DEBAT: Offentligt ansattes ret til at ytre sig skal fastslås ved lov – samfundsvigtig viden holdes tilbage

Af Louise Holck, konstitueret direktør, Institut for Menneskerettigheder, Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening, Hanne Fugl Eskjær, formand for de Offentlige Chefer i Djøf og Tine Johansen, formand, Dansk Journalistforbund. Debatindlægget blev bragt hos Jyllands-Posten 15. maj 2020.

Ytringsfriheden er fundamentet for det danske demokrati. Vi skal kunne debattere og kritisere. Det er et grundlæggende kendetegn ved det frie samfund.

Når det gælder de offentligt ansattes ytringsfrihed, halter det imidlertid. Folketingets Ombudsmand har med jævne mellemrum været ude med krabasken over for offentlige arbejdsgivere, der på den ene eller anden måde har forhindret medarbejdere i at gøre brug af deres grundlovssikrede ret til at udtrykke deres mening.

Nogle husker måske, da forsvarschefen i 2016 til en gruppe medarbejdere gav udtryk for, at det ville være fyringsgrund, hvis man ytrede sig kritisk på de sociale medier. Det fandt ombudsmanden meget kritisabelt. Samme år kom det så vidt, at en lærer på Campus Bornholm blev fyret i forlængelse af at have kritiseret sin ledelses økonomiske dispositioner.

De seneste eksempler på ombudsmandens kritik er fra Aalborg og Esbjerg Kommuner, hvor vejledningerne til de ansatte ret direkte opfordrede til, at man ikke udtalte sig til pressen eller andre.

Offentlige arbejdsgivere, der direkte censurerer, udgør imidlertid kun toppen af isbjerget. Det store problem, når vi taler offentligt ansattes ytringsfrihed, er selvcensur. Af frygt for konsekvenserne pålægger mange sig selvcensur. Man ved jo aldrig, hvad der sker. Og så kan man lige så godt tie stille.

Dette billede bekræftes af en lang række undersøgelser, der har vist, at en meget stor del af de offentligt ansatte mener, at det vil have negative konsekvenser for dem, hvis de udtalte sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen.

Også Ytringsfrihedskommissionens nylige undersøgelse viser, at der er en udbredt tilbageholdenhed med at påtale kritikken. Det er først og fremmest frygten for at blive fyret eller at blive set som illoyal over for arbejdspladsen, der får de ansatte til at holde sig tilbage.

Men offentligt ansatte sidder inde med væsentlig viden, som vi som samfund har interesse i indgår i den frie debat. Derfor er det både et ytringsfrihedsmæssigt og et demokratisk problem, når samfundsvigtig viden holdes tilbage, fordi den enkelte medarbejder er bange for konsekvenserne af at dele sin viden.

At offentligt ansatte holder viden om kritisable forhold for sig selv, er uholdbart for vores demokrati. Offentligt ansattes erfaringer og viden er vigtig at få frem for at kvalificere debatten om alt fra prioriteringer på hospitalerne, effekterne af en skolereform til forsinkede anlægsprojekter.

Især i Danmark med en af verdens største offentlige sektorer er det vigtigt for befolkningen at vide, hvordan medarbejderne i det offentlige oplever konsekvenserne af de politiske beslutninger, der tages i kommuner, regioner og på Christiansborg. De mennesker, der hver dag leverer alt fra operationer til ældrepleje og undervisning, kan om nogen sætte fingeren på de ømme punkter.

Det er ikke nyt, at offentligt ansatte holder sig tilbage. En betænkning fra 2015 med fokus netop på offentligt ansattes ytringsfrihed pegede også på problemet og slog fast, at der var brug for at skabe holdningsmæssige ændringer. Ikke meget er sket siden da.

Derfor er det en rigtig god idé, når et flertal i Ytringsfrihedskommissionen, der netop har afgivet sin betænkning, går skridtet videre og anbefaler, at Folketinget lovfæster reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Det vil sende et vigtigt signal til de offentligt ansatte om, at der er en samfundsmæssig interesse i, at de deler deres viden med omverdenen.