolution sker offline
Og her er vi ved ét af problemerne i den digitale revolution. I 2016 var der ifølge en rapport fra Verdensbanken kun 107 lande, der havde en databeskyttelseslov – heraf 50 i udviklingslandene.

Rapporten går videre og peger på, at den digitale udvikling kun høster sit potentiale, når den er stærkt fulgt op af analog udvikling. Når ikke den digitale udvikling er fulgt op af eksempelvis passende regulering, it-færdigheder bredt i befolkningen og generel adgang til internettet, bidrager teknologien faktisk ikke i bredere forstand til at løfte samfund.

Derimod giver teknologien adgang til, at en mindre elite tjener styrtende på teknologien og dermed øger uligheden, skaber monopolisering og koncentration i erhvervslivet til skade for forbrugerne og øger risikoen for misbrug og kontrol med data. De analoge tiltag skal ikke hæmme teknologien, men fremme den ved at sikre, at der er sunde og fremmende rammer for den. Mine kenyanske kolleger er tydeligvis enige.

Jeg er derfor enig med min meddebattør Marianne Haahr, når hun skriver, at udfordringen allerede er her. Og at nogle staters råderum allerede er udfordret.

Men robotter som præsidenter? At de britiske vælgere måtte drømme om robotter som politiske ledere er nok mere et udtryk for en god omgang politikerlede end et reelt ønskescenario. Og jo, befolkningerne i en række afrikanske kunne måske godt ønske sig, at den korrupte eller hårdhændede præsident blev erstattet af en robot.

Men hvem programmerer robotten til at være inkluderende, retfærdig og transparent?

Teknologien regulerer ikke sig selv, og vi må stadig insistere på demokratisk styring og kontrol.

Derigennem opnår vi den digitale dividende. Og som Pernille Tranberg skriver fra Davos, ”skal vi huske, at effektiv udvikling altid først og fremmest sker ved hjælp af mennesker og følelser fremfor tech.”

Donorer på blockchainsafari
Der er stor begejstring for teknologiens muligheder i donorkontorerne. Men det er vel næppe Danida og andre donorer, der skal støtte Safaricom med at udvikle og forstå, hvordan eksempelvis blockchain-teknologien kan anvendes?

Da bistanden for årtier siden gik fra projekt- til program- og sektortilgang, var det for at skabe bredere strukturelle rammer for udviklingen og ikke støtte små enkeltstående projekter med begrænset impact.

Logikken bør være den samme, når vi taler om techvelopment. For som Verdensbanken peger på, høster samfundet som helhed faktisk først digital-dividenden (de udviklingsmæssige gevinster ved at benytte digital teknologi, red.), når den er støttet op af analoge rammetiltag. Kun når du har et ”level playing field” for teknologien, og der eksempelvis er mulighed for, at mindre firmaer kan entrere markedet, kommer det rigtigt forbrugerne til gavn – og skaber innovation.

Da Safaricoms Mpesa blev konkurrenceudsat af de kenyanske myndigheder, var Safaricom ikke glade, men prisen faldt markant til gavn for forbrugerne. Kun når arbejdsstyrken (og forbrugerne) har it-færdigheder, høster samfundet fordele; og kun når der er bred adgang til internettet, bliver de sociale og økonomiske samfundsopgaver, teknologien skal være med til at løse, mulige.

Menneskerettigheder – offline og online
FN har anerkendt, at menneskerettigheder offline også gælder online, men der er stadig et kæmpe arbejde i at forstå, hvordan det gøres i praksis – og at udvikle redskaberne.

I Myanmar har vi for nylig sammen med partnere lavet en bred analyse af informationsteknologisektoren (ICT) og de lovgivningsmæssige rammer. Gennem sådanne analyser af hele sektoren bliver vi klogere på sammenhængen mellem rettigheder og teknologi – der ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Men der er lang vej igen.

Men hvad er rollen så nu for Danmarks udviklingssamarbejde – og donorer generelt? For de to kvinder, jeg mødte, var det prompte svar: "Brug jeres convening power! Brug jeres rolle som donor og partner til at skabe dialog mellem private techvirksomheder og det offentlige."

Og det er da slående, at det lige netop er det, som den nye danske techambassadør bruger sin rolle til globalt.

Når Danida derfor kaster sig ind i techvelopment, er det måske ikke de nyeste og sejeste teknologier, udviklingsbistanden skal støtte.

Det er derimod at bidrage til rammer for den digitale udvikling, der er drevet og styret af politiske målsætninger og med sigte på inklusion, ikkediskrimination, transparens og ansvarlighed. Med andre ord en rettighedsbaseret tilgang til techvelopment. Derved får vi rigtig fat i et kæmpe potentiale for at revolutionere måden, vi tænker udvikling – både digitalt og analogt.